Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Landsforvisning

HverdagenOprettet af Lone lør, april 24, 2010 06:46:54

Hønsefri have - tænker du måske -

kan det være meningen.

Og ja. Det er meningen.

En nødvendighed for en periode.

Hønsene har indtil nu holdt græsset i en passende højde,

men nogle steder er de kommet under niveau,

og andre steder har de flyttet rundt på belægningen.

Derfor er lågen ud til den østlige indhegning åbnet.

Ud mod nye græsgange og frisk jord.

At ordne en have med løse høns er noget nær umuligt.

Nu tager vi en pause,

samler alt det løse

og lapper hullerne.

Så plæneklipperen kan køre igen.

Og alle er glade.

Ligefrem lørdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post586

Spæde salatblade

HverdagenOprettet af Lone tor, april 22, 2010 08:01:02

Vil du med om til drivhuset, og se hvad der sker nu.

Drivhuset - tænker du måske - vi er stadig i en periode med sne og frost.

Hvad er der at se.

Liv og glade dage er der.

Masser af vækst og grøde.

Små spæde salatblade vælter op i rækker.

Forleden dag - under snevejret - blev de 4 forskellige chilisorter plantet ud i drivhuset.

De var blevet for store til vindueskarmen herinde.

Ret skal være ret - jeg tvivlede mere end sædvanligt på min dømmekraft.

Tomatplanterne flyttede ud ved samme lejlighed - hvorfor gøre noget halvt.

Spinaten er i god vækst,

og den størrelse bladene har lige nu, egner sig fortrinligt til salater.

Snart bliver de store og voldsomme, så de må dampes lidt ned.

Der er høstet asparges et par gange, og de er brugt i cafékøkkenet.

Jordbærplanterne er begyndt at blomstre -

som små hvide snefnug.

Den vilde rucola har sået sig selv fra sidste år, og ligger nu som et tæppe af velduft.

Måske trænger du også til spæde salatblade, og måske har du ikke et drivhus eller en køkkenhave.

Så skal du ikke være ked af det.

Det er fint at så pluksalat i urtepotter.

Sæt potterne på en altan eller i et lyst vindue. Hold såjorden fugtig men ikke våd, og glæd dig over de små spirer.

Før du ved af det, kan du høste friske salatblade til sandwich eller andre behov.

Pluk pluk pluk.

Når planterne ikke skyder så kraftigt længere, skifter du jorden ud og hælder lidt nye frø ud af posen.

Det er også en køkkenhave.

Fin forårsdag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post584

Kokken

HverdagenOprettet af Lone ons, april 21, 2010 07:48:04

Den seneste måned har fasankokken flirtet uhæmmet med hønsedamerne.

Uden resultat.

For nylig dukkede en mere modtagelig artsfælle op, og nu ligger fasanfruen på rede i buskadset i haven.

Hver morgen stiller kokken sig på områdets højeste punkt.

Lige ud for arbejdsværelset.

Siger skræppende lyde, puster sig op og basker med vingerne.

Kun afløst af forfængelige øjeblikke hvor det ydre pudses og kontrolleres.

Hvem bliver ikke imponeret af den slags.

Sidste år blev der udklækket et kuld fasaner indenfor det indhegnede område.

Måske lykkes det igen i år.

Frostfri dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post583

Kartofler

HverdagenOprettet af Lone tir, april 20, 2010 07:33:15

I går blev læggekartoflerne båret ud af børneværelset,

kørt om til den lille kartoffelmark,

og sat i jorden.

Omtrent 450 kilo.

På en eftermiddag.

Takket være toppen af poppen indenfor kartoffellægning.

Der blev sat 7 forskellige sorter.

Tidlige, middeltidlige, runde, ovale, røde, gule, til bagning, til salater og til almindeligt længselsfuldt spisebrug.

Manden kører vogntoget. Sørger for at holde rækkerne lige og dybden god.

Hæver, sænker, trækker, styrer og positionerer det hele.

Jeg står på det lille trin bagerst og kigger på kartoflerne.

Klar - siger jeg en gang imellem - eller kør. Eller stop.

Eller noget andet interessant.

Manden hører ikke rigtigt noget af det.

Kartoffellægning adskiller sig ikke væsentligt fra andre ægteskabelige foreteelser.

Der mangler 100 kilo kartofler endnu.

De kommer først til gården onsdag, men de er værd at vente på.

Det er yndlingskartoflen over dem alle.

Trofast tirsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post582

Fejltagelse

HverdagenOprettet af Lone lør, april 17, 2010 07:00:20

Jeg har fejlvurderet,

fejlfortolket og fejlbedømt behovet for varm kakao.

Sidste weekend indkøbte jeg de sædvanlige mængder mælk fra glade køer - til varm kakao med flødeskum.

Men det er april nu.

Forår nu.

Og cafégæsternes behov for varm kakao er forsvundet som dug for solen. Som termokedeldragter på knagerækken og som fly i luftrummet.

Milde himmel - tænkte jeg ved synet af al den gode mælk - hvordan får man mest muligt ud af det.

Hvis du pløjer kartoffelmarken - sagde jeg til manden - laver jeg risengrød og klatkager.

Som sagt så gjort.

Nu ligner det mere et dyrkningsklart stykke muldjord end et fejltrin.

Fejlfri dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post579

Nord

HverdagenOprettet af Lone fre, april 16, 2010 07:55:55

Nu er dagens længde tiltaget med omkring 7 timer,

og det er meget mere lyst end mørkt i løbet af et døgn.

Hele vinterhalvåret rammer solens stråler ikke de nordlige gavle,

men nu er vi så langt henne på året, at det akkurat lader sig gøre.

Og hvad så - tænker du måske - er det noget, der rykker.

Og ja. Det er det faktisk.

For da den nuværende kampestensbygning blev opført for godt 140 år siden - som afløsning for den forrige længe, der havde afløst en tidligere længe, som kom efter en ældre længe, der erstattede den oprindelige bygning, blev der indmuret små stykker af glas i fugerne.

Ikke den gamle historie om en hylende flaske, der skulle skræmme en fedtet bygherre -

bare små glasstumper, der funkler og glimter, når året er så fremskredent, at solen går ned i god vest.

Og nu er vi ved at være der.

Men det er ikke nok.

Mere vil have mere.

Der mangler stadig noget, før det kan blive sommer. Svalerne mangler.

Måske kommer de snart hjem igen.

Jeg kigger efter dem hver dag.

Må lyset give dig glæde
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post578

Et regnestykke

HverdagenOprettet af Lone tor, april 15, 2010 07:54:10

Hvor lang tid tager det 1 landmand at klippe græs ?

Forudsætninger - tænker du måske - man må have nogle forudsætninger for at kunne lave et regnestykke.

Og du har ret.

Selvfølgelig har du det.

Lad os antage, at det er en landmand med manglende evne til at begribe egne begrænsninger, hvorfor gårdens græsareal år for år er øget - æblelunde, frugthaver, adgangsveje og plæner. For nemheds skyld sættes det græsbevoksede areal til 10.000 kvadratmeter.

Lad os endvidere antage, at såvel gårdens store plæneklipper

som gårdens mellemstore plæneklipper er ude af drift, og at nyinvesteringer ikke bruges i de kredse.

Tilbage er så en lille trofast gåmaskine.

Maskinen har efter 20 års slid på knivene en klippebredde på 45 cm.

Vi forudsætter, at landmanden nægter at bruge briller udover det nødvendige af trafikale sikkerhedshensyn, og resultatet af det tågede syn er et overlap på 10 cm. pr. kørt omgang med klipperen.

Landmanden er ved dagens begyndelse frisk og holder en gennemsnitshastighed på 9 km. i timen.

Efter 3 timers arbejde blokerer den lille klippers hjul, og landmanden bruger 1 time på at pille små stumper kilerem ud.

Herefter er der ikke træk på forhjulene, og landmandens gennemsnitshastighed er reduceret til 6 km. i timen den resterende arbejdstid.

Hvor lang tid tager det denne landmand at klippe gårdens græsarealer ?

Måske er du hurtigt klar med svaret, og så er her et tillægsspørgsmål -

Estimer hvor mange pakker Fontex der gik til den pågældende arbejdsopgave ?

Trivelig torsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post577

Hjælp

HverdagenOprettet af Lone ons, april 14, 2010 07:45:48

Den lille græsplæne vest for stuehuset har været ikke-eksisterende siden ombygningen sidste forår.

Og hver dag - mange gange - ser man månelandskabet ved bryggersdøren, og minder sig selv om at få det ordnet.

Snart.

I morgen.

Eller en anden dag.

I går begyndte en anden dag.

Med optimisme og friske arme.

Og jeg samlede sten, kørte dem bort, gjorde fræseren forårsklar og kørte området igennem.

Væk var optimismen og de friske arme.

Forsvundet som kage på et køkkenbord.

Der skal ekstern bistand til - tænkte jeg - og hentede hønsedamerne.

For af alle skabninger på denne klode,

er høns overmænd,

når det gælder flid, udholdenhed og arbejdsiver.

Et forbilledligt eksempel til efterfølgelse.

Hvem der var en høne.

Omfavnende onsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post576
« ForrigeNæste »