Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Appelsinlikør - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone fre, februar 19, 2010 07:55:20

Det er stadig til at få årets bedste appelsiner.

Hvad kan være bedre end at lægge lidt aromatisk appelsinsmag på lager.

I dag får du opskriften på hjemmelavet appelsinlikør.

Den tager ganske få minutter at lave, men du vil føle dig overskudsagtig lang tid frem.

Til den sidste dråbe er drukket.

Derfra må man finde på noget andet.

Du skal bruge :

1 yppig appelsin - gerne Navel - dyrket så du har lyst til at bruge skrællen

75 g rørsukker

2 spsk. kaffebønner

10 små nelliker

1 flaske vodka - 70 cl. - af anstændig oprindelse

Det var alt - så går vi i gang.

Find en rummelig krukke.

Hæld rørsukker, kaffebønner og nelliker i.

Skræl appelsinen med en skrællekniv - hold vinklen lille, så du ikke får den hvide del med.

Op i krukken med appelsinskrællen,

og frem med vodkaflasken.

Tøm indholdet ned i krukken.

Og nyd de smukke farver.

Rør lidt rundt, så du får en fornemmelse af, at det er madlavning.

Sæt låg på krukken og opbevar den et mørkt og køligt sted.

Et par måneder.

Derefter en den klar til brug.

I et fint lille glas med en enkelt isterning, eller blandet med hvidvin som en forfriskende sommerdrik.

Så mangler du bare én ting -

at gøre dig tilgode med appelsinen.

Nyd den - det er appelsintid nu.

Fredfyldt fredag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post522

Appelsin Latte - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone søn, januar 17, 2010 08:09:02

Så er der tændt op i brændeovnen,

jeg har fået alle lag tøj, vinterstøvler og strikhandsker på.

Luffer fungerer ikke ved tastaturet.

Noget tyder på, det bliver en kold dag.

Sne indendørs - tænker du måske - så er det altså slemt.

Nej - ingen sne - det du ser her, er de indledende manøvrer til en varm og ualmindelig velgørende Appelsin Latte.

En kaffedrik der giver ro og styrke.

Hvem har ikke brug for ro og styrke.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

½ liter sødmælk fra køer der er i urbalance med deres jeg

10 centimeter kanel. Omtrent

Skal af ½ appelsin

1 spsk. flormelis

2 dl. kaffe brygget med den dobbelte mængde kaffebønner i forhold til vanligt.

Det var alt - så går vi i gang.

Sæt først din kaffe over - så er den rygende varm, når mælken er klar.

Skær skallen af din appelsin, så du får mindst muligt at den hvide hinde med.

Læg appelsinskal og knækket kanel i en lille gryde.

Afmål mælk og hæld det i gryden sammen med

flormelis.

Varm grydens indhold op under omrøring.

Helt op til lige under kogepunktet.

Hold mælken på varmen nogle minutter, så appelsin og kanel giver alt, hvad der er at give.

Hæld mælken gennem en sigte,

og op i en mælkeskummer, du betjener på bedste vis.

Hvis du ikke har en mælkeskummer, skal du ikke være ked af det.

Si appelsin og kanel fra, og hæld mælken tilbage i den varme gryde. Pisk så - alt hvad du har lært - med et almindeligt piskeris.

Varm to kopper godt op og fordel appelsinmælken i dem.

Fyld efter med den skoldhede kaffe og du er klar.

Klar til at gøre noget godt for den, der får en Appelsin Latte.

Måske har du én at dele de to kopper med.

Ellers skal du ikke være ked af det.

Man kan sagtens drikke to kopper selv.

Dybfølt varme, ro og tilfredshed er resultatet.

Suveræn søndag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post489

Eggnog - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone ons, december 16, 2009 08:05:09

Ohhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh

The weather outside is frightful

But the fire is so delightful

And since we've no place to go

Let it snow

Let it snow

Let it snow !

Og for at give den hele armen skal du i dag have opskriften på Eggnog.

Du skal bruge :

2 æg fra høns der sætter fodspor i sneen

50 g sukker

½ stang vanille

1½ dl sødmælk fra køer der har sne på ryggen

1 dl fløde fra ovenstående køer

1½ dl fløde - stadig fra de snedækkede køer - pisket til flødeskum

1½ dl. rom

1½ dl. bourbon

Friskrevet muskatnød

Det var alt - så går vi i gang.

Læg den flækkede vanillestang i en lille gryde. Hæld mælk og 1 dl. fløde over.
Varm op til det damper.

Imens kan du piske dine æg sammen med sukker - til det er luftigt.

Når mælkeblandingen er varm kan du under heftigt piskning lade den løbe i skålen med æg.

Hæld det hele tilbage i gryden og varm op under konstant omrøring.

Sæt et stegetermometer i cremen - for det er det, den er - og varm op til du når over 80 gr. C. Så er der ingen ko på isen. Men endelig ikke meget højere end de 80 grader for du vil ikke have en klumpet creme. Det bliver aldrig det samme.

Tag gryden af varmen og lad din creme køle helt af. Eventuelt i køleskab natten over.

Når cremen er kold, fisker du vanillestangen op, og med let hånd vender du flødeskummet i.

Tilsæt rom og bourbon og få det fordelt uden at al luften mases ud af cremen.

Hæld din eggnog i smukke glas,

og riv lidt muscatnød over hver.

Find din gamle Bing Crosby vinylplade frem, tag rensdyrsweateren på, tænd de elektriske lys i alverdens farver og lyt efter lidt bjældeklang.

Eller sid lige så stille i vintermørket og nyd at sneen falder udenfor.

Du bestemmer.

Men uanset hvad er du i godt selskab med et glas eggnog - den er blød, krydret, fyldig og inderlig.

Ho ho ho
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post457

Lumumba med rom - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone fre, oktober 16, 2009 08:26:27

Nu har der været et par nætter med frost, og selv om dagen bliver det ikke rigtig varmt.

Udendørsarbejde er en kølig fornøjelse for tiden.

At lave vin handler mest af alt om at gå rundt i gummibukser med smæk og vaske udstyr.

Måske har du også arbejdet længe med en koldtvandsrenser.

Måske har du bare kolde fingre, fordi det er sæson for den slags.

Under alle omstændigheder får du i dag opskriften på en varm og velgørende drik.

Lumumba med rom går man ikke fejl af på en kold dag.

Du skal bruge :

2 tsk. kakao

2 tsk. rørsukker

½ tsk. vanilleekstrakt

2½ dl. mælk fra en varm ko

1 - 2 spsk. rom

Lidt piskefløde

Det var alt - så går vi i gang.

Portionen passer til ét krus. Du kan gange eller dividere alt efter, hvor meget du trænger til.

Afmål kakao og sukker i en lille gryde.

Bland det sammen og tilsæt vanille og mælk.

Varm gryden op - bare så indholdet bliver skoldhedt men ikke kogende.

Pisk lidt fløde til skum fordi det er uimodståeligt.

Hæld rom i et krus af passende størrelse og fyld din varme kakao oveni.

Læg flødeskum på toppen og du er klar.

Klar til at få varme fingre, varm krop og varm sjæl.

Kan det blive meget bedre.

Varm dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post396

Café Frappé - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone man, juli 06, 2009 07:18:08

Det er vanskeligt at fryse om fødderne de her dage.

I sådan en varme vil gårdhunden hellere være inde end ude.

Midt på dagen ihvertfald. Om aftenen er det en anden sag.

Måske har du det også varmt og trænger til noget svalt og kølende.

I dag skal du have opskriften på is-kaffe.

Kan ske det ikke er sådan, du plejer at drikke kaffe, men jeg lover dig, det er godt.

Du skal bruge :

½ liter isterninger - godt og vel

1 dl mælk fra køer der spiser varieret og sundt

1 dl kaffe brygget i dobbelt styrke

3 spsk. chokoladepulver

og 1 blender


Der bliver to store glas is-kaffe af denne portion, men du kan halvere eller gange op, som du føler for.

Bryg en god stærk kaffe, lad den køle af og mål den ønskede mængde.

Tag dig ikke af, at mit målebæger rummer dobbelt portion i forhold til opskriften - jeg lavede bare ekstra kaffeblanding for at have nem adgang til endnu en is-kaffe i aften.

Tilsæt mælk og hæld blandingen i en kande hvor der er plads til at røre rundt. Eller vær smart fra starten og begynd med kanden. Du bestemmer.

I med dit kakaopulver, rør rundt og sæt kanden i køleskabet til du er virkelig overophedet.

Da griber du omtrent ½ liter isterninger, hælder dem i en blender og lader 2 dl af din kaffeblanding følge efter.

Sæt låg på blenderen og kør indtil isen er knust som støv fra en skøjteprinsesses piruette. Næsten.

Måske ser du det samme som jeg.

Fotografens forfod glimrer ved sin tilstedeværelse i bunden af billedet.

Kan det blive meget mere uprofessionelt. En fod i en opskrift.

Når du er tilfreds med partikkelstørrelsen, hælder du din is-kaffe i et glas, du godt kan lide.

Nyd din sommerdrik i en hængekøje, under bruseren, i roerækkerne eller hvor du måtte ønske det.

Selv foretrækker jeg at indtage min Café Frappé på bagtrappen ved bryggersdøren.

I aftensolen.

Sammen med en god hundeven.

De bedste ønsker for din dag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post294

Hyldeblomstsaft - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone fre, juni 26, 2009 08:08:06

Måske har du lagt mærke til, at nogle blomster dufter mest

om morgenen

og om aftenen.

De dufter også fint nok midt på dagen, men det er slet ikke det samme.

Sådan er det med hyldeblomster.

Du får mest duft og smag ved at plukke dem tidligt på dagen,

men en aftentur går også an.

Lige nu bugner hylden med blomster.

Hvis du ikke har en hyld i haven, skal du ikke være ked af det.

Der er rige muligheder for at høste skærme i markskel og skovbryn.

I dag skal du have opskriften på hyldeblomstsaft. Så er du klar til at lave dine egne forsyninger.

Du skal bruge :

50 blomsterskærme

3 citroner som naturen har skabt dem

3 spsk. citronsyre

2 kg lyst rørsukker

2 liter vand

og eventuelt 2 tsk. atamon medmindre du enten henkoger eller fryser saften.

Så går vi i gang.

Sæt vandet i kog på komfuret.

Ryst de små dyr ud af skærmene og læg dem i en stor gryde. Skærmene altså.

Skær citronerne i tynde skiver og læg dem over skærmene.

Drys citronsyre og sukker over.

Hæld til sidst det kogende vand (og evt. atamon) over grydens indhold, og rør rundt.

Læg låg på gryden og sæt den i et køligt rum 3 dage. Rør i gryden af og til.

Hæld saften gennem et rent klæde og fordel den i flasker. Opbevar den i fryser, køleskab - hvis du bruger den hurtigt, eller udfør en ægte henkogning af det hele.

Måske tænker du, at 3 liter koncentreret hyldeblomstsaft er mere, end du ser dig selv komme igennem.

Så vil jeg bare minde om, at denne forunderlige verden byder på muligheden for at fortynde saften med kølig hvidvin og isterninger. Så bliver det ikke meget bedre.

Fantastisk fredag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post284

Sønnens Super Smoothie - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone lør, marts 21, 2009 07:10:40

Hvor var vejret dejligt i går.

Det bedste endnu i år.

Men jeg kan ligeså godt sige det, som det er - vi nåede kun at beskære 3 rækker vin i går.

Måske tænker du, der skulle være brugt flere timer i vinmarken og færre på terrassen.
Så vil jeg skynde mig at fortælle dig, at min mor og jeg var i vinrækkerne hele dagen.

Tempoet gik bare lidt ned, da vi kom til sorten Leon Millot. En ualmindelig livskraftig og trivelig druesort.

Der skal noget næring og energi til at holde kroppen kørende.

For længe siden - meget længe siden - lovede jeg dig en opskrift på super smoothie, når vi var nået frem til et godt resultat.

Efter mange fantasifulde afprøvninger er der nu kun denne ene udgave på sønnens morgenbord. Ingen overraskelser, ingen udfordringer, og ingen nyskabelser inden for smag og konsistens. Nej - man efterspørger det sikre og velsmagende valg.

En så klokkeklar afgørelse tør jeg godt bringe videre til dig, og her kommer opskriften på sønnens super smoothie. Kald den hvad du vil - den er god for dig.

Du skal bruge :

1½ dl mælk af en god kvalitet - med lav fedtprocent

1 stor spsk. fast yoghurt

1 spsk. müsli med græskarkerner

1 spsk. kakaopulver af anstændig oprindelse

1 frossen banan

Det var alt. Den eneste forberedelse er bananerne. Måske har du engang imellem købt rigeligt med bananer, men mangler tid til at bage bananmuffins. Så griber du klasen og lægger den i fryseren. Ikke noget med fryseposer og små vedhæftede etiketter - bananerne er jo pakket pænt ind, og de er nemme at kende igen.

Så går vi i gang.

Hæld mælk,

yoghurt,

müsli

og kakao i din blenderkande.

Tænd for blenderen og lad den køre ½ -1 minut så din müsli findeles.

Grib en banan i fryseren og hold den under varmt vand fra vandhanen nogle minutter. Så kan du trække skrællen af, men fibrene sidder der stadig.

Skrab bananen med en urtekniv og den er klar. Og kold. Det sidste er meget vigtig. En lunken smoothie med banan er ikke en supersmoothie. Det tør jeg godt sige.

Skær den frosne banan i grove stykker og lad dem falde ned i kanden.

Blend igen - så lang tid at bananstykkerne fordeles.

Måske tænker du, mit køkkenbord er blevet væk, og jeg kun har vindueskarmen tilbage.
Så vil jeg skynde mig at sige, at køkkenbordet er der endnu, men der var ikke nok lys til billederne.

Hæld din iskolde smoothie op i et stort glas og nyd den.

Klar til en ny dag.
I vinmarken.

Sundhed og trivsel til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post187

Chilikaffe - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone tir, januar 27, 2009 08:07:29

Måske sidder du også og har lidt kolde tæer.

Nogle gang trænger man til noget ekstra varme indefra.
I dag skal du have opskriften på min chilikaffe - god til kolde dage.

Du skal bruge :

20 g god mørk chokolade med chili

2 dl minimælk fra køer der kan lide at være køer

1 dl friskbrygget kaffe

1 tsk. gyldent rørsukker

en lille sjat vanilleekstrakt

Så går vi i gang.

Find et godt stort krus frem. Bræk chokoladen i mindre stykker direkte ned i kruset.

Hæld mælken oven i chokoladen

sammen med nogle dråber vanille.

Sæt kruset i din mikrobølgeovn og giv det 1 minut og 40 sekunder ved fuld effekt.
Hvis du ikke har en mikrobølgeovn, skal du ikke være ked af det. Det er alligevel også en tilbagevendende nedtur at finde rester af smeltet ost og sprængt leverpostej fra sønnernes madlavning i ovnrummet.

I stedet kan du lave din chilikaffe i en lille gryde - det bliver mindst lige så godt, og du slipper for at gøre mikrobølgeovnen ren før brug.

Når mælkeblandingen er varm, kan du røre chokoladen ud.
Hæld lidt rørsukker og din varme kaffe i kruset og din chilikaffe er klar.

En dejlig start på dagen når der skal lidt ekstra til at komme i gang.

I dag skal jeg ud og rengøre brøndsten, så vi kan komme til at mure den gamle gårdbrønd op over gulvniveau.

Men først skal der tændes op i brændeovnen - her er koldt for tæerne.

Glad dag fra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post135