Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Junior´s æbleboller - opskrift

BollerOprettet af Lone ons, marts 10, 2010 08:02:26

I går var det yngste søns fødselsdag.

Jeg tænkte, vi kunne fejre det med nybagte fødselsdagsboller.

De 18 minutter han var hjemme mellem skole og fodboldtræning.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften -

på lækre bløde boller med æble og mørk chokolade.

Du skal bruge :

3 dl. mælk fra køer uden tidsfornemmelse

25 g gær

2 spsk. honning

1 tsk. groft salt

2 små Belle de Boskop æbler

50 g mørkt rørsukker

3 tsk. kardemomme

1 æg fra en høne, der ikke går af vejen for en ekstra bolle

50 g mørk chokolade

100 g smør fra ovenstående køer

700 g mel

1 ekstra æg til pensling af dejen.

Det var alt - så går vi i gang.

Hæld gæren i en røreskål.

Tilsæt lun - men ikke varmere end dine fingre - mælk.

I med honning

og salt.

Rør lidt rundt.

Skræl æblerne,

og riv dem på den fine side af et rivejern.

Hæld æblerne i røreskålen.

I med rørsukker og kardemomme.

Rør lidt rundt igen.

Hak din chokolade groft,

og hæld den i dejen sammen med et æg.

Rør igen.

Tilsæt mel og så skal der røres grundigt.

Skær dit smør i mindre tern og læg det i skålen.

Så er det hele klar til en længerevarende æltning - mindst 20 minutter for et godt resultat.

Derfor er det en hjælp med en køkkenmaskine til den her opskrift.

Bliv ikke ulykkelig hvis din dej er fugtig og klistret.

Det skal den være.

Sæt film over røreskålen og lad dejen hæve til dobbelt størrelse et lunt sted.

Det tager 1 - 2 timer afhængigt af temperaturen.

Derefter er du klar til at tænde din ovn og sætte den på 225 gr. C. Uden varmluft. Altid uden.

Find 3 bageplader frem og beklæd dem med bagepapir.

Brug et par skeer til at sætte dejen på bagepladerne - 1 skefuld til hver bolle - der bliver omtrent 20 boller i alt.

Så skal alle bollerne pensles med sammenpisket æg, og have lov til at efterhæve ½ time.

Ind i ovnen med en plade af gangen.

Bag bollerne 11 - 12 minutter,

og skub dem straks over på en rist til afkøling.

Og hvad så - tænker du måske - er de bedre end de klassiske lyse fødselsdagsboller.

Ja - det tør jeg godt love.

Tror jeg.

Bag dem én gang, og du vil vende tilbage til dem igen og igen.

Tror jeg.

Skær dem over, mens de stadig er lune, og nyd dem med vaskeægte smør fra lykkelige køer.

Så bliver det ikke meget bedre.

Klarhed i din dag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post541

Grøn te boller - opskrift

BollerOprettet af Lone tor, november 26, 2009 05:50:12

Forleden dag var her en forsikringsmand.

Vil du have kaffe - spurgte jeg.

Hellere te - svarede han. Adskillige gårdbesøg have opfyldt kaffebehovet.

Grøn te - fortsatte han - det skulle være så godt - fyldt med antioxidanter og alt muligt.

Da teen var drukket spiste han bladene. Og det har jeg aldrig set før.

Vil du have noget mad - spurgte jeg - noget rugbrød for eksempel.

Her langt ude på landet klarer man meget med en skive rugbrød.

Vi skal have noget mere grøn te - sagde han. I det hele taget.

Manden har jo ret - tænkte jeg - ihvertfald i det med mere grøn te.

Så i går lavede jeg en opskrift på boller med grøn te, og i dag skal du selvfølgelig have den.

Du skal bruge :

2 tsk. grøn te af en type du holder af. Grøn te med knust ingefær, lakridsrod, kanel og kardemomme er anbefalelsesværdig til formålet, men du bestemmer. Vælg usprøjtede teblade hvis du drikker grøn te for at gøre din krop godt.

½ liter vand

2 tsk. tørgær

2 tsk. groft salt

2 spsk. vindruekerneolie

650 g mel der er værd at bage af

Det var alt - så går vi i gang.

Hæld teen i en stor kop eller i en lille skål. Bring vandet i kog og lad det køle nogle minutter inden du hælder det over tebladene.

Lad din te trække til den er lige knap håndvarm,

og hæld den gennem en sigte ned i en røreskål.

I med tørgær, salt og olie og rør det hele sammen.

Tilsæt mel og ælt dejen omtrent 20 minutter.

Den vil stadig være lidt klistret, men fald ikke for fristelsen til at bruge mere mel.
650 g er, hvad der er brug for.

Smør en skål med lidt vindruekerneolie og læg dejen i skålen. Dæk skålen med film og sæt dejen til hævning et lunt sted 2 timer.

I pæn afstand fra brændeovnen.

Imens kan du drikke en kop grøn te, og gemme en sjat til pensling af bollerne.

Drys mel på et bord og hæld dejen ud.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 225 gr. C. Læg bagepapir på to bageplader.

Del dejen i 12 stykker - uden at ælte eller mase den sammen.

Løft hvert stykke og fold enderne ind, så den meldryssede side vender opad.

Vær forsigtig når du pensler bollerne med grøn te - ikke noget med at trykke dem sammen.

Sæt pladerne i ovnen - én efter én - og bag 17 minutter.

Så snart bollerne er bagt, kan du lempe dem over på en rist til afkøling.

Fyldigt og blødt indre omgivet af den mest lækre sprøde skorpe - nok de bedste boller der længe er bagt her på gården.

Det kan jeg forsikre dig for.

Trofast torsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post437

Boller med to slags ost - opskrift

BollerOprettet af Lone ons, september 30, 2009 07:56:39

Det var en hvinende kold vind, der gik gennem marv og ben i går.

Så er der ikke andet at gøre end at gå indenfor og bage boller.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

2 dl vand

2 dl kærnemælk der er et resultat af en vaskeægte smørproduktion

25 g gær

2 tsk. groft salt

100 g fuldkornsmel

500 g hvedemel

2 spsk. pinjekerner

1 tsk. paprika

50 g Grana-ost

Samt til pensling og drys - æg fra en varm høne samt 100 g revet Emmentaler-ost

Det var alt - så går vi i gang.

Lun vandet til ca. 30 gr. C og rør gæren ud i det.

I med kærnemælken.

Afmål de to meltyper samt salt og hæld det hele i røreskålen.

Brug mild eller stærk paprika - du bestemmer -

hæld det i skålen sammen med pinjekernerne.

Riv granaosten ned i melblandigen,

og ælt det hele grundigt sammen - mindst 10 minutter.

Lad dejen hæve til dobbelt størrelse - det tager omtrent 1½ time på et lunt sted.

Hæld din luftige dej ud på et meldrysset bord og del den i 16 stykker.

Rul hvert stykke dej til en kugle og pres den lidt flad. Fordel på 2 bageplader.

Så pensler du dejstykkerne med pisket æg og lægger din emmentalerost ovenpå.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Lad de kommende boller efterhæve ½ time.

Imens kan du finde uldvanterne frem, snøre pelshuen, sy hullet i termokedeldragten og gå tur med hunden.

Når du kommer tilbage skal bagepladerne i ovnen - én ad gangen, og bollerne bages 20 minutter.

Lad dem køle af på en rist, eller spis dem med det samme.

Varmt krydrede med dejlig smag af ost og pinjekerner. Gode på alle tider af dagen - til morgenmad, madpakke og sammen med aftensmaden.

Kan det blive meget bedre.

Let dag for dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post380