Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Smørdampede porrer - opskrift

PorrerOprettet af Lone ons, januar 20, 2010 08:03:03

Der er ikke meget at hente i køkkenhave nu.

Rødbeder og gulerødder sidder uhjælpeligt fast, persillen er dejset og grønkålen ligner noget, der har været under behandling på frisørskolen.

Kun i porrerne finder man mad, og et velanbragt håndkantslag er alt, hvad der skal til for at høste dem.

I dag skal du have opskriften på smørdampede porrer.

En lise for sjælen.

Du skal bruge :

3 porrer

3 spsk. saltet smør

Friskkværnet peber

100 g Gruyère eller en anden værdig ost fra et land der værner om nationens stolte mejeritraditioner.

Det var alt - så går vi i gang.

Skær top og bund af dine porrer, skyl dem og del dem i stykker på 5 - 6 cm.

Smelt dit smør i en god stor pande - én med låg til.

Eller find et låg der går an.

Læg porrestykkerne i panden, sæt middel varme på komfuret og lad porrerne småsimre 15 minutter under låg.

Tag låget af, kværn peber over dine porrer, vend dem, læg låget på igen og giv dem 15 minutter mere for middel varme.

Imens kan du rive osten på den grove side af et rivejern.

Når porrerne har småsimret en halv time i alt, kan du tage låget af og dampe væden ind. Det tager omtrent 10 minutter. Vend porrerne undervejs.

De bliver smukt gyldne, let sødlige og meget aromatiske.

Kan det blive meget bedre, må man spørge sig selv.

Og ja. Det kan det faktisk godt.

Drys Gruyère over hele herligheden, læg låg på igen og lad osten smelte et par minutter for svag varme.

Så bliver det ikke meget bedre.

Tror jeg.

Åben vej foran dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post492

Porretærte - opskrift

PorrerOprettet af Lone ons, april 29, 2009 08:09:45

I går stod den på arbejde udenfor, og i dag bliver det opsætning af fliser.

Når man sådan skifter mellem opgaverne, er man aldrig håbløst bagud med noget - kun lidt med det hele.

Mens den yngste søn trænede fodbold i går, fik jeg fat i nogle flere flisekryds.

Flere flisekryds - sagde manden - jeg har jo lige købt 750 til dig.

Ja og væk er de, og det er altså ikke fordi, jeg sidder derude og putter dem i ørerne.

Det er vanskeligt ikke at undervurdere antallet af nødvendige flisekryds. Nu har jeg købt 1000 mere, og så er der nok til et par dages arbejde med fliserne.

Der er en række porrer tilbage i køkkenhaven, og i går fræsede jeg endnu engang udenom dem. Men det bliver ikke ved med at gå. Snart går de i blomst.

Derfor blev det porretærte til aftensmad, og i dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Dejportionen giver 2 tærter, for det tager lige så lang tid og giver lige så meget opvask som at halvere mængden og kun lave 1 portion. Hvis du laver den dobbelte portion og fryser halvdelen, skal jeg sørge for en anden lækker tærteopskrift i nær fremtid - så kan vi sammen glæde os over at hive færdig tærtedej ud af fryseren.

Til dejen skal du bruge :

380 g mel

250 g smør

1 æg fra en høne der har tid til at arbejde i køkkenhaven hver dag

1 spsk. hvidvinseddike

4 spsk. koldt vand

Til fyldet skal du bruge :

6 små porrer

50 g smør

1 tsk. salt

5 æggeblommer fra høns der inderst inde godt ved at køkkenhaven er hellig

3 dl piskefløde

friskrevet muskat, peber og 1 tsk. salt

Det var alt - meget overskueligt.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Smør en tærteform på ca. 30 cm. i diameter.

Afmål mel og smør - rør det sammen.

Slå dit æg ud i en lille skål og tilsæt hvidvinseddike samt vand.

Pisk det let sammen, og hæld det i melblandingen.

Rør dejen hurtigt sammen - enten med en maskine eller hænderne.

Del dejen i to - frys den ene halvdel og pres den anden halvdel ud i dit tærtefad.

Sæt fadet i køleskabet et kvarters tid. Imens kan du kaste dig over porrene.

Del dine porrer på langs og skær dem i små stykker på tværs. Læg stykkerne ned i en balje vand, så du får skyllet alle sandkornene ud.

Op i et dørslag med dem, så de kan dryppe af.

Smelt smørret i en gryde og hæld porrene i gryden. Bring den i kog og lad porrene småsimre ½ time. Rør en enkelt gang undervejs.

Hvis du ikke vil stå og holde øje med porrene, kan du i mellemtiden forbage tærtebunden.

Find den i køleskabet, sæt den i ovnen og bag den i 15 min.

Sandelig om der ikke også er tid til at lave resten af fyldet - hæld æg, fløde, muskat, salt og peber i en skål,

og pisk det godt sammen.

Så er porrene møre og du kan hælde dem over tærtebunden. Lad æggeblandingen følge efter og sæt tærten i ovnen ½ time.

Lad lige tærten hvile lidt, inden du skærer den ud. Hvis du kan vente.

Men den er virkelig værd at vente på.

Blød og fyldig midte med søde porrer i flødeblanding - sprød kant.

Trivsel til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post226

Porrecreme - opskrift

PorrerOprettet af Lone fre, oktober 31, 2008 09:04:48

Den begyndte som en helt almindelig morgen - den her. Med tidlig opvågning, fodring af den yngste søn og transport til nærmeste rutebilstation. Da jeg kom hjem igen, ringede sønnen og sagde ikke rigtig noget. Det er altid bekymrende, når nogen ringer og ikke rigtigt siger noget. Men det handlede om, at han var stået på en bus, der kører til en anden by end den by, hvor hans skole ligger. Nu er jeg så hjemme igen efter endnu et job i transportsektoren - klar til at skrive til dig.

Blog Image

Der er kommet frost til gården de seneste nætter - selvom vandet kan ses herfra, og for det meste holder os fri for den slags.

Blog Image

I går skulle jeg grave en ordentlig portion porrer op til en restaurant

Blog Image

De skulle se pæne ud, og derfor blev de snittet lidt til i begge ender

Blog Image

Men hvor var det koldt for fingrene.


Jeg sorterede de mindste porrer fra til en rigtig lækker porrecreme - og du skal selvfølgelig have opskriften :

Du skal bruge :

4 små eller 2 store porrer renset og skåret i forholdsvis tynde skiver

3 dl. god kyllingebouillon

3 dl piskefløde

Lidt maizena til jævning

friskkværnet peber og evt. salt - det sidste kommer an på din bouillon

Så går vi i gang :

Lad bouillon og fløde koge lidt ind. Tilsæt dine porreskiver og kog dem med 5 min. Kværn med rund hånd peber ned i gryden, og smag dig frem med hensyn til salt.

Hvis du synes at cremen har en fin konsistens, er den klar til at blive spist sammen med hvadsomhelst af lødig karakter. Hvis du synes, den er lidt tynd, jævner du den forsigtigt med maizena udrørt i lidt koldt vand.

Nu vil jeg tænde op i brændeovnen. I dag skal der laves en del mad, for i morgen kommer et forhenværende basketballhold på besøg.

Smuk fredag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post48