Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Bagt grapefrugt - opskrift

Salater diverseOprettet af Lone ons, marts 03, 2010 07:47:33

Der er besøg fra hovedstaden.

Den ældste søn og kæresten har nogle dages pause i forelæsningerne.

Det var blevet lovet, at vi skulle se, hvad øvelserne i et kollegiekøkken har resulteret i.

Derfor kunne jeg i går aftes læne mig tilbage og nyde frugten af godt 20 års moderlig omsorg.

Endelig.

Der skal også morgenmad til, og de unge mennesker blev udstyret med bagte grapefrugter.

I dag får du opskriften. Selvfølgelig.

Du skal bruge :

1 grapefrugt

2 tsk. mørkt muscovadosukker

1 tsk. smør lavet af mælk fra køer der ikke spiser hvad som helst

½ tsk. kanel

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 gr. C.

Skær din grapefrugt over og læg de to halvdele i et ovnfast fad.

Pil den lille hvide ting ud i midten, og fyld sukker i hullet den efterlader.

Drys med kanel,

og læg omtrent ½ tsk. smør på hver grapemidte.

Ind i ovnen med fadet og bag frugten 15 minutter.

Så er der morgenmad.

Sød, syrlig, varm og krydret.

Kan det blive meget bedre.

Klar dag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post534

Hvedesalat - opskrift

Salater diverseOprettet af Lone tir, december 29, 2009 08:18:08

Den ældste søn er taget tilbage til København.

Den yngste er startet på fodbold igen, madbeholdningerne er i bund og sneen er væk.

Uden sammenligning i øvrigt.

Man må lægge sin indsats, der hvor den betyder noget, og i går gik jeg i gang i køkkenet igen.

I dag skal du have opskriften på en lækker hvedesalat - fyldig, sprød og god.

Du skal bruge :

½ l grøntsagsbouillon af anstændig oprindelse

2½ dl knækkede polerede hvedekerner - også kendt som bulgur

2 gulerødder

1 pastinak

1 skalotteløg

1 lille squash

250 g champignons

10 usvovlede abrikoser

1 dl. smuttede mandler

Saft af ½ citron

3 spsk. mild velsmagende olivenolie

1 lille tsk. groft salt

Det var alt - så går vi i gang.

Bring din bouillon i kog

og hæld hvedekernerne i gryden. Lad dem koge under låg 10 minutter.

Når tiden er gået, kan du tage gryden fra varmen og fjerne låget - så damper kernerne lidt af.

Grib dine grøntsager. Skræl gulerødder, løg og pastinak og skær det hele ud i temmelig små tern. Også den grønne squash.

Rens dine champignons og del dem i halve eller kvarte om nødvendigt.

Varm en pande godt op, hæld 2 spsk. olivenolie, ½ tsk. groft salt og champignons på den.

Rist svampene for høj varme - bare bliv ved så de smider al vandet fra sig.

Rør rør rør.

Tag dem af panden når du synes, de har fået nok.

Varm den sidste spiseskefuld olivenolie op og hæld grøntsagerne på panden med knap ½ teske groft salt.

Grøntsagerne skal have godt og vel 10 minutter for god varme. Rør i dem og vend rundt undervejs.

Samtidig kan du skære dine abrikoser i mindre tern. Det kan man godt.

Find en skål du holder af.

Hæld de kogte hvedekerner - med restvæde - i skålen. Lad champignons, grøntsager, mandler, abrikoser og citronsaft følge efter og vend det hele sammen til en lækker salat.

Spis salaten mens den endnu er lun eller sæt den på køl og lad den trække. Det er vanskeligt at afgøre, hvad der er bedst. Bed mig ikke om at vælge.

Men god er den, og du bliver glad og godt tilpas af at spise den.

Og det er det eneste, der betyder noget.

Stor himmel over dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post470

Smuk salat - opskrift

Salater diverseOprettet af Lone fre, november 20, 2009 07:47:53

I dag skal du have opskriften på en salat fra forleden aften, da der var høstmiddag.

Opskrift og opskrift - tænker du måske - det ligner mere en sammensætning.

Og ja - du har selvfølgelig ret. Opskrift er nok for stort et ord.

Der er ikke mange ben i det her.

Du skal bruge :

1 velmoden og mørkegul honningmelon

1 granatæble

Omtrent 100 g små spæde salatblade.

Det var alt - så går vi i gang.

Skær dit granatæble over på tværs, hold kuplen over en skål,

og slå på skallen med en grydeske.

Bare bliv ved - med fast og insisterende hånd.

Så drysser de fine kerner ud, og der følger stort set ingen hinder med.

Grib melonen, skær top, bund og sider af, og fjern kernerne.

Skær melonen i tern og hæld dem i skålen.

Skyl de spæde salatblade.

Sving dem, så vandet kommer af, og hæld bladene i skålen.

Vend det hele rundt, så saften fra melon og granatæble fordeles.

Og det er det.

Enkelt, smukt og velsmagende.

Kan man ønske sig meget mere.

Sol og opklaring til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post431

Bagt Romainesalat - opskrift

Salater diverseOprettet af Lone man, oktober 19, 2009 05:55:45

Yndlingssalaten fra køkkenhaven er Romaine. Ganske afgjort.

Lækker, sprød og med en nøddeagtig smag.

Og så kan den bages. Hvem vil ikke gerne have salat, der kan bages.

I dag skal du have opskriften på bagt Romainesalat - mildt, intenst og saliggørende.

Du skal bruge :

1 hoved romainesalat

2 dl grøntsagsbouillon af en anstændig oprindelse

1½ spsk. god olivenolie

1 tsk. balsamico

Friskkværnet peber

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Find et lille ovnfast fad frem.

Afmål olivenolie og balsamicoeddike i fadet.

Kværn lidt peber over,

og rør det hele sammen.

Del salaten på langs.

Læg den på ryggen i olie/balsamicoblandingen og vip lidt rundt så bladene dækkes.

Vend rundt så skærefladen kommer nedad.

Grib din gode bouillon og hæld den over salaten.

Dæk fadet med staniol, sæt det i ovnen og bag indholdet 20 minutter.

Vær klar.

Klar til at nyde de stadigt sprøde stængler og de krydrede bløde blade.

Bagt salat går man ikke fejl af.

Åben vej foran dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post399

Sensommersalat - opskrift

Salater diverseOprettet af Lone man, september 21, 2009 07:22:39

Det er selvfølgelig efterår nu. Ikke sensommer længere.

Men vejret er stadig som sidst på sommeren, og det er endnu sæson for saftige meloner, så det går nok med en opskrift på sensommersalat.

Så enkelt og ligetil, at du kan huske indkøbslisten selv en lørdag formiddag i et centralt placeret supermarked.

Enkelt er ikke nødvendigvis simpelt. Enkelhed kan være en berigende oplevelse.

Som denne salat.

Yngste søns yndlingssalat.

Du skal bruge :

1 icebergsalathoved

1 velmoden honningmelon - virkelig moden

75 g cashewnødder - ristede og saltede

Saft af ½ citron

2 dl piskefløde fra køer der får en frisk og varieret kost

1 spsk. rørsukker

½ tsk. flagesalt

Friskkværnet peber

Det var alt - så går vi i gang.

Lav din dressing først så den kan stå og gå op i en højere enhed.

Bland fløde med citronsaft, sukker, salt og peber. Smag til om du er tilfreds.

Sæt dressingen i køleskab.

Snit icebergsalaten i tynde strimler og læg dem i en skål.

Tag dig ikke af skålstørrelsen på billedet - det er en portionsudgave.

Skær top og bund af din melon og skær skallen af hele vejen rundt.

Del melonen over og skrab kernerne ud.

Skær det saftige melonkød i mindre tern.

Fordel melonstykkerne over salaten,

og hæld dressingen over.

De nødder, du ikke har spist undervejs,


drysser du over salaten.

Sådan.

Klar til at spise.

Og der bliver ikke noget tilbage.

Jeg lavede salaten for at få noget frokost i går, men så kom den yngste søn hjem fra fodboldkamp og lagde vejen gennem cafékøkkenet.

Og væk var den. Salaten.

Måske bliver det også din yndlingssalat.

Mild mandag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post371