Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Parisisk tomattærte - opskrift

TomaterOprettet af Lone søn, september 06, 2009 07:03:27

En gang i forsommeren fik jeg en opskrift af min kusine.

Ikke en hvilken som helst opskrift.

Nej. En helt speciel fransk opskrift fyldt med gode minder.

Og den slags må man værne om, så jeg tænkte den skulle gemmes til de få enkle ingredienser var på deres højeste.

Jeg har fået lov til at give opskriften til dig, og her kommer "Tarte aux tomates, moutarde et cantal"

- bortset fra at cantalosten er skiftet ud med en anden og mere tilgængelig type.

Du kan lave tærten med små kraftfulde San Marzano tomater, eller en anden form for blommetomater du holder af - du bestemmer.

Ligemeget hvad er det her en lækkerbisken, og du vil ikke fortryde at have brugt et splitsekund på at lave tærten.

Du skal bruge :

Butterdej til 1 tærteform

1 spsk. dijonsennep

20 stk. blommetomater

1 dl revet Prima Donna ost

Frisk rosmarin og timian i gavmilde mængder

God olivenolie

Groft flagesalt og friskkværnet peber

Det var alt - så går vi i gang. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C.

Finde en stor tærteform frem, beklæd den med bagepapir og derefter udrullet butterdej. Prik dejen med en gaffel og forbag bunden 5 minutter.

Imens kan du skære dine tomater i tynde skiver eller løbe ud til drivhuset og hente de krydderurter du glemte i første omgang.

Smør sennep ud på den forbagte bund,

og riv ost over.

Bare på den grove side af rivejernet.

Fordel tomatskiver og krydderurter,

drys salt og peber over og vær rundhåndet når du stænker med olivenolie.

Sæt fadet i ovnen og bag tærten 20 minutter.

Vær klar.

Vær klar til en intens og kraftfuld smagsoplevelse.

Ringe indsats stort udbytte. Kan det blive meget bedre.

Nyd den med skødesløs fransk elegance.

Eller nyd den bare. Du bestemmer.

Smuk søndag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post356

Bagte tomater - opskrift

TomaterOprettet af Lone tor, november 20, 2008 07:34:24

Det rusker og regner derude nu - men det bliver jo ikke ved

Blog Image

Efter regnen kommer der solskin

Blog Image

Sådan var det ihvertfald den anden dag

Når der er langt mellem dagene med sol, kan man godt få lyst til at spise noget, der minder om sommer.

Blog Image

Ovnbagte tomater med timian er lige, hvad man trænger til, og du skal selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

½ kg små søde tomater - tag de bedste du kan finde - der er stor forskel på sorterne

4 tsk. gyldent rørsukker

1 tsk. timian

1 spsk. (jo det er rigtigt) salt

2 spsk. olivenolie

Blog Image

Det her er noget du kan lave en aften, du alligevel har ovnen i gang. Mens du venter på din aftensmad i ovnen, halverer du tomaterne, og lægger dem i et ovnfast fad. Drypper olivenolien hen over dem og drysser med salt, sukker og timian.

Blog Image

Sådan - det tager ikke lang tid, og du skal ikke gøre mere, end du kan huske udenad.

Når uret ringer og du hiver din aftensmad ud af ovnen, sætter du fadet med tomater ind og slukker for ovnen samtidigt.

Så glemmer du alt om tomater, går i seng og sover dejligt.

Næste dag, når spekulationerne om endnu en interessant gang aftensmad melder sig, kommer du i tanke om dine lækre langtidsbagte tomater. Du føler dig enormt tjekket, fordi du har formået at planlægge noget af et måltid et helt døgn i forvejen.

Blog Image

Du kan spise tomaterne som de er - med godt brød og ost. Eller du kan bruge dem som tilbehør til retter med kylling m.m. Jeg brugte mine i en umådelig god pastasalat med laks - den skal du selvfølgelig have opskriften på en anden dag.

Solrig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post67