Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Hyldebærsuppe med æble - opskrift

Supper med bærOprettet af Lone tor, september 18, 2008 08:15:32

Det er et uvurderligt gode, at hyldebær og æbler modnes samtidig her i september. Nu er luften kølig og efter en lang dag ude er det dejligt at komme ind i varmen til hyldebærsuppe med æble.Blog Image

Hyld vokser vildt - og inderligt - mange steder. I skovbryn, i markskel og haver. Det er nemt at finde dem nu, men undgå at høste langs veje, selvom det er der, man først får øje på dem. Man nyder suppen mere, hvis man ikke har tungmetaller i tankerne.

Blog Image

Det tager ikke lang tid at klippe en balje fuld af tunge klaser

Blog Image

Så skal bærrene afstilkes og man kan ligeså godt have ulejligheden med at finde et rart sted at sidde, for arbejdet tager lidt tid.

Blog Image

Brug en gaffel til at skille bær fra klaser. Det er en rigtig god idé at udføre hele hyldebærøvelsen iklædt tøj, man ikke er på vej til fest i.

Det er lige meget, at der sidder en masse småstilke tilbage, bare de kraftige stilke i det store hele er fjernet.
Skyl bærrene og hæld dem i en rummelig gryde. Hæld omtrent 1 liter vand i en portion med ca. 2 kg bær. Hvis man kan tale om at hyldebær savner noget, så må det være citron.

Blog Image

Tilsæt skal og saft fra 1 citron. Tænd for gryden og lad indholdet småkoge i et kvarter.
Tag gryden fra varmen og gør klar til at si saften fra bærmassen. Du kan bruge en almindelig si eller et dørslag foret med et klæde, du ikke er næn over. Det vil aldrig få den oprindelige farve igen.

Blog Image

Skræl 2 æbler og skær dem i mindre tern. Mål saftmængden og hæld saften tilbage i gryden (den skal lige skylles ren først). Læg æblestykkerne i og tilsæt 150 gram rørsukker pr. liter saft. Lad det hele småsimre 5 minutter under omrøring til al sukkeret er opløst. Smag - måske synes du, det skal være mere sødt. Så er det bare frem med sukkerposen igen.

Blog Image

Lad suppen køle lidt - den smager faktisk bedst, når den er mere lun end skoldhed. Er du rigtig kold og trængende skal suppen selvfølgelig drikkes af store krus, så den også varmer fingrene.

Blå fingre herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post6