Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Appelsinsnitter - opskrift

SnitterOprettet af Lone man, marts 01, 2010 08:01:22

I dag tager min mor og jeg på familiebesøg.

Til kaffe og kage hos Hilma - min bedstefars søster.

Og jeg glæder mig.

Hilma er tæt på 100 år, underholdende, vidende og ualmindelig hyggelig at være sammen med. I hendes selskab vokser rottehalerne frem, og jeg får togskinner på tænderne igen.

Måske trænger du også til kaffe og kage.

Så skal du i dag have opskriften på snitter med appelsin.

Til bunden skal du bruge :

150 g mel

125 g smør lavet af mælk fra køer uden alder

75 g rørsukker

Til øverste dej skal du bruge :

250 g rørsukker

4 æg fra høns der bare bliver klogere dag for dag

Skal og saft af 1 appelsin - dyrket så du har lyst til spise det hele

75 g mel

½ tsk. bagepulver

2 tsk. orangeblomstvand

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C.

Find en lille firkantet bageform ca. 20 * 20 cm. frem, og læg et stykke bagepapir i den.

Pisk smør og sukker til bunden. Pisk pisk pisk.

I med mel

og rør - eller ælt med hænderne - til dejen er sammenhængende.

Hvem vil ikke gerne være sammenhængende.

Pres dejen ud i formen, ind i ovnen med den, og bag 10 minutter.

Pisk æg og sukker til øverste dej. Pisk pisk pisk.

Riv kun det yderste orange af appelsinen - du vil ikke have noget hvidt bittert med.

Hæld revet appelsinskal i sukkerblandingen.

Pres saften ud af appelsinen.

Blodappelsin er et godt valg, men enhver anden god sort gør sig også.

Hæld ½ dl. appelsinsaft i røreskålen. Drik resten og bliv glad.

Tilsæt orangeblomstvand,

og sigt mel og bagepulver ned i skålen.

Det er en flydende dej, og for ikke at møde klumper af mel og bagepulver i den færdige kage, er det en god idé at bruge sigten.

Selvom man synes, det er noget pjat.

Vend roligt dejen sammen.

Grib din forbagte bund,

og hæld appelsindejen over den.

Ind i ovnen med formen, læg et stykke bagepapir ovenpå og bag kagen 35 minutter.

Når kagen er kølet af, kan du skære den ud i snitter.

Du bestemmer hvor mange.

Fast sprød bund med blød appelsintop.

Nyd den i godt selskab.

For eksempel dit.

Nemme skridt på din vej
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post532

Hindbærsnitter - opskrift

SnitterOprettet af Lone tir, januar 26, 2010 08:08:31

Der er noget kraftfuldt dragende ved hindbærsnitter.

De er ikke fint selskab. De er simple, og de er rendyrket salighed.

Jeg ved ikke hvorfor.

En hindbærsnitte skal indeholde solmodne hindbær - det siger sig selv - kan man forestille sig en hindbærsnitte uden hindbær ?

Hindbærmarmeladen skal være fast, så den ikke siver, og gør dejen slatten.

Og dejen - dejen skal være flaget og sprød - bagt af de bedste råvarer.

Så er der glasuren. Glasuren skal dække. Ikke noget halvhjertet, halvgennemsigtigt gråt lag. Intens hvid glasur - sød uden at få tænderne til at hvine som en overspændt banjo.

I dag får du opskriften på ultimative hindbærsnitter.

Bagt med mormors mørdej. Så er man på rette vej.

Til dejen skal du bruge :

300 g mel

200 g smør lavet af mælk fra køer der holder af det simple

100 g flormelis

2 æggeblommer fra høns der har en jævn gang på jorden

Til sammenlægningen skal du bruge 6 spsk. hindbærmarmelade - se evt. opskriften fra forleden dag.

Til glasuren skal du bruge :

100 g hvid chokolade

25 g smør fra ovenstående køer

200 g flormelis

5 spsk. kogende vand

Det var alt - så går vi i gang.

Afvej mel og flormelis. Hæld det i en røreskål sammen med ituskåret smør.

Min mormor sagde itu og ikke i stykker.

Rør til smørret er helt findelt og tilsæt så æggeblommerne.

Og rør.

Rør rør rør.

I starten sker der ikke rigtigt noget, men fald ikke for fristelsen til at hælde lidt vand i røreskålen. Der skal ikke vand i mormors mørdej.

Bare bliv ved til dejen samler sig.

Du kan også lave dejen i hænderne - samme procedure - samme tålmodighed.

Del dejen i to portioner og pres dem lidt ud på hver sit stykke bagepapir.

Sæt dejen koldt 1 time. Det er vigtigt for strukturen, at dejen får lov at køle og hvile.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C.

Tag kun det ene stykke dej frem på køkkenbordet og rul.

Rul rul rul.

Skær dejen til så den er 25 * 30 cm.

Og ja - man bruger en lineal her, for ikke at få spild ved udskæringen af hindbærsnitterne.

Ingen ønsker spild af hindbærsnitter.

Ind i ovnen med første plade og bag den 15 minutter.

Imens kan du rulle plade 2 ud - så er den klar, og kan bages.

Læg de nybagte mørdejsplader til afkøling på riste.

Mens pladerne køler af, kan du lave glasur.

Hæld smør og hvid chokolade i en lille gryde og smelt det ved virkelig svag varme. Bare giv det tid.

Rør flormelis i gryden,

og varmt vand til at gøre glasuren jævn og glat.

Når begge plader er bagt og kølet helt af, kan du samle sagerne.

Fordel hindbærmarmeladen på den ene plade, dæk med den anden,

og slut af med glasur.

Så er vi kommet til det vanskelige spørgsmål om udskæring.

Du kan dele firkanten i 18 små snitter, 12 store, 4 større eller lade den være 1 kæmpe hindbærsnitte.

Du bestemmer.

Jo flere stykker du deler den i, des større er chancen for, at du selv får smagt kagen.

For hindbærsnitter - i original udgave - forsvinder som dug for solen.

Som sne i juli. Som græs under en høne og som dagens første kop kaffe.

Må du være der
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post498

Goodies - opskrift

SnitterOprettet af Lone tor, november 12, 2009 06:27:45

Lige nu er jeg i gang med at bage til morgenbord i caféen.

Mens kanelsnegle og havrebrød hæver, kan du få opskriften på Goodies.

Jeg ved ikke, hvad man ellers kan kalde dem - de føles som en belønning.

Du skal bruge :

400 g sød kondenseret mælk

250 g havregryn

60 g tørrede tranebær

75 g ristede - men ikke saltede - pinjekerner

10 tørrede abrikoser uden svovl

1 dl. solsikkefrø

1 dl. sesamfrø

½ dl. hørfrø

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 130 gr. C. Find en lille form på ca. 20 * 20 cm. og beklæd den med bagepapir.

Hæld mælken i en gryde og varm op. Ikke meget - bare så den bliver mere flydende.

Afvej havregryn

og hæld dem i en røreskål af passende størrelse.

I med hørfrø, solsikkefrø og sesamfrø.

Skær abrikoserne i små tern,

og hæld dem i skålen sammen med tranebær og pinjekerner.

Rør rundt.

Så skal den varme mælk i blandingen.

Rør igen til alt er velfordelt.

Hæld massen ud i din form,

pres den sammen og glat ud.

Ind i ovnen med formen og bag 1 time.

Det er ikke en kage - det er den for sund til at være.

Jeg ved ikke, hvad det så er, men lad den køle af før du skærer den ud i 36 små felter - eller færre større. Du bestemmer.

Koncentreret nydelse og energi.

Brug dine goodies på morgenbordet, i madpakken eller når som helst på dagen du trænger til noget nærende.

Og nu må jeg hellere komme i gang med at bage.

Ro og styrke til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post423

Brownies med flødeost - opskrift

SnitterOprettet af Lone tir, maj 26, 2009 07:49:05

I går var det havedag.

Der skulle luges i køkkenhaven, klippes græs, luges i køkkenhaven, klippes græs, luges i humlehaven og så skulle squashfrøene sættes til forspiring.
Det lykkedes også at få lavet opbindingssystemet til aspargesplanterne færdigt. Næsten. Det vil jeg vise dig i morgen.

I dag skal du have en opskrift på smeltende bløde brownies med flødeost.

Dem kan du roligt servere til en kop kaffe. Det går ikke galt.
Eller du kan kamme helt over og bruge dem til dessert sammen med en god hindbærsorbet. Du bestemmer.

Du skal bruge :

120 g mørk chokolade af en god kvalitet

125 g usaltet smør af mælk fra køer der spiser masser af friskt grønt græs

150 g sukker

1 tsk. vanilleekstrakt eller vanillesukker

2 store æg fra høns fra høns med jord under fødderne

60 g mel

1 knivspids salt

200 g flødeost

Det var alt. Så går vi i gang. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C.

Find en lille form på ca. 20 * 20 cm frem og beklæd den med bagepapir.

Hæld smør og chokolade i en lille gryde og smelt det for svag varme.

Pisk æg og sukker grundigt sammen. Pisk til det er lyst og luftigt.

Tilsæt mel, salt og vanille og rør rundt.

Hæld smeltet smør og chokolade i røreskålen,

og bland det hele ganske kort tid.

Fordel halvdelen af din dej i bunden af formen.

Skrab flødeosten ud i små stykker og læg den over dejen. Vælg et mønster du kan lide.

Hæld resten af dejen over flødeosten,

og glat lidt ud. Det er altid godt at glatte lidt ud.

Sæt formen i ovnen og bag kagen 20 minutter. Den skal akkurat skifte farve ovenpå og være blød og fyldig indvendigt.

Lad kagen køle helt af før du skærer den ud i tern. Du bestemmer hvor store.

De her brownies er rige på intens chokoladesmag. Sammen med den kølige og let syrlige flødeost er der tale om himmerigsmundfulde. Og så kommer de virkelig til deres ret med hindbærsorbet.

Forsvinder som dug for solen, som bar jord for ukrudt, som benzin i plænetraktoren og som ens sokker.

Uden sammenligning i øvrigt.

Skønhed på din vej
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post253

Pecan kager - opskrift

SnitterOprettet af Lone tor, maj 14, 2009 07:47:05

Det har været sløjt med kage på køkkenbordet det seneste stykke tid.

Bare ikke godt nok.

I går blev der gjort noget ved sagen, men glæden var kortvarig.

Enten var dejmængden for lille, eller også var kagerne for uimodståelige. I dag er vi lige vidt.

Du skal selvfølgelig have opskriften på de lækre pecankager. Så kan du gange eller dividere ingredienserne, som du har lyst til.

Du skal bruge :

110 g smør af en god kvalitet

3½ dl mørkt muscovadosukker

1½ tsk. vellykket vanillesukker

2½ dl mel

1½ tsk. bagepulver

2 æg fra høns der nyder forårssolen

2½ dl pecannødder

Så går vi i gang. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 gr. C. Find en lille form på ca. 20 * 20 cm frem og beklæd den med bagepapir.

Pisk smør og sukker sammen,

og tilsæt æg. Pisk dem ind i smørblandingen.

Grib de lækre pecannødder,

og hak dem groft.

Afmål mel, vanillesukker og bagepulver og bland det sammen.

Hæld nødder og mel i røreskålen,

og vend det hele hurtigt sammen. Ikke noget med at røre længe.

Du skal ikke bekymre dig over den lille dejmængde.

Hæld dejen i formen.

Affej alle spekulationer om fejldisponering af kagens størrelse.

Sæt formen i ovnen og bag kagen 20 minutter.

Lad den køle af i formen før du skærer den ud i tern - du bestemmer hvor mange.

Lad ikke tvivlen nage - lidt kage er bedre end ingen kage.

Pecan kagerne er tætte og har en fin smag af karamel og - pecannødder !

Forsvinder som dug for solen, som sommerblomster for hønsene og som nysåede ærter for duerne.

En rigtig rar dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post241

Hindbærsnitter - opskrift

SnitterOprettet af Lone tir, marts 10, 2009 05:50:10

Vejrmeldingen lød på tørre dage her mandag, tirsdag og onsdag.

Der var håb om, vi kunne få jorden gjort klar til kartofler.

Så manden fandt en traktor frem og begyndte at stubharve.

Her er det stykke jord, der var kartofler i sidste år. Nu er bare ukrudtet tilbage.

I år vil vi så vårhvede der, så vi kan få noget godt korn at bage brød af.

Kartoflerne flytter til et andet lille stykke jord,

og nu er begge stykker klar til pløjning.

Men det har regnet så meget de seneste dage og nætter, at vi må vente lidt.

Så snart jorden får lov at tørre kommer ploven frem. Kartoflerne er klar.

Jeg har lovet dig opskriften på en anden slags hindbærkager - hindbærsnitter.

Ikke den slags man ser på tankstationer - tyk hvid glasur og krymmel i en tvivlsom farveskala - nej det her er noget helt andet.

De kan - næsten - gå på et udvidet morgenbord, men er også dejlige at finde i en madpakke eller serveret på en bænk i forårssolen.

Til dejen skal du bruge :

220 g mel

200 g muscovadosukker

125 g havregryn

3/4 tsk. bagepulver

½ tsk. natron

½ tsk. kanel

150 g smør skåret i mindre tern.

Så går vi i gang. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C. Find et ovnfast fad på ca. 20*30 cm frem og beklæd det med bagepapir.

Hæld mel, muscovadosukker og havregryn i en røreskål.

Tilsæt bagepulver, natron

og kanel.

I med smørret og rør rundt

til du får en krummeagtig dej.

Tag 3 dl af din dej fra og sæt den til side. Hæld resten af dejen i fadet og tryk den sammen med håndfladen. Sæt dit fad i ovnen og bag bunden 15 minutter.

Imens kan du lave dit hindbærfyld.

Du skal bruge :

50 g muscovadosukker

Revet skal af en halv citron

Saften af en halv citron

½ tsk. kanel

2 spsk. mel

500 g hindbær - optøede bær er fint

50 g smeltet afkølet smør

Det var alt. Så fortsætter vi.

Riv citronskal ned i røreskålen.

Tilsæt muscovadosukker og kanel - eller omvendt - rækkefølgen er helt uden betydning.

I med mel

og rør rundt.

Så skal der citronsaft i fyldet.

Og hindbær - husk endelig hindbær.

Hæld det smeltede smør i skålen og rør rundt.

Hvis din bund er bagt færdig, er du klar til at gå videre.

Hæld hindbærfyldet ud på bunden

og fordel det jævnt.

Find den dej, du gemte, frem, og hæld den over fyldet.

Glat dejen ud så godt du kan. Sæt fadet i ovnen endnu en gang og bag kagen 40 minutter.

Brun og sprød bliver den. Lad kagen køle helt af før du skærer den ud i snitter af passende størrelse - du bestemmer hvor store.

Kagerne har godt af at blive opbevaret koldt. Gem dem bagerst i køleskabet, på halmloftet, i bilens bagagerum, under malkemaskinen, eller hvor du nu måtte føle for det.

Jeg tør godt love, deres gang på jorden bliver kort, hvis du ikke gemmer dem.

I dag begynder min mor og jeg beskæringsarbejdet i vinmarken.
Måske bliver det tørvejr.

Mild og god dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post176

Hindbær Brownies

SnitterOprettet af Lone søn, marts 08, 2009 07:01:00

Sidste sommer blev den bedste hindbærsæson i mands minde - tror jeg.

Der var så mange hindbær, at jeg med skam at melde ikke nåede at plukke dem alle. Langt fra.

Måske tænker du, at lidt mindre tid på sofaen og lidt mere tid i køkkenhaven kunne have gjort det.

Jeg ved ikke engang, om vi har en sofa.
Nej hindbærsæsonen faldt bare sammen med så meget andet - beskæring i vinmarken, hvedehøst og den slags.

Jeg plukkede alt, hvad jeg kunne.
Hindbær er yndlingsbærret på gården. Der findes ikke noget bedre. Skarpt forfulgt af jordbær og blåbær selvfølgelig. Der findes ikke noget bedre.

Måske er du heldig at have hindbær i din fryser. I dag får du en opskrift, der er værd at bruge dem på.

Hindbær og mørk chokolade en en himmelsk kombination. Hvis du ikke har prøvet den hindbær Pavlova, der findes under "dejlige desserter", har du virkelig noget tilgode.

Men nu til sagen. Du skal bruge :

250 g blødt smør af en god kvalitet

70 g kakao

360 g sukker

250 g hindbær - optøede hvis de har været frosne

140 g mel af en god bagekvalitet

4 store æg fra høns der synes, de har været ude af rampelyset for lang tid

200 g god mørk chokolade med mindst 70 % kakaoindhold

Det var alt - enkelt ikke ? Så kan vi gå i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 gr. C. Find et stort fad ca. 20 * 30 cm frem og beklæd det med et stykke bagepapir.

Hæld sukker, kakao og blødt smør i en røreskål.

Rør det sammen.

Tilsæt dine hindbær - med saft hvis de har været frosne. Rør rundt.

I med mel,

Æg

og grofthakket chokolade. Uimodståeligt ikke.

Rør det sammen - ganske kort - og hæld dejen i dit fad.

Sæt fadet i ovnen og bag kagen 35 minutter. Så snart kagen kommer ud af ovnen, hiver du den ud af fadet, så den ikke står og bager videre i det varme fad.

Den skal være fugtig og konfektagtig - en himmerigsmundfuld.

Hvis din fryser er ryddet for vanilleis, kan du servere hindbærbrownies med koldt flødeskum. Eller ingenting. De behøver ingenting udover en opsamlende håndbevægelse hen over køkkenbordet, når du går forbi.

I går aftes tog jeg fadet under armen, gik ud af bryggersdøren, 40 meter væk fra stuehuset og satte kagerne i viktualierummet ude i laden.

Sådan. Jeg har faktisk ikke rørt dem siden.
Nu er klokken 7.

Varme og glæde til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post174

Too good to be true bars - opskrift

SnitterOprettet af Lone man, november 17, 2008 08:39:18

Måske er du med i foreningen mod rosiner i bagvæk - 8000 mennesker der taler med høj og klar røst gør indtryk.

Men rosiner har jo ikke altid været rosiner

Blog Image

Navnet kommer af et gammelt fransk ord for druer.

Måske er ordet bare blevet slidt for meget, og vi må give det en pause. Alt hvad der står tørret foran er eksklusivt - tørrede tranebær, tørret ingefær, tørrede ananasstykker, tørret papaya, tørret melon o.s.v. o.s.v. Hvad med tørrede vindruer - eksklusivt ikke ?

I dag vil jeg give dig en opskrift på Too-good-to-be-true-bars (med rosiner) og så håber jeg, du vil finde, at rosiner er andet end reminiscenser af klistrede små børnefingre.

Blog Image

Uimodståelige små (alt efter hvordan du skærer kagen ud) stykker med tørrede vindruer der er mættet med fløjlsblød citruscreme og omgivet af knasende sprød havredej.

Men nu til opskriften - du skal bruge :

1 pakke rosiner (ja en hel pakke)

1 dåse sød kondenseret mælk (findes ofte i indvandrerforretninger)

Revet skal af 1 citron

1 spsk. citronsaft

1 pakke smør

3 dl muscovadosukker

1½ tsk. vanilleekstrakt eller vanillesukker

½ tsk. natron

6 dl havregryn

3 dl hakkede valnødder

150 g mel

Så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 gr. C. Find en lille bradepande eller et stort firkantet ovnfast fad og beklæd den eller det med et stykke bagepapir.

I en pande blander du kondenseret mælk, citronsaft, citronskal samt rosiner. Varm op til blandingen begynder at boble svagt og fjern derefter panden fra varmen.

I en røreskål blander du smør, sukker og vanille til det er luftigt. Dernæst hælder du resten af ingredienserne i - mel, havregryn, natron og valnødder - og rører lidt rundt.

Det var det.

Tag halvdelen af dejen og pres den ud i din bageform. Fordel citroncremen ovenpå og dæk dernæst med den anden halvdel af dejen. Tryk overfladen let sammen.

Sæt formen i ovnen og bag 25 - 30 minutter afhængigt af din ovn. Kagen skal være pænt gylden ovenpå, men småbrændt havre er en katastrofe.

Blog Image

Nu kommer du til det eneste vanskelige i den her opskrift - lad kagen køle helt af før du skærer den ud i små lækre firkanter.

Blog Image

Lad dine små Too-good-to-be-true-bars stå fremme i køkkenet, så du kan lige kan smage, hvordan det nu var at de var, hvergang du går forbi.

Solrig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post64