Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Morgenmuffins - opskrift

MuffinsOprettet af Lone fre, november 13, 2009 08:26:44

I går stod skrevet, at der har været 3 solskinstimer i november.

Det er da bedre end ingen.

Men der har været flere. Vel har der så.

Masser af solskin lige oven over os.

På den anden side af skydækket.

Og det er en trøst, når mudderet på bryggersgulvet hober sig op, og gårdhunden vælger at ryste pelsen indendørs.

Det er ikke solen der mangler - der er bare lidt rigeligt skyer på himlen for tiden.

Indkørslen ligner Volgas udløb og det var med nød og næppe morgenmadsselskabet forcerede deltaet i går.

Ind kom de til bl.a. små lækre morgenmuffins, og i dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

250 g mel

1 plus 1/4 dl. solsikkeolie

1½ dl. creme fraiche 18 %

2 æg fra høns der stiller op som pramdragere

225 g rørsukker

1 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

1 spsk. honning

3 spsk. syltet ingefær

1 godt æble

Det var alt - så går vi i gang.

I det store og hele kan du røre dejens hoveddele sammen på dit natbord om aftenen, og om morgenen blander du lige det sidste og bager. Ingen morgenstress kun nybagte muffins.

Afmål mel, rørsukker, bagepulver og natron. Rør det sammen og sæt det under vækkeuret.

Afmål creme fraiche, solsikkeolie og honning,

hak den syltede ingefær og hæld også den i skålen.

Læg låg på skålen og sæt den under sengen - så er du sikker på, de våde og de tørre ingredienser ikke bliver blandet før tid.

Næste morgen finder du et æble i natbordsskuffen, skræller det, fjerner kernehus og skærer det i små fine tern.

På vej ud til hønsehuset efter æg kan du tænde din ovn og sætte temperaturen på 200 gr. C. Find også en muffinform frem og sæt små papirsforme i hullerne. Der bliver 24 muffins af dejmængden, så du må bage i to omgange eller bruge to forme.

Rør først æg og æblestykker i skålen med den våde blanding,

og foren dernæst de to skåles indhold.

Fyld dine muffinforme halvt, sæt i ovnen og bag 16 minutter.

Hæld dine muffins ud på en rist til afkøling, så snart de kommer ud af ovnen.

Og det var det. Bløde nybagte muffins kort tid efter opvågning.

Kan man ønske sig meget mere.

Udover lidt morgensol selvfølgelig.

Morgenmuffins og sol.

Dejlig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post424

Græskarmuffins - opskrift

MuffinsOprettet af Lone søn, november 01, 2009 08:40:38

I går lovede jeg dig opskriften på græskarmuffins.

Så den skal du selvfølgelig have i dag.

De indledende manøvrer tager lidt tid, men når først græskarret er bagt og moset, er det en smal sag at ordne resten.

Til krydderiblanding skal du bruge :

2 tsk. kanel

1 tsk. stødt ingefær

½ tsk. stødte nelliker

½ tsk. revet muskatnød

Til dejen skal du bruge :

1 Hokkaidogræskar

230 g mel

200 g rørsukker

125 g smeltet smør lavet af mælk fra efterårsglade køer

1 velduftende æble

2 æg fra høns der går til ro i ordentlig tid

1 tsk. natron

1/4 tsk. bagepulver

1 spsk. krydderiblanding

Til at drysse over skal du bruge :

3 spsk. rørsukker

1 tsk. krydderiblanding

Og ja - listen ser lang ud, men nogle af tingene går igen. Der er faktisk ikke meget hokuspokus i det her.

Så går vi i gang. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Læg et stykke bagepapir på en plade - så er den klar. Find muffinformen (to hvis du har) frem og læg papirforme i den.

Skyl dit græskar, flæk det og skrab kernerne ud.

Skær hver halvdel ud i 6 skiver,

læg dem på bagepladen og sæt det hele i ovnen 45 minutter.

Imens kan du rense tagrender, hyperventilere, gå tur med hunden, fange blade eller lave krydderiblandingen.

Du bestemmer.

Hvis du vælger at lave krydderiblandingen, afmåler du blot kanel, ingefær og nelliker i en lille skål

og river lidt muskatnød i til sidst.

Rør, rør rør.

Når dine græskarstykker er bagt, kan du lige lade dem køle lidt, så de er til at håndtere.

Fjern skallerne med en urtekniv og så skal der moses.

Jeg er smart - tænkte jeg - er du så færdig, hvor er jeg smart.

Ned i blenderen med de græskar og hurtigt videre i teksten.

Gør det ikke.

Been there done that.

Der er ikke meget væde i ovnbagte græskar, og det eneste man får ud af at prøve blenderen er en udgravning af græskarstykker og en ekstra opvask.

Nej - læg græskarstykkerne i en skål og mos dem som du ælter dej. Hurtigt, nemt og gennemtænkt.

Find en røreskål og afmål mel, sukker, bagepulver, natron og 1 spsk. af din krydderiblanding.

Rør det hele sammen.

Tilsæt 2½ dl af dit græskarmos. Har du noget tilbage kan det fryses til en anden dag.

Skyl, skræl og snit dit æble.

Hæld det i røreskålen sammen med æg og smør.

Og rør dejen sammen. Ikke lang tid - bare akkurat ensartet.

Du har en lille rest krydderiblanding tilbage, og den rører du med 3 spsk. rørsukker. Så er dit drys klar til brug.

Fyld dejen i din muffinform. Bag i to omgange eller i to forme på én gang. Der bliver omtrent 24 muffins af dejmængden.

Så kan du gange portionen med 5, 10, 15 eller 20, alt efter hvor stor en by i provinsen du skal forsyne.

Drys sukker/krydderiblandingen over dejen og sæt hele herligheden i ovnen.

Bag dine muffins i 20 minutter ved 190 gr. C.

Sæt dem til afkøling på en rist så snart de kommer ud af ovnen.

Og glæd dig.

Glæd dig til dejlig krydret smag og et blødt indre. Gemt under en knasende overflade.

Græskarmuffins går til alt. Morgen, middag, aften. Kaffe, the, mælk.

Alt siger jeg dig.

Må din søndag være varm
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post412

Æblemuffins - opskrift

MuffinsOprettet af Lone lør, oktober 17, 2009 06:56:05

Hvad har du lavet - spurgte manden, da han kom hjem i går aftes.

Ikke det jeg havde regnet med - svarede jeg - caféen er ikke gjort klar til weekenden. Der er ikke købt ind, og heller ikke forberedt ting til menukortet.

Nå - sagde manden - hvad har du så lavet.

Muffins.

Det meste af dagen er gået med muffins.

Og besøg.

Kommer de bare for at få nybagt kage - tænkte jeg - eller vil de landsdækkende nyheder sende et indslag fra et jævnt liv langt ude på landet.

Begge dele tør jeg godt sige.

Og det blev offentligt lovet, at du i dag skal have opskriften på æblemuffins.

Til dejen skal du bruge :

400 g mel

1 spsk. bagepulver uden fosfat

½ tsk. natron

150 g smør lavet af mælk fra køer der svinger med halen

200 g rørsukker

4 dl yoghurt naturel af mælk fra ovenstående køer

2 æg fra høns der swinger med

2 gode efterårsæbler

Til at dyppe i skal du bruge :

75 g smeltet smør

100 g rørsukker blandet med 2 tsk. kanel

Det var alt - så går vi i gang.
Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 gr. C. Find en muffinform frem og sæt små papirforme i hullerne.

Bland mel med natron og bagepulver.

Pisk smør og sukker i en røreskål.

Tilsæt æg - ét af gangen - og pisk grundigt. Pisk pisk pisk.

Skræl dine æbler og skær dem i små tern.

Hæld yoghurt, æblestykker og melblanding i røreskålen og vend kort dejen sammen så ingredienserne er velfordelte. Ikke noget med at røre for længe, så bliver dine muffins seje.

Fordel dejen i muffinformens huller - der bliver ca. 24 muffins i alt. Du kan bage i to omgange eller bruge to forme.

Bag dine muffins 20 minutter og dyp dem - mens de endnu er varme - i først smeltet smør og dernæst sukker/kaneldrys.

Nyd dine nybagte muffins til en kop eftermiddagskaffe eller te.

Virkelig noget at glæde sig over.

Lys dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post397

Blåbær muffins - opskrift

MuffinsOprettet af Lone ons, august 26, 2009 07:50:44

Der er stadig mange blåbær på buskene,

og i går var gårdhunden og jeg ved at redde flere ind.

Blåbær er tålmodige. De mugner ikke i regnvejr, og de splatter ikke i blæst - de sidder bare og bliver bedre, indtil man en dag har tid til at plukke dem.

Mens blåbærrene blev skyllet og pakket, tænkte jeg, det kunne være rart med blåbærmuffins.

I dag skal du have opskriften.

ADVARSEL - DETTE ER IKKE EN KAGE.

De lækre muffins er gode på morgenbordet, og selvom det normalt er håbløst at nyde muffins dagen efter bagningen, har vi her en undtagelse - de er så fyldte med fugtige bær, at et eventuelt overskud vil vække glæde i næste dags madpakke.

Du skal bruge :

75 g smeltet smør - lavet af mælk fra køer med vind i ørerne

250 g mel

1 spsk. bagepulver - uden fosfat - ellers giver det halvbitre muffins

25 g sukker

1 knsp. salt

2½ dl sødmælk fra ovenstående køer

2 æg fra høns med jord på fødderne

3 dl blåbær

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Smør en muffinform eller sæt papir i hullerne.

Skyl dine blåbær og sæt dem til afdrypning.

Afmål mel og tag nogle spiseskefulde fra i en mindre skål.

Bland det resterende mel med sukker, bagepulver og salt.

Pisk æg og mælk sammen.

Tilsæt smeltet smør og rør rundt.

I med melblandingen og rør det hele til en jævn dej.

Bare ganske kort tid.

Hæld dine blåbær i den lille skål med mel,

og vend dem rundt.

Så holder de sig velfordelt under bagningen.

Op i røreskålen med dem og vend det hele sammen.

Fordel dejen i din form og sæt formen i ovnen.

20 minutter skal der bages.

Så bliver du også belønnet med smeltende bløde blåbærmuffins.

Ikke kager.

Nej.

Der er ikke nok sukker til, at de kan opnå kagestatus.

Men der findes en løsning på alt, og en sund muffin er ingen undtagelse.

Lad os sige, man er nået pænt ud på eftermiddagen før bagningen finder sted, og morgenmad er et historisk tilbageblik. Da kan man med fordel dyppe sin muffin i flormelis - som en anden æbleskive ja.

Og det er godt. Det er det. Varm muffin - blød og fyldt med smeltede blåbær.

Men du bestemmer. Nu har du opskriften, og så må du bestemme, hvordan de skal nydes.

Blå fingre herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post345

Rabarber muffins - opskrift

MuffinsOprettet af Lone tor, april 23, 2009 07:37:29

Det er en smuk stille morgen i dag.

Den ro der er, før alting begynder, er creme for sjælen.

I går morges skulle det hele gå lidt hurtigt, for jeg ville nå at male loftet i vineriet for 5. og sidste gang, inden min far dukkede op og gav fliseinstruktion.


Tænkte det var bedst at blive færdig med malerdryppene, før fliserne skulle op.

Der var også brug for oprydning i lokalerne. Man kan ikke undervurdere oprydningens betydning for arbejdsmiljøet.

Jeg tør godt sige, at blandingen af flisemørtel minder en del om kagebagning.

Mens jeg satte fliser op i vineriet, fik jeg sådan lyst til rabarbermuffins.
Da dagens arbejde var tilendebragt, var der lige tid til at bage.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Til rabarberkompot skal du bruge :

125 g rabarber

2 spsk. vand

3/4 dl rørsukker

Til dejen skal du bruge :

150 g margarine lavet af gode råvarer

1½ dl rørsukker

2 æg fra høns der er fuldstændig ligeglade med om de nogensinde lærer at sætte fliser op

2½ dl mel af en god bagekvalitet

2 spsk. græsk yoghurt

1 tsk. bagepulver

2 tsk. vanille - sukker eller ekstrakt

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C. Find din muffinsform frem og hold den ud af vinduet på vindsiden af huset. Når den er fri for støv, kan du sætte små papirforme i hullerne.

Skær dine rabarberstilke i tynde skiver.

Læg dem i en lille gryde med vand og sukker og bring gryden i kog. Lad din rababerkompot koge uden låg ca. 10 minutter til den har fået kompotkonsistens.

Mens rabarberne koger kan du lave dejen. Pisk margarine og sukker sammen i en røreskål.

Tilsæt æg og pisk dem godt ind i sukkerblandingen.

Hæld mel, bagepulver, vanille og yoghurt i skålen og rør rundt ganske kort tid.

Så er din rabarberkompot nok ved at være færdig. Hæld den ud på en tallerken for at køle den lidt af,

inden du vender den i dejen.

Fordel dejen i dine muffinsforme. Hvis du ikke taber noget på gulvet, bliver der 10 muffins ud af portionen.

Sæt formen i ovnen og bag kagerne 20 minutter.

Imens kan du sætte dine frimærker i orden, gøre mureværktøj rent, fange høns i køkkenhaven, indtage lotusstilling eller ordne opvasken - du bestemmer.

Så er de klar - lækre sprøde ovenpå og med et blødt eftergivende indre.

Fugtige af rabarberkompotten, og

selvfølgelig allerbedst lige når de er bagt.

Sådan er det jo med muffins.

Nu vil jeg gå ud i vineriet, og se hvor mange af fliserne der er tilbage på væggen i dag.

I morgen er jeg klar med en rundvisning derude. Så kan du selv vurdere, om det er værd at fortsætte.

Sol over dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post220

Bananmuffins - opskrift

MuffinsOprettet af Lone lør, november 22, 2008 06:50:29

Det er blevet koldt nu

Blog Image

Æbler og kartofler er flyttet fra laden ind i viktualierummet

Blog Image

for ikke at fryse.

Det er en barsk opvågning

Blog Image

at sætte fødderne på soveværelsesgulvet.

Som lovet i går skal du have opskriften på lækre bløde bananmuffins. De er allerbedst den dag, de er bagt, men frugten holder dem gode fugtige flere dage, så du skal ikke blive ulykkelig, hvis du har svært ved at spise alle sammen omgående.

Blog Image

Hvis du er glad for mørk chokolade, er det en chance for at få spist noget, men de her bananmuffins er lige så uanstændigt gode uden chokoladen - du bestemmer.

Du skal bruge :

3 små bananer - godt modne

4 dl. yoghurt med pære og banan

420 g mel

150 g smør

250 g rørsukker

2 æg fra høns der har underskrevet gårsdagens manifest

1 spsk. bagepulver

½ tsk. natron

½ tsk. friskrevet muscatnød

100 g god mørk chokolade - hakket groft

Så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 gr. C. Find dine muffinsforme frem bagerst på hylden og ryst edderkopperne ud. Overvej en afvaskning. Smør formene grundigt - det er altså bedre end at bage i papirforme. Du skal bruge 18 muffinsforme i alt.

Blog Image

Hæld smør og sukker i en røreskål og pisk til det er luftigt.

Blog Image

Tilsæt æg - ét ad gangen - så de bliver pisket grundigt med.

Blog Image

Skræl bananerne og mos dem med en gaffel - det tager ikke lang tid

I en anden skål blander du mel, natron, bagepulver og muscatnød.

Blog Image

Hæld skiftevis melblandingen og yoghurten ned i røreskålen, men rør kun kort tid. En muffins værste fjende er dej, der er rørt for længe. Tilsæt bananer og eventuelt chokolade.

Blog Image

Drej det bare lige sammen - så er det nok.

Blog Image

Fordel dejen i dine muffinsforme og sæt omgående den første plade i ovnen.

Bag i 20 min.

Blog Image

og find din mest luksuriøse kagetester frem

Blog Image

Hvis der ikke følger dej med på testeren er dine muffins færdige. Lad dem stå til afkøling i formene.

Blog Image

Hvis du kan vente så længe

Blog Image

og glæd dig til at nyde noget der er hjertevarmende godt.

Rare tanker herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post69

Udlængsel og muffins - opskrift

MuffinsOprettet af Lone søn, september 28, 2008 08:50:43

Jeg har foretaget en rejse. Det er ikke tit det sker, for der er så meget at tage sig af på gården. Og man hører jo til, der hvor man hører til.

Blog Image

Men perspektivet i forhold til verden kan blive lidt snæversynet, når man altid kigger ud gennem den samme port. Måske vil du give mig ret i, at som menneske bør man forsøge at bevare lidt horisont.

Blog Image

I går kørte jeg inden om fjorden og tog færgen til Hjarnø. Mine forældre bor på Hjarnø - ellers havde jeg nok ikke rejst så langt væk.

Blog Image

Her forsvinder Jylland agterude

Blog Image

Her dukker Hjarnø op i stævnen

Blog Image

Der er meget smukt Østerude

Blog Image

Ren chokolade for øjnene

Blog Image

Ens sjæl bliver helt rolig

Vi talte en del om muffins, og når ordet først er sagt, er det meget svært , at få det væk fra tankerne igen.

Blog Image

Så i dag vil jeg bage muffins - søndagsmuffins, og du skal selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

2 store æg fra høns der har det godt

380 gram mel med gode bageegenskaber

125 gram smør ved stuetemperatur

190 gram sukker

3 dl. plus 3/4 dl. yoghurt

1 lille spsk. bagepulver

½ tsk natron

Så er vi klar.
Sæt en rist ind i midten af din ovn og tænd ovnen på 190 gr. C.
Smør 12 store eller 16 almindelige muffinsforme.

Bland mel, bagepulver og natron i en skål for sig.

Pisk smør og sukker sammen til det er luftigt og sukkeret næsten er opløst. Tilsæt æg ét af gangen og pisk grundigt videre. Tilsæt halvdelen af melblandingen og halvdelen af din yoghurt og bland det forsigtigt ind. Gentag så du bruger det sidste mel og yoghurt, men bland ikke mere end strengt nødvendigt for ikke at lave det til brøddej.

Fordel dejen i muffinsformene og sæt dem i ovnen med det samme. Bag kagerne 20-25 min. afhængigt af formenes størrelse. Stik forsigtigt noget tyndt og spidst ned i en muffin for at se, om der hænger dej ved - ingen grund til at overbage.

Blog ImageDe her muffins er fantastiske, når de lige er kommet ud af ovnen. Gør klar til at spise dem, så snart de ikke brænder fingrene.

Rigtig god søndag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post16