Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Marengs - opskrift

MarengsOprettet af Lone ons, november 12, 2008 08:00:10

Som lovet i går får du her en opskrift på marengs - ikke noget kompliceret eller højprofileret produkt, men fristende i al sin enkelthed.

Blog Image

Marengs har historie. Den første kendte opskrift stammer fra Lady Elinor Fettiplace hånd, og det er usædvanligt fordi hendes samtid ikke gav meget for at kvinder skulle skrive og læse. Hendes lille læderbog med guldinskriptioner er dateret 1604 - stort set samtidig med Kong Henry Vlll rev kirken løs fra vatikanet i Rom og Shakespeares skuespil blev opført på the Globe Theater i London - jo der var noget at komme efter - udover marengs.

Blog Image

Der er flere måder at lave marengs på, alt efter hvad de skal bruges til. Hvis du har god tid kan du gå tilbage i beretningerne her og finde en opskrift på verdens næstbedste dessert - en hindbær Pavlova.

Dagens opskrift er på den slags marengs, der er splintrende sprøde. De kaldes også for "de glemte kager", fordi succesen afhænger af, hvor tålmodig man er med at lade dem blive i ovnen.

Du skal bruge :

115 g æggehvider - det er ca. fra 3 æg, men du bør veje dem af for at få et godt resultat

225 g hvidt sukker

30 g smuttede flækkede mandler

Så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 150 gr. C. Læg bagepapir på to bageplader - så er de klar.

Sæt en stor gryde halvt fyldt med vand over på komfuret. Varm vandet op - bare godt varmt ikke kogende. Find en skål, der kan tåle varmen og hæld æggehvider og sukker i den. Sæt skålen ned i dit vandbad og pisk afslappet. Når sukkeret er smeltet og blandingen er varmet lidt op - det vil sige varm, når du prøver med en finger, men ikke varmere end at du tør prøve - hældes sukkerblandingen i køkkenmaskinens røreskål og den sættes til at piske i 15 minutter. Hvis du er udstyret med en håndmixer i stedet for en køkkenmaskine, finder du en god bog frem, inden du begynder at piske - det skal være 15 min.

Fordel marengsmassen på de to bageplader - der bliver 10- 11 kager for de skal være ca. 10 cm i diameter - mindre kan ikke gøre det, hvis man virkelig skal synes, man får marengs.

Drys de flækkede mandler over marengstoppene og sæt begge plader i ovnen. Skru temperaturen ned på 120 gr. C og sæt et ur til at ringe efter 45 min.

Blog Image

Når uret ringer slukker du ovnen og glemmer alt om de marengs. Hvis du tager nogle stykker for tidligt ud for at fotografere dem, mens der er dagslys, er de bløde og gummiagtige i midten men sprøde og knasende udenpå. Det er sandelig også lækkert, men meningen er altså, at de skal blive i ovnen, til den er kold, så de kan tørre helt ud.

Blog Image

Server de hele marengs med vanilleis og hindbær rørt med lidt sukker - det er intet mindre end fantastisk - eller spis dem bare som de er, fordi det er svært at lade være.

Klistrede fingre herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post59