Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Mandarinkage - opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone tor, januar 29, 2009 05:56:02

Så er vi sammen igen - køkkenmaskinen og jeg.

Eller det vil sige næsten. Dens liv stod ikke til at redde, så jeg har fået en ny magen til. Flinkt af manden i forretningen.

Der kan være langt mellem de større begivenheder her ude på landet, og det giver grund til at fejre de små.

I går fejrede vi køkkenmaskinens hjemkomst med en mandarinkage - du skal selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

250 g fintmalede mandler - så tæt på mel du kan komme

225 g gyldent rørsukker

350 g henkogte mandariner - det svarer til 2 dåser

6 æg fra høns der værdsætter kagebagning

1 tsk. vanillesukker eller ekstrakt

1 tsk. bagepulver med top

Det var det hele. Enkelt ikke ? Måske synes du, der mangler noget, men den er god nok - der skal slet ikke fedtstof i mandarinkagen.

Så går vi i gang. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 gr. C. Smør en springform - så er den klar.

Vej dine mandler af,

og mal dem så fint som muligt. Det er vigtigt, at det bliver noget nær mel. Men kagen bliver også god selvom der stadig er mandelstykker - du får bare noget mere at tygge på.

Sæt dine mandariner til afdrypning i en sigte - vi vil ikke have saften med i kagen.

Vej dit rørsukker af,

og hæld det i en røreskål sammen med dine æg. Pisk, pisk, pisk til sukkeret er opløst.

Hæld bagepulver, vanille og mandelmel ned i æggeblandingen,

og lad mandarinerne følge efter.
Rør det hele grundigt sammen. Mandarinerne skal helst mases helt ud i dejen.

Hæld din dej i springformen og sæt den i den varme ovn. Læg et stykke bagepapir over formen med det samme - ellers vil den her kage blive for mørk ovenpå. Med bagepapir øverst du sikker på en vellykket kage. Hvem vil ikke gerne være sikker på en vellykket kage ?

Bag kagen ca. 45 minutter og prøv at stikke noget tyndt i den for at sikre dig, den er gennembagt.

Du kan se, at kagen deler sig i to lag under bagningen. Fortvivl ikke - sådan skal den være. Hvis du kan vente så længe eller bare er i stand til at gemme lidt, er kagen endnu bedre næste dag. En ualmindelig lækker saftig kage med fin smag af mandler og mandariner - langt fra hvad du ellers forbinder med M&M's.

I dag kommer min far til arbejdsdag - vi skal mure brønd i kostalden.

Mild og blid dag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post137

Himmelsk Hindbærroulade - opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone ons, januar 07, 2009 08:06:59

Pludselig gik der hul på en sky i går morges og solen strålede igennem.

Det er bare med at nyde det, når solen er fremme.

Huset er ikke sig selv for tiden. Ingen duft af nybagt brød og ingen kager på køkkenbordet. Måske tænker du, at vi står overfor en kønspolitisk manifestation.
Jeg kommer til at skuffe dig.
Min Kitchen Aid mixer er sent til reparation. Det er som slemt nok i sig selv. Der er slidt en fure i køkkenbordet, hvor min tommelfinger hviler, når jeg vandrer hvileløst frem og tilbage. Slut med maskinens tavse opfordringer til at bage. Slut med de indviede konversationer.

Det er vanskeligt at klare sig helt uden kager, og i nødens stund er der stadig håndmixeren. Der er nu heller ikke meget liv tilbage i den, men en hurtig roulade kan den klare. Måske tænker du, at en hindbærroulade er et underlødigt valg. Ikke en hjemmebagt hindbærroulade vil jeg indvende - den er helt igennem lækker, fugtig, blød - og nærende...

Så i dag skal du have opskriften på himmelsk hindbærroulade.

Til dejen skal du bruge :

140 g mel af en god bagekvalitet

200 g lyst rørsukker

3 æg fra høns der ikke har brug for en kønspolitisk manifestation

2 tsk. bagepulver

2 tsk. vanille ekstrakt - se evt. under kategorien "Syltede Sager"

2 spsk. kogende vand

Så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Find din bradepande frem og læg et stykke bagepapir i den - så er den klar.

Find 2 skåle frem. I den ene pisker du æg og sukker til det er luftigt og smukt. Tilsæt vanille.

I den anden skål blander du mel og bagepulver.

Hæld det kogende vand i skålen med æg og sukker, hæld også melblandingen i skålen og rør hurtigt alt sammen med en dejskraber. Hæld dejen i din bradepande og sæt den i ovnen med det samme.

Bag i 6-7 minutter - endelig ikke længere tid, for så vil dejen knække, når den skal rulles.

Imens dejen bager, kan du lave dit fyld.

Du skal bruge :

5 spsk. virkelig god hindbærmarmelade

125 ml. creme fraiche 38 %

Du rører bare de to ting sammen, og pludselig har du et fantastisk fyld.

Find endnu et stykke bagepapir frem, læg det på et bord og drys det rundhåndet med lyst rørsukker.

Så snart du hiver bradepanden ud ad ovnen vender du den på hovedet henover det sukkerdryssede bagepapir. Det skulle gerne få kagen til at falde ned på papiret, og du kan derefter trække det øverste stykke bagepapir forsigtigt af.

Smør dit fyld på den varme kage og rul på den lange led.

Rul rul rul.

Sådan - så er den kage færdig og det gik ganske hurtigt. Det er ingen grund til at lade den køle af, før du spiser den. En lun hindbærroulade er fortræffelig.

I dag skal jeg ud og banke lidt på betonen igen - før eller siden får det vel en ende.

En dejlig dag til dig fra
Demolition Woman

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post115

Blåbærtærte - opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone søn, november 30, 2008 08:04:04

I foråret plantede min mor og jeg en lille blåbærmark på sydsiden af gården. Blåbær kræver lidt ekstra for at vokse godt, så i alle plantehullerne blev der tilført spaghnum - de vil simpelthen have sur jord.

Blog Image

Så det fik de, og som tak fik jeg en beskeden høst af blåbær allerede det første år. Meget beskeden. Måske kun 1 liter blåbær. I underkanten af en liter.
Men de var der, og jeg plukkede løbende gennem nogle uger, efterhånden som de modnede. Det store spørgsmål var, hvad de værdifulde blåbær skulle bruges til ?

Blog Image

En blåbærtærte til høstfesten. Vi spiste hele afgrøden fra blåbærmarken til høstfesten i år. Mindre kunne ikke gøre det.

Fortvivl ikke hvis du mangler en blåbærmark. Dit udbytte af blåbær kan være lige så stort i det lokale supermarked, så du skal selvfølgelig have opskriften på blåbærtærte.

Du skal bruge :

350 g blåbær

1 tsk. honning

2 spsk. plus 50 g sukker

1 tsk. citronsaft plus 1 spsk. citronsaft

175 g flødeost

1 æg fra en høne der lever det vilde liv

1,2 dl piskefløde

Og til bunden desuden :

185 g stødte hasselnødder - kør dem i en foodprocessor nogle minutter

75 g mel af en god bagekvalitet

50 g smør

65 g lyst muscovadosukker

1 æggeblomme fra en høne der lever et endnu vildere liv


Sådan - så er vi klar, og det hele begynder med bunden. Smør en tærteform grundigt.

Bland mel og hasselnøddemel i en skål og sæt det til side. I en røreskål pisker du smør og sukker til det er luftigt. Pisk derefter æggeblommen med. Tilsæt melblandingen lidt ad gangen og rør det hele sammen - ikke piske mere - bare røre. Tag din tærteform og pres dejen ud i den, så bund og sider er dækket af et jævnt lag. Sæt formen i køleskabet ca. ½ time.

Så tænder du din ovn og sætter temperaturen på 180 gr. C.

Blog Image

I en gryde blander du blåbær, 1 tsk. citronsaft, 2 spsk. sukker og honning. Lad det småkoge ca. 5 min. til dine blåbær afgiver saft, men stadig er hele.

Blog Image

Hiv tærteformen ud af køleskabet og ind i ovnen - bag bunden 15 min. og lad den køle af.

Blog Image

I en røreskål pisker du flødeost sammen med 50 g sukker indtil det er luftigt.

Blog Image

Tilsæt æg, fløde og 1 spsk. citronsaft og pisk videre.

Blog Image

Hæld blandingen i din tærtebund og bag yderligere 20 minutter.

Lad tærten køle helt af og hæld blåbærblandingen over kort før, du vil servere kagen.

Måske vil du gerne se, hvordan tærten ser ud, når den er helt færdig. Det vil jeg også gerne vise dig, og derfor tog jeg den ud i dagens sidste lys for at få et anstændigt billede.

Blog Image

Men dagens sidste lys gav nogle besynderlige farver i billedet, og jeg synes ikke rigtig, det yder tærten retfærdighed.

Blåbærrene er mere blå end røde i virkeligheden. De har en usædvanlig dejlig smag sammen med den cremede bund de ligger på, og den sprøde skal af hasselnød er vidunderlig til. Sådan.

Nu begynder det at blive lyst, og jeg vil gå udenfor og lukke hønsene ud. Dagene er så korte nu, at det gælder om at få mest muligt ud af dem.

God og rar søndag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post77

Abrikoskage - opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone lør, november 08, 2008 05:52:49

Det var meningen, at vinen skulle presses færdig i går, men den kraftige jernkrans, der giver trykket, knækkede undervejs. Sådan er det herude - tingene går i stykker, når det betyder allermest, at de virker - de går i stykker, når man bruger dem.

Så efter kun et par timers arbejde skulle det hele lukkes ned og rengøres igen. Manden er gået i gang med at lave en ny jernkrans, og på søndag kan vi forhåbentlig fortsætte.

I dag er der høstfest på gården, og der skal laves god mad til de, der har været for at hjælpe i løbet af året. Det er al høst, der fejres på én gang -

Blog Image

korn, solbær, æbler, jordbær, hindbær,

Blog Image

vindruer og hvad der eller er høstet. En høst er en høst.

Inden jeg går i køkkenet for at tage mig af høstmiddagen, skal du have opskriften på en lækker kage til en dejlig lørdag.

Blog Image

Det er nok nærmest en abrikos-sandkage. Langt fra den du måske bagte i skolekøkkenet, og som man skulle have en kærlig mor for at få ros for.
Næh - den her er blød fugtig og spist i løbet ingen tid.

Du skal bruge :

250 g smør

200 g lyst rørsukker

2 æg fra høns der har det godt

250 g mel af en god bagekvalitet

100 g tørrede abrikoser - skåret i små tern

2 dl kogende vand

1 ekstra spsk. sukker

½ dl fløde

2 tsk. vanille eller vanilleekstrakt

½ tsk. bagepulver

Så går vi i gang :

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 gr. C. Smør en aflang kageform på ca. 1½ liter.

Drys den enkelte spiseskefuld sukker over abrikosstykkerne og hæld kogende vand over. Lad abrikosstykkerne stå og svulme, mens du laver dejen.

I en røreskål pisker du smør og sukker luftigt, og derefter tilsætter du æg - ét ad gangen. Tilsæt vanille, mel med bagepulveret, fløde og abrikosstykkerne med det vand de har ligget i. Bare i med det hele.

Hæld dejen i din smurte form og sæt kagen i ovnen med det samme. Bag abrikoskagen ca. 1 time, og prøv dig frem med en tynd kniv eller metalpind. Kagen er færdig, når der akkurat ikke hænger dej på pinden, og den bliver ikke bedre af at få for lang tid i ovnen.

Blog Image

Abrikoskagen er lækker, blød og fugtig og kan - rent hypotetisk - holde nogle dage.

Rigtig god weekend til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post55

Brombærkage - Bedstes bedste opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone lør, oktober 18, 2008 08:04:55

Nu da vi har plukket de vindruer, der var fine til at lave vin af, må hønsene gerne spise resten. Nogle drueklaser har siddet så lavt, at der er jordstænk på dem, og så er der alle de druer, vi har klippet fra klaserne.

Blog Image

Høns holder meget af vindruer, så lågen ind til vinmarken har været lukket sommeren over

Blog Image

Men nu er den åben og der er høns allevegne

Blog Image

Det er flittige dyr og inden længe er både druer og snegle forsvundet

Blog Image

Forleden lavede jeg broccolisalat og jeg tænkte, at du skulle have den opskrift. Men det er jo lørdag i dag, og lørdag og broccoli lyder ikke rigtigt sammen. Tirsdag og broccoli eller onsdag og broccoli, men ikke lørdag og broccoli. Det smager dejligt, men det kan ikke skabe den rigtige lørdagsstemning. Nej der skal mere til - noget der varmer sjælen. Så i stedet var jeg i haven for at kigge efter brombær til en rigtig lækker brombærkage

Blog Image

og der er altså søde fuldmodne brombær endnu.

Du skal bruge :

3½ dl friske brombær

400 gram mel

300 gram sukker

200 gram smeltet smør

2½ dl creme fraiche

3 æg fra høns der har det dejligt

1 dl hakkede valnødder

2 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

½ tsk. stødte nelliker

½ tsk. stødt kanel

Det var det.

Blog Image

Tænd ovnen på 180 gr. C og sæt en bagerist ind på en hylde lige under midten.

Smør en form på størrelse med en springform - jeg bruger en støbejernspande, fordi jeg ikke kan lade være

Skyl dine brombær hurtigt og forsigtigt. Hvis de er velmodne tåler de ikke meget roden rundt. Lad dem dryppe godt af mens du i en stor røreskål blander mel, sukker, nelliker og kanel. Tilsæt creme fraiche, det smeltede smør og æg. Bland så alt er godt fordelt. Tilsæt brombær og bland dem ind i dejen - nu gør det ikke noget, at de går i stykker. Tilsæt valnødder, bagepulver og natron. Få det hurtigt ind i dejen og hæld den i formen. Så skal det gå lidt raskt med at sætte formen i ovnen, for der er ikke meget ved at kagen står og hæver på køkkenbordet - uden varme falder den før eller siden sammen igen.

Bag kagen ca. 55 min. men prøv dig frem ved at stikke en tynd kniv eller lignende ned i kagens midte mod slutningen af bagetiden - kagen er færdig, når der ikke hænger dej ved kniven. Bagetiden afhænger af din ovn og af den form du valgte.

Blog Image

Kagen smager aller allerbedst, når den stadig er lun - ingen grund til at gemme den til senere

Blog Image

Det er en gammeldags og helt speciel kage marmoreret med brombærsaft

- noget helt andet end broccoli på en lørdag

God weekend til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post35

Squashkage - opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone fre, september 26, 2008 07:35:11

For en måneds tid siden flyttede den ældste søn til København for at udbygge sine intellektuelle og sociale færdigheder. Vi lever afsondret her på landet.
Forældrerollen er altid forbundet med en vis usikkerhed - især med den førstefødte, og derfor er det rart, at få bekræftet, at man har gjort noget rigtigt. Han savner -
maden...

Det er åbenbart en ernæringsmæssig nedtur at flytte på kollegieværelse, men nu begynder der at ske noget. Sønnen har lige bedt om opskriften på sin yndlingskage. Siger han skal bage squashkage sammen med en pige. Jeg ved ikke rigtigt - da jeg var i den alder bagte jeg ikke squashkage sammen med nogen.

Blog Image

Opskriften kommer oprindeligt fra verdens bedste fysiklærer - Asbjørn - på Espergærde Amtsgymnasium. Gennem årene (mange år) har jeg ændret lidt. Det er med stolthed, jeg giver dig opskriften på (meget passende) verdens bedste squashkage :

3 æg fra høns der har det godt

300 gram rørsukker

350 gram mel

200 gram smeltet smør

100 gram grofthakkede hasselnødder

2 tsk. bagepulver

2 tsk. kanel

2 tsk. stødt ingefær

2 tsk. vanillesukker eller vanilleekstrakt

350 gram groftrevet squash

Du kan vælge at bruge

Blog Image

en sjov squash, hvis du, ligesom jeg, trænger til én på opleveren.

Eller du kan bruge

Blog Image

en helt almindelig squash, hvis dit liv er begivenhedsrigt nok i forvejen.

Det betyder ikke noget for kagen.

Tænd ovnen på 190 gr. C. og smør en springform så den er klar. Smelt smørret ved lav varme. Pisk æg og sukker luftigt og skummende til sukkeret er opløst. Det tager lige lidt tid, men giver en god kage.

Sigt mel sammen med bagepulver, kanel, ingefær og vanille. Hvis du bruger vanilleekstrakt (en anden dag skal jeg fortælle, hvordan man laver det) hælder du det i æg og sukkerblandingen. Vend de hakkede hasselnødder i melet. Der må gerne være næsten hele nødder.

Med en dejskraber vender du forsigtigt squash, melblanding og smør i din luftige æg og sukker-blanding. Det skal bare blandes til det er jævnt fordelt - ingen piskning.

Fyld dejen i din springform og sæt den i ovnen med det samme. Bag ca. 50 min. og prøv så at stikke en tynd kniv eller lignende i kagen. Der må ikke hænge dej på, når du tester. Men det duer heller ikke at sønderbage kagen - den skal være fugtigt og tæt i sin struktur.

Kagen er varmt krydret, fyldig og mættende - perfekt til en kop eftermiddagste.

Blog Image

Jeg har desværre ikke et billede af squashkagen - endnu - jeg lover, at få taget det snart, så du kan se, hvad der er at gå efter. I stedet ser du her sønnen - så glad bliver man af den squashkage.

Her på den sidste dag i september kommer det lovede billede :

Blog Image

Helt varm og nybagt

Blog Image

her med en bid mindre.

God dag fra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post14
« Forrige