Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Nord

HverdagenOprettet af Lone fre, april 16, 2010 07:55:55

Nu er dagens længde tiltaget med omkring 7 timer,

og det er meget mere lyst end mørkt i løbet af et døgn.

Hele vinterhalvåret rammer solens stråler ikke de nordlige gavle,

men nu er vi så langt henne på året, at det akkurat lader sig gøre.

Og hvad så - tænker du måske - er det noget, der rykker.

Og ja. Det er det faktisk.

For da den nuværende kampestensbygning blev opført for godt 140 år siden - som afløsning for den forrige længe, der havde afløst en tidligere længe, som kom efter en ældre længe, der erstattede den oprindelige bygning, blev der indmuret små stykker af glas i fugerne.

Ikke den gamle historie om en hylende flaske, der skulle skræmme en fedtet bygherre -

bare små glasstumper, der funkler og glimter, når året er så fremskredent, at solen går ned i god vest.

Og nu er vi ved at være der.

Men det er ikke nok.

Mere vil have mere.

Der mangler stadig noget, før det kan blive sommer. Svalerne mangler.

Måske kommer de snart hjem igen.

Jeg kigger efter dem hver dag.

Må lyset give dig glæde
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post578

Et regnestykke

HverdagenOprettet af Lone tor, april 15, 2010 07:54:10

Hvor lang tid tager det 1 landmand at klippe græs ?

Forudsætninger - tænker du måske - man må have nogle forudsætninger for at kunne lave et regnestykke.

Og du har ret.

Selvfølgelig har du det.

Lad os antage, at det er en landmand med manglende evne til at begribe egne begrænsninger, hvorfor gårdens græsareal år for år er øget - æblelunde, frugthaver, adgangsveje og plæner. For nemheds skyld sættes det græsbevoksede areal til 10.000 kvadratmeter.

Lad os endvidere antage, at såvel gårdens store plæneklipper

som gårdens mellemstore plæneklipper er ude af drift, og at nyinvesteringer ikke bruges i de kredse.

Tilbage er så en lille trofast gåmaskine.

Maskinen har efter 20 års slid på knivene en klippebredde på 45 cm.

Vi forudsætter, at landmanden nægter at bruge briller udover det nødvendige af trafikale sikkerhedshensyn, og resultatet af det tågede syn er et overlap på 10 cm. pr. kørt omgang med klipperen.

Landmanden er ved dagens begyndelse frisk og holder en gennemsnitshastighed på 9 km. i timen.

Efter 3 timers arbejde blokerer den lille klippers hjul, og landmanden bruger 1 time på at pille små stumper kilerem ud.

Herefter er der ikke træk på forhjulene, og landmandens gennemsnitshastighed er reduceret til 6 km. i timen den resterende arbejdstid.

Hvor lang tid tager det denne landmand at klippe gårdens græsarealer ?

Måske er du hurtigt klar med svaret, og så er her et tillægsspørgsmål -

Estimer hvor mange pakker Fontex der gik til den pågældende arbejdsopgave ?

Trivelig torsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post577

Hjælp

HverdagenOprettet af Lone ons, april 14, 2010 07:45:48

Den lille græsplæne vest for stuehuset har været ikke-eksisterende siden ombygningen sidste forår.

Og hver dag - mange gange - ser man månelandskabet ved bryggersdøren, og minder sig selv om at få det ordnet.

Snart.

I morgen.

Eller en anden dag.

I går begyndte en anden dag.

Med optimisme og friske arme.

Og jeg samlede sten, kørte dem bort, gjorde fræseren forårsklar og kørte området igennem.

Væk var optimismen og de friske arme.

Forsvundet som kage på et køkkenbord.

Der skal ekstern bistand til - tænkte jeg - og hentede hønsedamerne.

For af alle skabninger på denne klode,

er høns overmænd,

når det gælder flid, udholdenhed og arbejdsiver.

Et forbilledligt eksempel til efterfølgelse.

Hvem der var en høne.

Omfavnende onsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post576

Vendekage med ananas - opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone tir, april 13, 2010 07:55:44

Forleden dag lykkedes det at hjembringe en ananas, skære den i stykker og bage en kage af den, førend den yngste søn kunne nå at gribe ind.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du har brug for :

1 lille ananas

175 g plus 25 g smør lavet af mælk fra køer der spiser alt på deres vej

100 g rørsukker

2 æg fra høns der snart har endevendt en vinmark

1 tsk. vanilleekstrakt

200 g mel

1½ tsk. bagepulver

1 dl. mandler

½ dl. fløde fra ovenstående køer

100 g mørkt muscovadosukker

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 gr. C. Læg et stykke bagepapir i en springform.

Afmål 25 g smør i formen og sæt den i ovnen 5 - 7 minutter, så smørret smelter.

Drys halvdelen af dit muscovadosukker ud over det smeltede smør,

og lad mandlerne følge efter.

Grib din ananas, skær top, bund og sider af.

Fjern den midterste hårde kerne og snit det bløde frugtkød i mindre skiver.

Fordel skiverne i et kreativt og nyskabende mønster, så de dækker mandlerne.

Drys resten af dit muscovadosukker over.

Hæld rørsukker og 175 gr. smør i en røreskål og pisk.

Pisk pisk pisk.

Tilsæt de to æg og pisk videre.

Vend mel og bagepulver ind i dejen,

og rør fløde i for at samle det hele.

Fordel dejen øverst i springformen og sæt hele herligheden i ovnen.

Bag kagen 40 minutter.

Lad din ananaskage køle af i formen. Mindst en time før du vender den ud.

Læg et smukt fad ovenpå springformen og vend alt rundt, så fadet med kagen er nederst og den tomme springform øverst.

Lækker ananaskage.

Meget lækker ananaskage.

Saftig med en karamelliseret overflade. Sprøde mandler og bløde ananasstykker.

Server kagen med koldt letpisket flødeskum.

Og du vil ikke fortryde.

Det lover jeg.

Dejlig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post575

Brød og skuespil til folket

HverdagenOprettet af Lone man, april 12, 2010 07:43:08

For tiden er der en konstant summen på gården.


Kornet bliver suget op og kørt væk.

Langt væk.

I Danmark dyrker man stort set ikke korn til brød.

Ikke fordi man ikke kan finde ud af det.

Men fordi man ikke må gøde markerne kraftigt.

Og det er meget fornuftig, for havene omkring os skal trives.

Den danske hvede bliver derfor brugt til at fodre grise med.

Enten herhjemme eller i Tyskland.

I Tyskland må man gerne gøde kornet efter kornets behov, så der kan man dyrke brødhvede.

Korn til bagerbrød skal have et proteinindhold på 12 - 13 %, og uden tilstrækkelig næring slæber vi det akkurat op på 10 til 11 % i Danmark.

Derfor køres det danske korn sydpå i lastbiler, og det tyske korn køres nordpå i lastbiler.

På trods af sparsomme evner indenfor geografi har jeg en erindring om, at vi deler både Østersøen og Nordsøen med det tyske folk.

Udover brødet.

Maksimal mandag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post574

Bagte bønner med chili

BønnerOprettet af Lone søn, april 11, 2010 07:47:15

Mens man venter på friske forårsgrøntsager, skal der mad til.

Og så må det blive af de grøntsager, der holder endnu.

Bønner og løg.

I dag skal du have opskriften på bagte bønner. En ret du kan samle i en stor gryde, efterlade i ovnen og hive frem, når du bliver sulten.

Du har brug for :

5 store løg

1200 g kogte bønner - af den slags du holder mest af

2 røde peberfrugter

2 fed hvidløg

3 jalapenos eller anden chili

1 buket frisk timian eller 2 tsk. frysetørret

150 g koncentreret tomatpuré

2 spsk. mørkt rørsukker

2 spsk. olivenolie

1/4 tsk. cayennepeber

1 l grøntsagsbouillon af anstændig oprindelse samt ½ l vand

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 150 gr. C.

Find en stor støbejernsgryde frem og hæld olivenolie i den.

Grib dine løg og skær dem i fine tern.

Der er fem, selvom man kun kan se fire.

Varm olivenolien op og rist løgternene bløde og gyldne.

Hvem vil ikke gerne være blød og gylden.

Hæld bouillon og vand i gryden og kog den af, mens du rører rundt.

Hvis du kan finde en bouillon uden et overvældende saltindhold, kan du bruge 1½ liter i alt og udelade vandet. Hvis ikke er det bedre med opskriftens fordeling.

Skær dine peberfrugter og chili i tern og hæld dem i gryden sammen med timian, fintrevet hvidløg, tomatpasta, cayennepeber, bønner

og rørsukker.

Det var det.

Ganske enkelt.

Rør lidt rundt så alt er velfordelt, og sæt din gryde i ovnen.

Uden låg - bare i ovnen.

Nem aftensmad.

Lad retten stå og småsimre 3 timer.

Imens kan du lave den store YES-manøvre.

Knyt højre hånd. Stræk op og træk næven kraftfuldt ned og ind mod brystkassen. Eventuelt med venstre knæ i en opadgående bevægelse.

Inddampet koncentreret velsmag i grydeform.

Nyd dine bagte bønner med godt brød og du bliver glad.

Hvis nogen i husstanden - og her taler jeg af erfaring - anfægter den udtalte mangel på kød, kan du enten argumentere for bønnernes fortræffelige proteinindhold, eller klare den med et par koteletter som tilbehør.

Du bestemmer.

Smuk søndag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post573

På øjemål

HverdagenOprettet af Lone lør, april 10, 2010 07:00:12

I går var det arbejdsdag i vinmarken.

Igen.

Forår, utålmodighed og en uregerlig fysik fik mig til at trække afklippet vin ud af espalieret hurtigere, end min mor kunne nå at sige - skal du ikke passe lidt på øjnene.

Det skulle jeg nok have gjort, for før eller siden sad der en ranke lige i skabet.

Du godeste - tænker du måske - skete der noget.

Nej - kan jeg fortælle - der er ikke noget at se.

I dag vil jeg vise dig, hvordan en beskæring ser ud. Det her er en vin af sorten Rondo.

Men vælger to skud fra sidste år - kaldet andetårsskud i år.

De skal helst udgå fra toppen af selve stokken, og de må gerne være kraftige at beskue.

De afkortes, så de har 4 - 5 knopper tilbage.

De to hovedskud, der var udvalgt sidste forår, og som har båret en sæson, skæres helt væk.

Hvis der er flere vildtvoksende skud, skæres de også bort,

Det hele ender med en gammel hovedstok, hvorfra der udgår to andetårsskud - som et T.

Når symmetrien er på plads, holder man ganske enkelt inde, og går videre til næste vinstok.

Her ihvertfald - men der er ligeså mange beskæringsfilosofier, som der er vinavlere.

Må solen varme dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post572

Hel

HverdagenOprettet af Lone fre, april 09, 2010 08:06:13

For et års tid siden var gårdspladsen intakt.

Skæv og bulet men intakt.

Så skulle afløbssystemet fra caféen graves igennem,

og et lille orange mareridt blev hentet til gården.

Hver meter den gravede sig gennem overfladen var hjerteskærende.

Men et kommunalt krav er et kommunalt krav.

Traume eller ej.

Så blev det sommer, og kaos rådede.

Efterår og vinter og alle de undskyldninger du har hørt før.

Forleden dag kom min far for at afslutte gårdspladsbelægningen.

Renderne er borte.

Hullerne og de løse sten er væk.

Der er ikke længere noget at falde over i nattemørket.

Udover de naturlige forhindringer.

Gårdspladsen er lige så velegnet til rulleskøjter og højhælede sko som før i tiden.

Den er intakt.

Igen.

Ligesom mit hjerte.

Fredelig fredag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post571
« ForrigeNæste »