Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Muld muld og atter muld

HverdagenOprettet af Lone ons, september 10, 2008 12:42:36

Så er pløjningen i gang og jeg er flyttet hjemmefra. Ikke ret langt - bare ud i traktoren. Hvad får man tiden til at gå med der ? Først og fremmest med at tænke. Det er der rig lejlighed til. Det er faktisk i overkanten af det nødvendige. Dernæst med at nyde september. Duften af fugtig muldjord der slår ind gennem det åbne vindue og lyden af knasende stubmark og skrigende måger.

Blog Image

Jeg er ikke alene derude. Til at begynde med måske, men ud af det blå dukker der pludselig hundrevis af måger op. De slår ned lige bag ploven for at komme først til regnormene

Blog Image

Der er lang vej frem og tilbage på marken, og mange måger foretrækker, at blive hvor de er, til traktoren kommer forbi igen den anden vej. Så vralter de klodset lidt ud i plovfurerne for ikke at være for tæt på.

Blog Image

Her er færdigt arbejde til venstre og nye udfordringer til højre. På den måde kommer jeg gennem Jylland - plovfure efter plovfure.

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post0