Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Verdens næstbedste dessert - opskrift

Dejlige DesserterOprettet af Lone ons, september 24, 2008 08:26:29

Det er lidt fedtet kun at kalde den verdens næstbedste, for den er fremragende - ingen tvivl om det. Det er bare fordi, ingenting slår en perfekt Crème Brûlée.

Men nu til dagens opskrift - en pavlova med hindbær. Den er virkelig nem at lave og imponerende at servere. Det sværeste er faktisk at udtale navnet. Det er noget i retning af "paav-luuu-vae".

Blog Image

Der er stadig masser af hindbær i haven, så det er nu, desserten skal laves.

Denne chokolade Pavlova er et himmelsk ægteskab mellem sprød marengs med et karamelblødt indre, mørk chokolade, saftige hindbær og ren fløde.

Du skal bruge :

½ kg hindbær - sådan omtrent

½ liter piskefløde

6 æggehvider

300 gram sukker

3 spsk. kakao - si det så der ikke er klumper

100 gram god mørk chokolade - Lindt 75 % fås i de fleste supermarkeder

1½ tsk. virkelig god balsamicoeddike

Blog Image

Nu til sagen :

Tænd ovnen på 180 gr. C og læg et stykke bagepapir på en bageplade.

Hak chokoladen i grove stykker - tag lidt fra til pynt.

Pisk æggehviderne til der dannes stive toppe og tilsæt sukkeret lidt efter lidt, mens du pisker videre.

Tilsæt chokolade, kakao, balsamico og vend det forsigtigt i marengsmassen med en dejskraber - ikke mere piskeri.

Fordel din marengs i en høj rund cirkel på bagepladen.

Blog Image

Sådan.

Sæt pladen i ovnen og skru temperaturen ned til 150 gr. C. Bages ca. 1 time - måske lidt længere afhængigt af din ovn. Den skal være helt sprød udenpå og fyldig gummiagtig indeni.

Lad din marengs køle helt af og lemp den forsigtigt over på dit pæneste fad - jeg lover den fortjener det !

Fordel hindbærrene over bunden, pisk fløden til blødt skum - endelig ikke for fast, og fordel flødeskummet over bærrene.

Blog Image

Drys din rest af hakket chokolade over og glæd dig - du har lavet verdens næstbedste dessert.

God dag fra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post12