Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Brøndbygegaard

HverdagenOprettet af Lone tir, januar 20, 2009 07:54:40

Her til morgen har jeg lavet flere beroligende vejrtrækningsøvelser, inden jeg så mig i stand til at skrive til dig.

Det var en sindsoprivende spændende arbejdsdag i går. Vi så noget, der ikke har været set i mange år, og her taler jeg ikke om løst pus, kalkflager og granitsten.

Du skal selvfølgelig med ud i kostalden og se !

Da vi gravede ned til den rigtige gulvdybde, stødte vi på et område med beton.

Først blev det besluttet at lade det være,

fordi det lå lige under gulvniveau, og ikke gjorde nogen skade.

Men da et gammelt pumperør ved døren skulle graves op,

havde det retning over mod betonområdet, og vi tænkte,

at det måske gemte på gårdens gamle brønd.

Det rigtig rigtig spændende var, om brønden var blevet fyldt op,

eller om den stadig stod intakt.

Sanseløst berusende spændende - må man nok sige.

Dækslet skulle løftes af, uden at skade brønden og uden at skubbe jord ned.

Lige en opgave for en mand med en rendegraver,

og talent for præcisionsarbejde.

Den gamle - men servile - rendegraver har så meget slør i sine bevægelser,

at jeg ikke engang ville påtage mig at køre den gennem vognporten.

Det nævner jeg for, at du kan se, hvor stor en bedrift det er,

at sætte bagskovlen ind gennem døråbningen,

og trække betondækslet forsigtigt over til siden.

Nu er vi så kommet til det spændende øjeblik,

hvor man kan nærme sig kanten og kigge ned.

Findes der noget smukkere ?

Vand - vaskeægte vand.

Tænk engang at være den, der måtte kravle ned i dybet og sætte sten efter sten. Brønden er mindst 6 meter dyb - sikkert noget dybere, når vi får hentet mange års bundfald op.

Den har givet vand og liv til gårdens dyr og mennesker gennem mange år. Måske er den fra slutningen af attenhundredetallet - det er ihvertfald samme slags sten, som gårdens øvrige bygninger er sat i.

Nu hvor den er fundet frem, skal den selvfølgelig ikke dækkes igen - så er det bare at finde ud af, hvordan en brønd passer inde i caféen.

Det er lige før jeg hyperventilerer igen - tilbage til vejrtrækningsøvelserne.

Fantastisk dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post128