Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Rosa eller støvet lilla ?

HverdagenOprettet af Lone tor, september 25, 2008 07:51:38

Lige for tiden sker der ærlig talt ikke meget andet her, end at jeg pløjer, pløjer og pløjer.

Det har undret mig, at jeg bliver drænet for energi - arbejdet er jo ikke fysisk krævende. Så slog det mig pludselig i går - jeg har fuldstændig forsømt at gøre noget for arbejdsmiljøet på den her arbejdsplads.

Blog Image

Hvad mener du ? Et nylonbeklædt sæde i farverne rød, orange og sort. Vinyl alle vegne, lugt af olie og varm motor og så den evindelige halvkolde kaffe. Måske har jeg brug for en konsulent. En massør vil ihvertfald være en god start.

Der er ikke meget løst inventar at flytte rundt på, så vi kommer nok ikke ud i en egentlig Feng Shui harmoni, men til at starte med vil florlette hvide gazegardiner give et blødere lys. Et sædeovertræk i naturhør og lidt panfløjte musik er et must. Med lidt god vilje kan der klemmes en espressomaskine ind mellem sædet og bagruden, og det vil så frigøre kopholderen forrest i billedet.

Blog Image

Se det er da en start - selvom en orkidé i glasurtepotte ville være mere passende.
Så har jeg tænkt lidt på fjerbesatte satinslippers, men da jeg af og til skal ud af traktoren og bolte et plovskær fast, må det blive ved idéen.

Endelig er der hele eksteriøret

Blog Image

Se farven på traktoren - og skorstenen ! Hvor meget virkelyst og skabertrang kan sådan en skorsten lige i synsfeltet ikke dræbe ?

Her tænker jeg støvet lilla, jeg tænker rosa nuancer og måske lidt cremehvid til kontrast

Blog Image

Se venligst bort fra de snavsede fingre, der holder farvekortene - hvilken tone synes du passer bedst ?

Nu må du have mig undskyldt - jeg skal ud og pløje

Kan man få Wunderbaum med duft af Rooibos te ?

Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post13