Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Verdensrekord

HverdagenOprettet af Lone man, januar 26, 2009 07:47:27

Hvor er det godt at vende hjem igen -

det bedste ved at være afsted.

Dagene på golfmessen var mindre rolige. Den mest fredfyldte oplevelse var,

at gå ned ad Strøget i aftenmørket med et krus dampende varm kaffe. Varm og god.

Jeg har lovet dig at fortælle om et rekordforsøg.

Manden har siden april sidste år arbejdet på at udføre en Guinness World Record med verdens længste golfkølle.

Det er ikke nok at bygge verdens længste golfkølle - så havde han givet den nogle flere meter. Nej - man skal også kunne slå med den. 100 yards det vil sige mindst 91 meter.

Man skal indkalde betroede officials, der kan opmåle og dokumentere, at alt går rigtigt for sig.

Der skal være et nøjagtigt apparat, der kan måle slagets længde.

Når alt det er på plads, kan man komme i gang,

og baske til bolden.

Sådan. Ny verdensrekord.

De uvildige dommere fik en flaske af gårdens vin - efter rekorden var hjemme.

Og vi fejrede det med en middag - og en varm kop kaffe på vej tilbage til hotellet.

Personligt - og her må jeg undskylde mig med manglende faglig indsigt - var jeg mindst lige så imponeret, da manden parallelparkerede varevognen på indre bys sidste ledige p-plads.

Hvor er det rart at være hjemme igen.

Mild og god mandag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post134