Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Søg og du skal finde

HverdagenOprettet af Lone ons, januar 28, 2009 07:45:05

Lige nu - mens jeg skriver til dig - er det stadig mørkt udenfor.

I løbet af en times tid står solen op. Dagene er ganske afgjort blevet længere nu.

Ikke lange nok. Det er vanskeligt at nå alt det, der skal ordnes. Jeg blev ikke færdig med at rense sten i går, så de er på programmet igen i dag.

Kan du huske den gamle brønd, der dukkede op under staldgulvet i kostalden ?

Overkanten af brønden ligger ca. 60 cm under det endelige gulvniveau. Det er for dybt, når vi gerne vil bevare brønden i caféen. Det skal ikke være en bjørnefælde.

Nej - der er brug for sten til at mure brønden op i en bekvem højde. En mursten er åbenbart ikke bare en mursten. Man kan ikke - med succes ihvertfald - mure en lille rund brønd op i firkantede mursten.

Den er ikke skæv den her - det er en vaskeægte brøndsten. Og hvor får man fat i omtrent 150 år gamle håndlavede brøndsten ?

Omme ved gavlen af stuehuset har der også været en brønd, men den blev fyldt op og dækket med jord for en del år siden. Vi havde en omtrentlig idé om, hvor den kunne være. Kun omtrent.

Min tålmodige far fandt brønden, gravede sig ned gennem betonfyld og jord og kunne derefter kaste det ene håndlavede vidunder efter det andet op i dagens lys.

Måske tænker du, at det er en katastrofe det her - brønden i stalden er bygget i gule sten og de opgravede er røde.

Man kan ikke få alt her i verden. Det er fantastisk heldigt at kunne få originale brøndsten i det hele taget. Røde eller gule - det er til at leve med.

De skal bare gøres rene, og vi er klar til at mure brønd i morgen.

Nu vil jeg ud og vække hønsene, så vi er klar til at få mest muligt ud af dagslyset.

Strålende dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post136