Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Noget om brønden

HverdagenOprettet af Lone fre, januar 30, 2009 08:02:38

Så er sønnen kørt til nærmeste rutebilstation, der er varm kaffe i kruset og jeg er klar til at skrive til dig.

Der er frost udenfor nu. Det er koldt for fingrene at arbejde.

I går kom min far til arbejdsdag. Dagens plan var at mure brønden op. De første 60 cm. forbliver under gulvnineau, mens de efterfølgende 60-70 cm. kommer til at stå over gulvet i caféen. Jeg tør godt sige, at den idé med at bevare brønden forsinker ombygningen noget.

Måske tænker du, at vi har vendt adventskransen på hovedet. Og det er udenfor sæson.

Så må jeg skynde mig at fortælle, det slet ikke er en adventskrans.
Nej - det er en skabelon til at mure efter. Det er vigtigt for det psykiske velvære, at brønden bliver både rund og med lodrette sider.

Nogen kommer lettere til den slags end andre. Min far og jeg satser på det sikre fremfor øjemål.

Først skulle overkanten af brønden rengøres, og så var vi klar til at mure ind mod skabelonen. Et fast greb om håndværktøjet er et must.

Det første skifte var det vanskelige - du må forestille dig, overkanten af brønden er nede i en udgravning i kostalden - ikke meget plads til cancan.

Så gik det ellers i fint tempo. Rundt og rundt. For hvert skifte hejste vi skabelonen lidt op, og på den måde var der noget at støtte sig til hele tiden.

Men hvad hulen er det ? Tænker du måske.
Er det ikke få dage siden vi jublede over fundet af originale buede brøndsten ?
Hvorfor mures der så med opbagte pixibøger her ?

Jo altså - der var ikke nok brøndsten. Du må huske på, der skal mures omtrent 130 cm brønd op.
Vi måtte finde på noget. Noget der stadig ville være gammelt og autentisk.
Min far havde en stak håndlavede mursten fra stuehuset på Hjarnø til at ligge. Dem halverede vi, og så kunne de godt lægges som en pæn cirkel. Indadtil ihvertfald.
Udadtil gaber de, kan du se. Derfor bliver de brugt på de nederste 60 cm. Dem der forbliver under gulvniveau. De rigtige brøndsten kommer til at stikke op over gulvet.

Undervejs har vi fyldt op med jord rundt om brønden. Undskyldningen for at det ikke ser ud af ret meget.

Her kan du se dagens arbejde. Vi er oppe, hvor der skal skiftes sten, og hvor det er fyraften.

Gode tanker herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post138