Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Næsten

HverdagenOprettet af Lone søn, februar 01, 2009 07:37:04

Det er blæst op udenfor. Så er det sikkert ikke en god idé at tænde op i brændeovnen.

Det er ellers sådan en dag lidt ekstra varme ville være godt, men også sådan en dag røgen hellere vil ned end op gennem skorstenen.

I går blev brønden færdig. Eller næsten. I dag skal jeg lige ud og børste fuger af. De var alt for fugtige i går til at det kunne lade sig gøre.

Du kan se her, hvor det hele glinser af fugt. Brøndstenene var fugtige, fordi de har ligget dybt i jorden i over hundrede år. Mørtlen var fugtig - det skal den jo være, og luften i kostalden var fugtig.

Næh - det var ikke nemt at tørre noget i går.

Måske synes du, vi har sjusket lidt med toppen af brønden. Så vil jeg skynde mig at fortælle, at det øverste lag sten bare ligger løst.

Det næstøverste lag er det afsluttende. Det er forskudt lidt for at få en afsats, der kan bære et gitter. For at bremse strømmen af bestik, børn og ubagte boller.

Kedeligt ville det være, at komme ud her til morgen og finde den forskudte kant på gulvet. Derfor at der lagt løse sten øverst - bare for at holde lidt på det hele, mens mørtlen tørrer.

Måske synes du, brønden stikker lidt højt op nu.

Men der skal støbes gulv op omkring den,

så inden du ser dig om,

er den lav og brøndagtig igen.

Jeg kan godt se,

at en hel dags arbejde

ikke syner af så meget.

Men nu er brønden færdig. Næsten.

Rar søndag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post140