Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Status

HverdagenOprettet af Lone tir, februar 03, 2009 07:16:31

Hønsene var ved at blæse væk i går.

De grupperede sig, hvor der var lidt læ i haven. Som oliedråber i pastavand fandt de sammen og blev til ét.

Det virkede som et lukket selskab, og den slags har man ikke lyst til at trænge sig på. Vi opgav at få en plads i flokken, og gik i kostalden for at arbejde.

Først kom vi til bunds i det lille malkerum. Der skulle graves et pænt lag sand ud, og det blev kørt direkte om til aspargesbedet. Du kender det sikkert selv - man bliver uendelig glad, når muligheden for at udføre to stykker arbejde i én arbejdsgang opstår. Ligesom at få en uventet bonus eller vinde en konkurrence.

Så må jeg påtage mig ansvaret for den ekstra kaffe/kage pause, der skulle til for at udrede ændringer på tegningen. Hvad man ikke har i abstrakt forestillingsevne, må man have i forsinkede forslag. Min far tog det pænt, og drog hjem til endnu nogle timers rentegning og materialeberegning.
Du er mit vidne på, at jeg ikke finder på mere nyt. Ikke flere brønde, rumadskillelser eller håndvaske. Ikke flere gulvafløb, varmtvandsinstallationer eller døre. Nej - nu skal der ikke ændres mere på tegningen. Tror jeg.

Men hele dagen skulle ikke gå med fest og ballade - der blev også gravet. Igen. Tænker du måske. Er der ikke gravet nok i den stald ?
Har vi ikke lige erklæret os færdige med de 26 cm. under endeligt gulvniveau ? Fejrede vi det ikke behørigt i sidste uge ?

Jo jo - det er rigtigt. Men i begejstringens øjeblik havde jeg glemt, at der også skal lægges afløbsrør ned i gulvet. En detalje der kræver evner at visualisere.
Det er godt, vi har en tegning.

Intet overlades til tilfældighederne. Afløbsrør er lige og renderne skal være lige.

Så her er planen for det næste stykke tid - der skal lægges afløbsrør i gulvet. Der skal fordeles lecanødder i et tykt lag over det hele. Der skal lægges jernnet ud og der skal bindes varmeslanger på nettet. Og så skal der blandes beton og køres trillebør.

Men i dag står den på kontorarbejde herinde i varmen.

Fred og harmoni herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post142