Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Røræg med cheddar - opskrift

HverdagenOprettet af Lone lør, februar 21, 2009 06:52:48

De seneste dage har det været tøvejr.

Det øverste jordlag er blevet frostfrit, men længere nede er bunden fast. Det betyder, at alt hvad der smelter ligger som løst mudder på overfladen - meget løst mudder. Indkørslen sætter sig på undersiden af bilerne, hvis de da overhovedet kan glide igennem.

I dag kommer min far til arbejdsdag. Hvis han kan komme ind ad indkørslen.

Og i morgen er der også arbejdsdag.
Måske tænker du, at der ikke er langt mellem arbejdsdagene i kostalden.
Hvorfor sådan et hastværk - tænker du måske.

Der er flere grunde - min allestedsnærværende utålmodighed, sejlsæson fra april for min far, iver efter at komme videre, kun 1½ måned til bådklargøring, manglende tålmodighed, mange dage på vandet til foråret, lyst til at komme videre, sejlsæsonen strækker sig fra april til oktober og almindelig rastløshed.

Derudover kommer selvfølgelig golfsæson, markarbejde, grøntsagsproduktion og vinmark - alt sammen noget der også skal bruges tid på i sommerhalvåret.
Jo - der er mange grunde til at nå så langt som muligt, mens det stadig er vintervejr.
Jeg tør godt fortælle dig, jeg håber, at caféen kan åbnes til sommer.

Sommer er et vidt begreb.

Med alt det arbejde kan man godt få brug for noget varmt og nærende til frokost - og noget der ikke tager for lang tid.

I dag skal du have opskriften på røræg med cheddar - prøv det - du vil ikke fortryde.

Du skal bruge :

2 æg fra høns der har spist det meste af en græsplæne denne vinter

½ tsk. groft salt

1 spsk. sødmælk

1 tsk. smør

1 tyk skive cheddarost skåret i tern

Så går vi i gang. Find en lille pande frem og smelt dit smør ved lavt blus.

Hæld æg, mælk og salt i en lille skål,

og pisk det let sammen.

Hæld æggeblandingen i panden,

og lad cheddarstykkerne falde ned over den.

Skub lidt rundt med æggemassen mens den stivner.
Find noget godt groft brød frem, og gør dig klar

til at nyde et varmt og nærende måltid man bliver mæt og glad af.

Mod det uendelige univers
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post159