Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Gulv - opskrift

HverdagenOprettet af Lone man, februar 23, 2009 07:46:19

I dag har jeg vanskeligt ved at få armene ned.

Dels fordi gulvet i kostalden blev støbt færdigt i går, og dels fordi de sidder fast i den position, hvor de blev brugt til at vibrere betonen ud med.

Det blev et godt fast betongulv med fine styrkeegenskaber, og i dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

10 kubikmeter støbemix - altså sand og ral i et passende forhold

1½ palle cement

2 liter emulsion med plastiske egenskaber

Ca. 500 liter vand

10 stk. armeringsnet

11 kubikmeter lecanødder

100 meter pex-slange

1 uges wellnessophold med varme bade, massage og morgenmad på sengen

Det var det hele - så går vi i gang.

Find en bygning af passende størrelse og ryd den for overflødigt indhold.

Hvis der er et gammelt betongulv må du hakke det op og køre brokkerne ud.

Grav ud til en passende dybde

og ret bunden af.

Hvis du har behov for installationer vand ind/vand ud er det på dette trin arbejdet må udføres.

Fordel dine lecanødder i bunden af bygningen - pres dem lidt sammen.

Læg jernnet ud på overfladen - de må gerne overlappe lidt, men der er ingen grund til at frådse med dem.

Bind varmeslangen på i et mønster du godt kan lide - du bestemmer.

Find din mixer frem

Hæld støbemix i

og lad cementen følge efter. Rør rundt. Ikke piske bare røre.

Tilsæt emulsion og vand til du synes konsistensen er passende - du bestemmer.

Hav et par mørtelbøre klar

og nogle velvillige familiemedlemmer.

Kør din beton ind i bygningen så hurtigt du kan. Læs af,

og vær klar til at vibrere den på plads med et velegnet redskab.

Bliv ved til al betonmassen er brugt op.
Lad dit gulv tørre til næste dag og det er klar.

Opskriften rækker til ca. 100 kvadratmeter og jeg tør godt sige, du bliver glad, når dit gulv er færdigt.

God dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post161