Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Doughnuts - opskrift

Kager med gærOprettet af Lone ons, marts 25, 2009 08:01:53

I dag føler jeg mig frisk.
Glad, fri som fuglen og født på ny.

Måske ikke født på ny - men ihvertfald frisk, glad og fri.

I går blev den årlige indberetning af gødningsregnskabet foretaget.

I flere måneder har regnskabet hvilet som en tung byrde.
Det er vanskeligt ikke at føle sig kriminaliseret, når hønsene ændrer antal fra optælling til optælling. Det skal være rigtigt.

Måske tænker du, det havde været på sin plads med lidt større opmærksomhed i de små klassetrin.
Så vil jeg skynde mig at sige, det ikke er ét-tabellen det kniber med. Det er hønsenes ekstreme mobilitet.

Men i går fandt indberetningen sted, og du må tro mig, når jeg fortæller, at antallet er opgjort efter bedste evne.

For at fejre begivenheden besluttede jeg at lave doughnuts - i dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

2 dl mælk fra trivelige køer

½ dl fløde fra de samme køer

15 g gær

550 g mel

60 g smør

50 g sukker

2 æg fra høns der er ligeglade med EU-forordninger

1½ dl hindbærsyltetøj

3/4 l vindruekerneolie

Så går vi i gang.

Hæld mel, smør og smuldret gær i en røreskål.

Rør det sammen.

Tilsæt æg, sukker og lunken mælk og fløde.

Rør det hele godt sammen - bliv ved til dejen slipper skålens sider. Hvis du ælter dejen i hånden må du være tålmodig. Selvom den klistrer, må der ikke komme mere mel i.

Lad dejen hæve 1 time til dobbelt størrelse.

Find en bageplade og beklæd den med bagepapir. Drys lidt mel over papiret.

Drys også lidt mel ud på dit køkkenbord og hæld dejen ud af skålen.

Flad dejen ud og udstik den i 10 boller - de skal være ca. 8 cm i diameter.

Sæt bollerne på bagepladen.

Det er bedst, at de ikke rører hinanden. Ellers bliver det vanskeligt at skille dem senere.

Dæk dem med et fugtigt klæde og lad dem efterhæve 1 time.

Store og flotte bliver de.

Hæld vindruekerneolien i en lille gryde - der skal helst være en god oliestand, så dine doughnuts ikke går på grund.

Varm olien op. Hold godt øje med den. Det er ikke tidspunktet for en gåtur med hunden.

Prøv med træenden af en tændstik - hvis olien bruser om træet er den varm nok. Hvis du er utålmodig og plumper dine doughnuts i olien, før den bliver varm, vil dejen bare suge fedtstoffet, og dine doughnuts bliver tvivlsomme.

Bag dine doughnuts omtrent 1 minut på hver side - det er noget, der går hurtigt det her.

Når du fisker dem op af olien - en hulske er god - skal de lægges på et godt lag køkkenrulle.

Så er der syltetøjet - det bør være hindbær.

Måske synes du, det er et fantasiløst og konservativt valg.

Intet overgår hindbærsyltetøj - det er jeg nødt til at fastholde.

Desværre var der nogen, der havde spist det sidste hindbærsyltetøj herhjemme. Midt i doughnutbagningen skulle der laves syltetøj.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget - mente manden.

Det kan være vanskeligt at klemme kerner gennem en kagesprøjte, så det er en god idé at si hindbærsyltetøjet før brug.

Så er det bare at injicere den mængde, du føler er passende - du bestemmer.

Derefter ruller du dine doughnuts i sukker.

Det tager selvfølgelig tid, at dejen skal hæve to gange. Men man kan bare lave noget andet i mellemtiden.

Under første hævning fik jeg ordnet kontorarbejde og pakket breve. Under anden hævning var jeg på posthuset og bagefter i foderstoffen efter muslingeskaller til hønsene.

Det ser ud som om, hver doughnut har fået et kys, og nogen har glemt at tørre læbestiften af.

Men det er et godt tegn.

Det betyder, at der er hindbærsyltetøj at finde.

Søg og du skal finde.

Rigtig dejlig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post191