Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Bagt kartoffelsalat - opskrift

KartoflerOprettet af Lone tor, april 02, 2009 06:36:05

Nu går det hurtigt med knopper, der brydes.

Det er blevet lidt lunere i vejret - selvom man nok skal være nordbo for at registrere det.

Og lyset. Lyset er anderledes og forårsagtigt.

I går kom en pakke med barrodede roser. De skal plantes omkring den gamle møddingsplads.
Fremover vil vi så benævne den rosenhaven.

Et enkelt stilskifte og det er unægteligt mere attraktivt at nyde sin kaffe i rosenhaven end på møddingspladsen.

Vi har drukket utallige kopper kaffe på møddingspladsen, så stedet er der ikke noget galt med - en gammel stenbelagt bund der ligger lidt lavt og lunt i forhold til bygningerne.
Men lidt roser har jo aldrig været af vejen.

I drivhuset begynder de første rucolablade at vise sig, og så er det på tide at lave en kartoffelsalat med ovnbagt brie og peberfrugt. Du skal selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

1½ kg Ditta kartofler eller anden bagefast sort. Men Ditta er så utroligt gode.

2 store røde peberfrugter

100 g brieost

2 håndfulde rucolasalat

3/4 dl god mild olivenolie

2 tsk. groft salt

Det var det hele - enkelt og godt.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Find en bradepande frem, beklæd den med bagepapir og hæld olivenolien i bunden af bradepanden.

Det er mest lækkert med små kartofler, der bare skal deles i to stykker, men de store kan også gøre det. Skær dem i grove tern og læg dem i olivenolien. Drys salt over,

og vend det hele godt rundt. Sæt bradepanden i ovnen og bag kartoflerne i 40 minutter.

Imens kan du gøre brie og peberfrugter klar, danse med hulahopring eller repetere 7-tabellen - du bestemmer.

Før eller siden bør du ende med at have peberfrugt og brie skåret ud i tern.

Når dine kartofler har fået 40 minutter i ovnen, tager du dem ud og blander brie og peberfrugt i bradepanden.

Sæt det hele i ovnen igen og bag yderligere 15 minutter.

Spis det hele varmt direkte fra ovnen, eller lad det køle af og bland kartofler, peberfrugter og brie med frisk rucola. Du bestemmer.

Det er en ualmindelig velsmagende salat den her - både kartofler og peberfrugter er sødlige efter bagningen. Sammen med brie og krydrede rucolablade er salaten et måltid i sig selv.

Virkelig lækkert - tør jeg godt love dig.

I dag går vi i gang med rosenhaven, og i morgen kan jeg forhåbentlig vise dig den politisk korrekte forvandling.

Men for ikke at skrue forventningerne uforholdsmæssigt i vejret, vil jeg lige skynde mig at fortælle, der hverken bliver blomsterflor eller smukke havemøbler. Det tager tid, og jeg håber, du er tålmodig.

Blændende dag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post199