Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Opskrift på lækkert brød

HvedebrødOprettet af Lone lør, september 13, 2008 18:07:12

Her kommer så fortsættelsen af Ciabatta historien ...

Fik jeg nævnt, at Ciabatta betyder tøffel i Italien ? Der kan ikke herske megen undren over det, når man står med de færdige brød.

Hvis du nu overvejer om Ciabatta er hele øvelsen med fordej, hævetider og klister på fingrene værd, er det her beskrivelsen af brødet skal være : Ciabatta er en bemærkelsesværdig kombination af et rustikt landligt udseende og en elegant og dragende smag. Det er et langt lettere brød end det lidt hjemmelavede ydre giver indtryk af, og det storhullede elastiske indre er omfavnet af en på én gang lidt sej og sprød skorpe. Det er intet mindre end fremragende - let afkølet fra ovnen brækket i store stykker og spist med lækkert koldt smør bid for bid.

Fordejen som blev omtalt i forrige post er klar efter 1 døgn i køleskabet.

Blog Image

Der er tydeligvis gang i den her, og så er det tid til yderligere mangfoldiggørelse af gærpopulationen.

Opskrift på Ciabatta fortsat :

1/3 tsk. frisk gær
5 skefulde lunken mælk
1 kop plus 3 skefulde vand ved stuetemperatur - brug kildevand hvis du er entusiast
1 skefuld god mild olivenolie
2 kopper af den boblende fordej - gem resten i køleskab til næste bagning
3 kopper mel af en god bagekvalitet
2 tsk. salt
Majsmel til at drysse med

Udrør gæren i mælken - brug gerne en køkkenmaskine - det er absolut nemmest - Lad blandingen stå 10 min. Tilsæt vand, olie, fordej og lad mixeren køre til blandingen er jævn. Tilsæt mel og salt og kør 3 min. med det store blandejern. Skift til dejkrogen og kør yderligere 3 min. ved lav hastighed og dernæst 3 min. ved middel hastighed. Hold på maskinen hvis den hopper hen ad køkkenbordet.

Drys et støvlag af mel ud på køkkenbordet og hæld dejen ud. Det skal være vådt, klistret og håbløst at se på. Tilsæt endelig ikke mere mel - bare brug en dejskraber i hård plast til at flytte rundt med dejen. Løft, stræk og ælt dejen nogle minutter og læg den tilbage i mixerskålen. Dæk tæt med husholdningsfilm og sæt dejen et lunt og trækfrit sted i køkkenet. Lad dejen hæve til mindst dobbelt størrelse.

Tænd ovnen på 225 gr. C. Hvis du er den lykkelige ejer af en løs granitflise, er det nu den skal ind i bunden af din ovn - med en enkelt håndbevægelse har du fået den stenovn enhver brødbager har med i sin aftenbøn.

Forbered 4 stykker bagepapir til de brød du skal til at forme. Når du først har fået dej på hænderne igen giver det en masse ærgelser at skulle åbne køkkenskabe og rive papir af.

Hæld dejen ud på et godt meldrysset bord, men ælt ikke melet ind i dejen. Det skal bare virke på overfladerne, så dejen kan håndteres. Del dejen i 4 stykker med dejskraberen. Træk ét stykke af gangen ud til et rektangel (eller en tøffel) så godt det nu kan lade sig gøre og læg dem på hver sit stykke bagepapir. Det er stadig klistret og ser herrens ud, men fortvivl ikke.

Har du en forstøverflaske - altså en helt almindelig blomstersprayflaske til 20,- kr. - vil du kunne opgradere din almindelige ovn (evt. stenovn hvis du er én af dem med en løs granitflise) til en dampovn, der giver mulighed for fantastisk sprød skorpe på dit brød.

Har du omtalte flaske kan du ganske let holde dine brød fugtige i overfladen mens de hæver. Hvis du dækker dem med et fugtigt viskestykke kan dejen nemt hænge fast i det (også ...). Lad brødene hæve 2 timer og drys dem med majsmel.

Så er du klar til bagningen og her gælder det om, at åbne ovnlågen kortest muligt tid for at holde den gode varme inde. Hav første brød klar lige ved ovnen, åben lågen og sæt forsigtigt dej på bagepapir ind på din bagesten (eller på en bageplade, hvis det ikke er en de luxe ovn). Spray hurtigt 6-8 gange ind i ovnen og luk lågen. Sæt uret på 16 min. Det kan være brødet skal have lidt længere tid - det kommer helt an på din ovn. Efter 5 min. åbnes hurtigt på klem og der sprayes mere vand ind i ovnen - på meget kort tid ! Når bagetiden er gået kan du banke på brødet og høre om det lyder hult - så er det nemlig færdigt. Fortsæt bagningen af de resterende brød mens du glæder dig usigeligt til at sætte tænderne i de lækre sprøde sager så fulde af smag, at enhver professionel bager vil blive grøn af misundelse inde under det fine lag af melmix, der har lagt sig om hans hjerte.

Blog Image

Spis dit brød og vær stolt. Græd af glæde over, at noget så enkelt som korn, gær og vand kan blive til noget så raffineret og dog basalt som brød. Det er i virkeligheden alt, hvad man behøver...

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post2