Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Mindre kan ikke gøre det

HverdagenOprettet af Lone tor, april 09, 2009 06:40:30

Så har jeg været ude at investere.

Igen - tænker du måske - er vellevned da landbrugets faste følgesvend ?

Jeg må skynde mig at fortælle, det er en forøgelse af gårdens aktiver, det handler om - ikke umådeholdent privatforbrug.

Rent faktisk er det inventar til caféens køkken.
Det må retfærdiggøre pengeanbringelsen.

Det vigtige er at få lavet en velfungerende og effektiv indretning af køkkenet, så man kan få noget fra hånden og bevare sit menneskelige overskud. Tror jeg.

Det forudsætter naturligvis, at de rette hjælpemidler er til rådighed.

Effektivitet, effektivitet, effektivitet.

Og stordrift. Det er nøgleordene og vi ved nok begge to, at det er den vej, det går.

Større, bredere, højere og flere enheder pr. kvadratmeter.

Beslutningen har været længe undervejs, men der var ingen vej udenom -

Her ser du det nye opvaskestativ i 2 (to) etager.

Vi har her at gøre med et indvendigt jernstativ belagt med blød hvid plastik.

En skånsom modtagelsen af det sarte procelæn.

Og bemærk den velformede drypbakke med kant der sikrer fuldstændig opsamling af overflødigt opvaskevand. Hvad mere kan man ønske sig ?

Sjældent har jeg været så begejstret for noget af plastik.

Og jeg kan godt fortælle dig hvorfor - Jeg har ledt og ledt - længe - efter et opvaskestativ magen til det min mormor havde i sit køkken.

Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor. Ved det faktisk ikke.

Gode tanker til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post206