Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Årets første jordbær

HverdagenOprettet af Lone søn, maj 03, 2009 06:40:43

Jorden i køkkenhaven er for tør at så i lige nu.

Der er ikke andet for end at være tålmodig og vente på regn.

Regnen skal nok komme.

Andre steder på gården er der vækst.

Vil du med ud og se, hvordan det går i drivhuset ?

Kartoflerne står højt.

Sådan så de ud i midten af april.

Kigger man godt efter, er der blomster på vej, og der kan ikke gå lang tid, før de første kartofler er høstklar.

Tomatplanterne blomstrer også.

For noget tid siden fik jeg en stor bog om havebrug af den ældste søn. Rørende hans sparsomme studenterbudget taget i betragtning.

Der står i bogen, at tomatplanter holder mest af lav luftfugtighed og moderat varme. I modsætning til de fleste andre drivhusplanter som agurker, meloner, chili, peberfrugter og auberginer. Så i virkeligheden burde man have sine tomatplanter i et separat drivhus.

Det har jeg selvfølgelig ikke nævnt for manden. Endnu.

I stedet har jeg sat nogle få tomatplanter inde i drivhuset og resten under halvtaget i hønsegården. Omhyggeligt indhegnet.

Måske er klimaet heller ikke tilfredsstillende i hønsegården, men jorden er god og kampestensmuren må give varme fra sig om natten. Nu bliver det prøvet, og så må vi se.

I drivhuset er der vild rucola og forskellige salattyper at høste af,

og der er spinat i frodige mængder.

Det der virkelig vakte glæde var at finde det første jordbær den anden dag

- så bliver festen ikke meget større.

Solrig søndag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post230