Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Konfektchokoladekage - opskrift

Dejlige DesserterOprettet af Lone man, juni 22, 2009 06:06:25

Der er meget godt at sige om lange lyse sommeraftener.

Plantevækst næsten døgnet rundt. Storslået smagsudvikling i bær og frugt.

Oplyste adgangsveje under aftenrunden på gården. Fravær af elektrisk lys.

Det er meget godt alt sammen bortset fra lysets indflydelse på hønsenes døgnrytme. For øjeblikket er det sent om aftenen, før de går ind i hønsehuset og flyver op på pinden. Det er noget senere, end det der skulle være min sengetid, og aften efter aften sidder jeg og trækker den, fordi hønsene synger midsommervisen og danser rundt i ring. De lukker ikke lågen selv.

Måske fejrer du også Skt. Hans og trænger til en styrkende livgivende dessert.

I dag skal du have opskriften på en konfektchokoladekage - nem at lave - nem at spise.

Du skal bruge :

400 g chokolade af god kvalitet - ca. 70 % kakaoindhold

250 g usaltet smør af mælk fra glade køer

6 æg fra høns der kan sove længe

250 g sukker

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C. Læg et stykke bagepapir i en springform.

Knæk chokoladen i stykker og læg den i en skål

Skær dit smør i skiver og læg det i skålen. Sæt det hele i mikrobølgeovnen og smelt det i korte intervaller.

Hvis du ikke har en mikrobølgeovn kan du smelte smør og chokolade over et vandbad.

Bare bliv ved til det er ensartet.

Imens kan du dele dine æg i blommer

og hvider.

Pisk æggehviderne til der kommer bløde toppe - rimeligt stift.

Hæld sukker

og æggeblommer i chokoladeblandingen. Rør det godt sammen.

Læg en mindre mængde piskede æggehvider i skålen og vend den forsigtigt i dejen.

Hæld resten af de piskede æggehvider i dejen og vend dem ind med rolige blide håndbevægelser.

Når dejen er ensartet og forhåbentlig stadig luftig hælder du den i springformen.

Sæt formen i ovnen og bag kagen 1 time - den sidste halve time med sølvpapir eller bagepapir over.

Lad kagen køle af på køkkenbordet og sæt den derefter i køleskabet til du får lyst til at spise chokoladekage.

Den er en tæt mørk kage med intens chokoladesmag. Perfekt med solbærsorbet og flødeskum.

Senere i dag skal jeg bringe et appetitvækkende billede af den endelige anretning. Indtil videre må du tro mig på mit ord.

Og her kommer det.

Og ét mere - så er der ikke noget at være i tvivl om.

Ro og glæde til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post279