Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Grønne bønner med ricotta - opskrift

BønnerOprettet af Lone man, august 24, 2009 07:46:07

Takket være en uvurderlig indsats fra min mors side,

er der grønne bønner på gården i år.

I kraft af en næsten lige så ihærdig indsats, har duerne begrænset mængden.

Men bønner er der, og man må være taknemmelig, for det man får.

I dag skal du have en opskrift på bønner bagt med ricottaost -

Fagiolini alla Ricotta

Muligvis en grammatisk brøler - tænkte bare, at det ville gøre det hele mere spændende.

Under alle omstændigheder en enkel, lækker og velsmagende ret.

Du skal bruge :

700 g grønne bønner plus salt til kogevandet

350 g ricotta - evt. hjemmelavet - se opskriften fra forleden dag

3 æg fra høns der kan gøre noget ved en langhåret græsplæne

½ dl sødmælk fra glade køer

1 salatløg

1 tsk. groft havsalt samt friskkværnet peber

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C. Smør et ovnfast fad.

Skyl dine bønner

og skær stilken af.

Læg bønnerne i en gryde, dæk med vand, drys en god teskefuld salt i og bring gryden i kog.

Lad bønnerne koge 5 minutter.

Imens kan du lave ostefyldet.

Find en skål af passende størrelse, hæld ricotta,

æg, mælk, salt og peber i skålen og rør det hele sammen til en jævn blanding.

Grib et lille italiensk løg eller et andet mildt salatløg,

og skær det i små tern.

Så er de bønner ved at have fået nok, og du kan hælde vandet fra og lægge bønnerne i det ovnfaste fad.

Drys løgternene over,

og fordel ricottablandingen på toppen.

Ind i ovnen med fadet og lad det få ½ time.

Nyd din rustikke ret med et godt stykke brød og et glas rødvin.

Og du bliver tilfreds.

Hvem vil ikke gerne være tilfreds.

Medvind til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post343