Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Går det frem eller tilbage ?

HverdagenOprettet af Lone lør, september 12, 2009 05:55:13

Der er noget særligt ved luften i september.

Høj klar himmel og tør kølighed.

Ligesom noget vender tilbage.

Det er måske noget sludder, for man kan strengt taget også sige at sommeren vender tilbage, når den kommer, og det samme med forår og vinter.

Men der er nu noget særligt ved den første del af efteråret. De fleste planter har fuldført deres mission og vender tilbage til hviletilstanden. Det samme med dyrene.

Og jeg.

Næsten.

Der er stadig nok arbejde på gården, og lige nu skal specialkartoflerne tages op, så de kan gemmes til læggekartofler - der skulle gerne være kartofler igen næste år.

Kartofler skal tages op i skjorteærmer - sagde en gammel landmand engang til mig. Og han må have ment det, for det blev gentaget gentagne gange under en ekskursion gennem Tyskland.

Tyskland er et stort og vidtstrakt land.

Hverken gårdhunden eller jeg har en skjorte, der egner sig til formålet,

men vi har alligevel gravet kartofler op.

Ingen er forpligtiget ud over sine evner.

Klar himmel over dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post362