Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Majs suppe - opskrift

GrøntsagssupperOprettet af Lone tir, september 15, 2009 08:01:08

Måske er du gang på gang gået uden om efterårets friske majskolber,

fordi fornøjelsen ved at afgnave en kolbe overstiges af det tyngende arbejde med at fjerne majsrester fra tænderne.

Men der er andre måder.

Friske majs er en delikatesse, der intet har til fælles med de skamskudte artsfæller på dåse.

I dag skal du have opskriften på majs suppe - enkelt godt og velgørende.

Du skal bruge :

4 majskolber

3 skalotteløg

1 jalapeno chili

½ liter grøntsagsbouillon af en anstændig kvalitet

2 dl fløde fra køer der har udsigt til en majsmark

1 spsk. smør

1 tsk. salt samt friskkværnet peber

Det var alt - så går vi i gang.

Skær dine skalotteløg i tern.

Smelt smørret i en gryde,

hæld dine løgtern i gryden

sammen med salt og peber, og lad løgene blive klare og bløde over svag varme.

Imens kan du ordne dine majs.

Fjern dækbladene, trådene og skær endestykkerne af.

Sæt hver kolbe lodret og skær kernerne af.

Det sætter sine spor hist og pist i køkkenet,

men man kommer langt med en god højtryksrenser.

Hæld dine majs i gryden og lad grøntsagsbouillonen følge efter. Skru op for varmen og bring suppen i kog.

Imens kan du ordne din chili.

Skrab frø og ribber ud med en teske og undgå at få saft på fingrene.

Skær chilifrugten i små tern,

og hæld dem i gryden.

Så skal der fløde i og varme under - få suppen i kog,

læg låg på,

og lad suppen småsimre i 25 minutter.

Så er den klar, men den bliver ikke ringere af at stå nogle timer, så alting smelter sammen og går op i en højere enhed.

Nyd din suppe med lækkert brød eller sprøde nyristede croutoner - der kommer en opskrift snarest muligt.

Portionen giver forret til 4 personer.

Eller 3 dages aftensmad hvis du selv har råderet over gryden.

Eller 1 dag til en landmand.

Smult vand for dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post365