Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Sensommersalat - opskrift

Salater diverseOprettet af Lone man, september 21, 2009 07:22:39

Det er selvfølgelig efterår nu. Ikke sensommer længere.

Men vejret er stadig som sidst på sommeren, og det er endnu sæson for saftige meloner, så det går nok med en opskrift på sensommersalat.

Så enkelt og ligetil, at du kan huske indkøbslisten selv en lørdag formiddag i et centralt placeret supermarked.

Enkelt er ikke nødvendigvis simpelt. Enkelhed kan være en berigende oplevelse.

Som denne salat.

Yngste søns yndlingssalat.

Du skal bruge :

1 icebergsalathoved

1 velmoden honningmelon - virkelig moden

75 g cashewnødder - ristede og saltede

Saft af ½ citron

2 dl piskefløde fra køer der får en frisk og varieret kost

1 spsk. rørsukker

½ tsk. flagesalt

Friskkværnet peber

Det var alt - så går vi i gang.

Lav din dressing først så den kan stå og gå op i en højere enhed.

Bland fløde med citronsaft, sukker, salt og peber. Smag til om du er tilfreds.

Sæt dressingen i køleskab.

Snit icebergsalaten i tynde strimler og læg dem i en skål.

Tag dig ikke af skålstørrelsen på billedet - det er en portionsudgave.

Skær top og bund af din melon og skær skallen af hele vejen rundt.

Del melonen over og skrab kernerne ud.

Skær det saftige melonkød i mindre tern.

Fordel melonstykkerne over salaten,

og hæld dressingen over.

De nødder, du ikke har spist undervejs,


drysser du over salaten.

Sådan.

Klar til at spise.

Og der bliver ikke noget tilbage.

Jeg lavede salaten for at få noget frokost i går, men så kom den yngste søn hjem fra fodboldkamp og lagde vejen gennem cafékøkkenet.

Og væk var den. Salaten.

Måske bliver det også din yndlingssalat.

Mild mandag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post371