Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Praktikant

HverdagenOprettet af Lone ons, september 23, 2009 08:29:46

De tre ældre damer ved Brugsen sendte beklagende blikke mod sønnen.

Så rystede de langsomt deres hoveder og sagde noget, han var glad for at gå glip af.

Det blev ikke bedre foran stationen, da sønnen steg ud, mens betjentene kørte bilen i garage.

Mere hovedrysten og bebrejdende udtryk.

Sådan en ung mand.

Ret skal være ret.

Han ligner ikke enhver mors drøm - karseklippet og med et nyslået år i hårgrænsen.

Dagen startede ellers fint i går.

Sønnen var madding for en morgenfrisk politihund ved navn Zombie.

Men det fik jeg først at vide, da han kom hjem.

Så var der konditest og endelig patruljering.

Og det var fint nok, hvis bare han ikke havde været henvist til de skyldiges bagsæde.

I dag handler det om færdselsloven, og bagefter er der fartkontrol ude i landskabet.

Du har jo selv valgt at være landmand - sagde sønnen her til morgen, da jeg spurgte, om vi skulle bytte.

Og ja. Det er da også rigtigt.

Men derfor kan man godt synes, at en spritny veludstyret politibil er mere spændende end en Massey Ferguson traktor fra 80'erne. 1900-tallet.

Og nu skal der pløjes.

Må dagen forme sig blidt omkring dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post373