Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Vineriet nu

HverdagenOprettet af Lone tor, oktober 15, 2009 08:07:31

I dag er det torsdag.

I dag er det torsdag, og jeg skal ikke ud og lave en opgave som håndmodel for et anerkendt skønhedsprodukt.

I overmorgen er det lørdag, og måske kan jeg servere i caféen med handsker på.

Lige nu skal der arbejdes med vinen hele tiden.

I går flyttede manden og jeg rundt på vinen fra 2008 for at få tanke ledige til den nye vin. Samtidig tog vi smagsprøver ud, så der var noget at beskæftige sig med efter mørkets frembrud.

Der er omtrent 1000 liter rødvin fra år 2008.

Dette års høst har været større, og endnu engang har vi undervurderet behovet for gæringstanke.

Men med lidt rokering og supplering går det lige.

Der er dejlig varmt i vineriet nu. Gærcellerne arbejder på højtryk, og det lyder nærmest som om, det koger i de store massegæringskar.

Luften er tyk af kuldioxid, og der dufter af vingård helt ud på gårdspladsen.

Om et par dage er al vinen flyttet i lukkede gæringstanke.
Så bliver det lettere at trække vejret.

High five in purple
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post395