Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Lumumba med rom - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone fre, oktober 16, 2009 08:26:27

Nu har der været et par nætter med frost, og selv om dagen bliver det ikke rigtig varmt.

Udendørsarbejde er en kølig fornøjelse for tiden.

At lave vin handler mest af alt om at gå rundt i gummibukser med smæk og vaske udstyr.

Måske har du også arbejdet længe med en koldtvandsrenser.

Måske har du bare kolde fingre, fordi det er sæson for den slags.

Under alle omstændigheder får du i dag opskriften på en varm og velgørende drik.

Lumumba med rom går man ikke fejl af på en kold dag.

Du skal bruge :

2 tsk. kakao

2 tsk. rørsukker

½ tsk. vanilleekstrakt

2½ dl. mælk fra en varm ko

1 - 2 spsk. rom

Lidt piskefløde

Det var alt - så går vi i gang.

Portionen passer til ét krus. Du kan gange eller dividere alt efter, hvor meget du trænger til.

Afmål kakao og sukker i en lille gryde.

Bland det sammen og tilsæt vanille og mælk.

Varm gryden op - bare så indholdet bliver skoldhedt men ikke kogende.

Pisk lidt fløde til skum fordi det er uimodståeligt.

Hæld rom i et krus af passende størrelse og fyld din varme kakao oveni.

Læg flødeskum på toppen og du er klar.

Klar til at få varme fingre, varm krop og varm sjæl.

Kan det blive meget bedre.

Varm dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post396