Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Vanilleekstrakt - opskrift

Syltede SagerOprettet af Lone tor, oktober 23, 2008 07:52:00

Om en uges tid skal vinen presses fra skaller og kerner. Så sætter vi en ny gæring i gang for at omsætte den skarpe æblesyre til den noget blidere mælkesyre.

Når druemassen bliver presset skrumper mængden ind til 2/3 af det oprindelige, og hvad så med tankene ? Der må ikke være et stort luftrum over vinen. Eftergæringen foregår langsomt, og det er kun under massegæringen, der dannes så meget kuldioixd, at vinen er beskyttet mod luftens ilt. Men nu skal du se noget, der er godt tænkt :

Blog Image

Kan du huske den nye tank, der kom til gården sidste uge ?

Den har et låg, der er anderledes end lågene på de gamle tanke

Blog Image

Rundt i kanten udvendigt sidder der en oppustelig slange. Så kan vi sænke låget ned til lige over vinen - uanset mængde i tanken - blæse slangen op, og så klemmer låget sig fast inde i tanken. Brillant.

Blog Image

Men nu til Vanilleekstrakten. Vanille er rigtig dyrt - kun overgået af safran i verden af krydderier. Men det er absolut rimeligt, for det er både arbejdskrævende og tager tid at lave god vanille. Du kan købe små flasker med vanilleekstrakt, hvis det er blevet for meget med pulverformen og alle dens hjælpestoffer, men hvis du ikke er i humør til at pantsætte gården, kan du også bare lave den ekstrakt selv.

Blog Image

Du starter med 6 vanillestænger og 2½ dl vodka. På den måde lever du op til US law - hvis det betyder noget. Vodka er at foretrække, fordi det ikke bidrager med nogen smag. Det eneste vigtige her er alkohol - vanillens smagstoffer er opløselige i alkohol. Del hver vanillestang over på midten og flæk stykkerne. Stop dem ned i en passende flaske - helst én du kan lide at se på, for det her bliver din bedste ven i køkkenet. Hæld vodka over og vent. Du kan godt lave noget andet, mens du venter. Efter 1 måned kan du bruge af din ekstrakt, men den bliver bare bedre jo længere tid, der går. Det her er en investering i fremtiden.

Blog Image

Når først du er i gang, skal du bare huske, at de vanillestænger du skraber korn ud af til andre retter, skal stoppes ned i flasken, og der skal efterfyldes med vodka af og til.

Blog Image

Vend flasken rundt en gang imellem, når du alligevel kigger kærligt på den.

I dag skal jeg ud og vaske gårdspladsen. I morgen kan du se, om det er en god idé.

Fin dag fra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post40