Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Svampesuppe - opskrift

HverdagenOprettet af Lone søn, december 13, 2009 07:29:53

Her til morgen er der is på ruderne.En af dagens første opgaver bliver at få tømt brændeovnen for aske, så der kan blive plads til at fyre igen.

Men inden da skal du have en opskrift på svampesuppe - varm og velgørende på en kold decemberdag.

Du skal bruge :

600 g friske svampe - vælg nogle du godt kan lide

1 fed hvidløg

1 rødløg

1 buket timian

50 g smør lavet af mælk fra hjertevarme køer

1,2 l grøntsagsbouillon af en oprindelse du vil nyde at spise

125 g mascarponeost lavet af mælk fra ovenstående køer

Friskkværnet peber

Glatbladet persille - en god håndfuld

Det var alt - så går vi i gang.

Rens dine svampe. Hvis du skyller dem, må du være lidt fiks på fingrene, så det ikke bliver den rene vandgang.

Skær dit rødløg i mindre tern og hak hvidløget nogenlunde fint.

Find en god stor gryde frem, smelt smørret og hæld svampe, løg, timian og friskkværnet peber i gryden.

Hold middel varme under gryden og lad væden dampe ud af svampene. Bare bliv ved stille og roligt en halv times tid og rør lidt af og til.

Så kan du enten fortsætte suppen med hele svampe eller blende svampene - ad to omgange - med halvdelen af din bouillon.

Du bestemmer.

Hvis du vælger suppe med hele svampe hælder du blot al din bouillon i gryden og lader suppen småsimre 15 minutter mere.

Vælger du at blende suppen skal den tilbage i gryden og resten af din bouillon skal hældes i. Også i det tilfælde skal den småsimre 15 minutter mere.

Til sidst dropper du mascarpone i gryden, og rører til det er gået i ét med suppen.

Lad suppen nå kogepunktet igen og smag evt. til med salt.

Rist tynde skiver brød i olivenolie og du har fremragende tilbehør.

Hak din persille groft og drys den over suppen ved servering.

Varme og nærhed i en suppeskål.

Solrig søndag
Askepot

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post454