Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Dekadente Chokolade Biscotti - opskrift

SmåkagerOprettet af Lone ons, oktober 29, 2008 07:56:22

At gå på café er en uhørt luksus. På linje med nye gummistøvler og frisk basilikum.
Der er langt til nærmeste café herfra, derfor sker det ikke tit. Så meget desto mere grund til at nyde det.

Der er noget frydefuldt ved at sidde der mellem boblende lyde fra espressomaskinen og varme hænder på et højt glas caffè latte. Og så er der den diminutive biscotti at glæde sig over.

Man kan godt komme til at længes efter en café.

Blog Image

Der ikke andet for, end at finde sin yndlingsmokka-kande frem og bage nogle biscotti af en anseelig størrelse.
Du skal selvfølgelig have opskriften, og hvis du allerede nu vægrer dig ved tanken om Chokolade Biscotti, så bare vent med at bage. En anden dag får du en opskrift på en mere klassisk italiensk udgave.

Du skal bruge :

2 dl hele mandler

180 g sukker

2 æg fra høns der jubler hele dagen

125 g blødt smør

290 g mel

40 g kakaopulver

100 g hakket mørk ca. 70 % chokolade

2 spsk. Amaretto

2 tsk. vanillesukker eller ekstrakt

1½ tsk. bagepulver

Så er vi klar.

Tænd ovnen på 180 gr. C og lad den varme op.

Læg mandlerne i et ovnfast fad og rist dem i ovnen i 10 min. Lad dem køle af og hak dem groft

Blog Image

Pisk smør og sukker i en skål til det er luftigt og sukkeret er næsten opløst. Tilsæt æg, Amaretto og vanille.

Blog Image

I en anden skål blander du mel, kakao og bagepulver. Hæld det i smørblandingen sammen med de hakkede mandler og hakket chokolade. Rør kun til ingredienserne akkurat er blandet sammen.

Støv en bageplade af og beklæd den med bagepapir. Fordel dejen i to flûte-agtige stænger. Det klistrer lidt, men det betyder ikke noget, at de er lidt flossede i kanterne. Sæt pladen i ovnen, skru temperaturen ned til 160 gr. C og bag stængerne i 30 min.

Blog Image

Så ser de sådan ud - lidt ujævne og grove i kanterne - tænk ikke på det.

Lad dem køle lidt af og flyt dem over på et skærefast underlag. Skær dem i tynde skiver på skrå - helst med en brødkniv med bølgeskær. Alt andet vil give dig ærgelser.

Blog Image

Læg skiverne tilbage på bagepapiret og bag dem yderligere 15. min. Lad dem køle godt af på en bagerist.

Blog Image

Fyld dem i en krukke du selv kan få hånden ned i.

Og glæd dig. Det er nærmest som at have grundlagt Starbucks.

Glad onsdag herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post46