Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Pære karamel kage - opskrift

Dejlige DesserterOprettet af Lone fre, januar 01, 2010 08:32:27

I dag skal du have opskriften på en ualmindelig lækker pærekaramelkage.

Med lakrids.

Ikke meget.

Ikke så meget at kagen smager af lakrids men nok til, at der er noget helt særligt ved den.

Til pærefyldet skal du bruge :

4 pærer

100 g sukker

25 g smør af mælk fra køer der leverer med stolthed

1 tsk. lakridssirup

Til dejen skal du bruge :

200 g mel

150 g smør fra ovenstående køer

60 g sukker

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 gr. C. Smør en lille ovnfast form. Grundigt.

Hæld smør og sukker til pærefyldet i en pande og varm det op.

Bliv hos det så det ikke brænder på, men smelter nydeligt og bliver til gylden karamel.

Åben ikke døren for vandaflæsningsmanden, og indlad dig ikke på samtale af nogen art mens du laver karamel.

Bitter erfaring taler her.

Men mens sukker og smør smelter i adstadigt tempo, kan du godt stå ved siden af og ordne pærer.

Det fungerer.

Ja - der er 5 pærer her. 4 til kagen og én til at spise undervejs.

Skræl dine pærer del dem i kvarte og skær kernehuset bort.

Del hvert stykke i 3 - 4 skiver.

Hæld skiverne i panden når din karamel er boblende og gylden.

Vend pærerne lidt rundt af og til og lad dem småsimre i karamellen 5 minutter.

Imens kan du fordele lakridssirup i bunden af dit fad.

Hæld pandens indhold i fadet, og så er du klar til at lave dej.

Hæld mel, sukker og smør i en røreskål og rør det sammen til det er en fint smuldrende dej.

Hvis du rører for længe, får du en fast klump, og det er ikke meningen.

Stop når dejen ligner grov müsli.

Tøm røreskålens indhold ud over pærestykkerne og ind i ovnen med fadet.

Bag kagen 35 minutter.

Lad den køle lidt af men server den varm. Eller ihvertfald lun.

Med iskoldt letpisket flødeskum.

Når du anretter din pærekaramelkage kan du med slet skjult elegance vippe den rundt, så pærestykkerne vender opad mod den forventningsfulde modtager.

Det har endnu ikke skadet.

Lige velegnet til eftermiddagskaffe som til dessert.

Du bestemmer.

Blid dag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post473