Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Hjemmelavet smør - opskrift

HverdagenOprettet af Lone ons, januar 06, 2010 08:05:49

Forleden dag blev du lovet en opskrift på smør.

Den kommer her.

Du skal bruge :

1 l fløde af mælk fra glade køer. Man kan kun lave godt smør af mælk fra glade køer.

1 dl kærnemælk - ikke syrnet skummetmælk men rigtig kærnemælk fra smørproduktion - det hele handler om at få fat i de rigtige mælkesyrebakterier.

1 tsk. groft salt - vælg en type salt du holder af.

Det var alt - så går vi i gang.

Find en stor røreskål frem.

Hæld fløde og kærnemælk i skålen og rør lidt.

Dæk skålen med husholdningsfilm.

Læg en tallerken øverst til at holde på filmen.

Man ved aldrig, hvornår nogen åbner bryggersdøren, og en hund eller en høne bliver suget ind i køkkenet.

Sæt din skål i et rum der nogenlunde har en temperatur på 20 gr. C.

Lad fløden syrne et døgn.

Næste dag kan du finde din røremaskine frem - du skal bruge begge typer røreværk.

Dyk ned i din syrnede fløde og pisk.

Pisk pisk pisk.

Du og dit køkken vil have glæde af et rent viskestykke, der lægges som en hule henover piskearbejdet.

Først har det karakter af flødeskum, og det vil føles velkendt og trygt.

Så kommer den grænseoverskridende oplevelse, man altid er blevet advaret mod - fløden skiller og klumper.

Fat mod - du er på rette vej.

Pisk roligt videre til smørkornene glider af skålens sider, og der dukker kærnemælk op.

Hæld ½ l koldt vand i røreskålen og pisk 1 minut ved lav hastighed.

Hæld smørblandingen gennem en sigte, så du får skilt smørkorn fra kærnemælk.

Kærnemælken bliver selvfølgelig en tynd kop te, fordi den er blandet med vand, men det skal ikke forhindre dig i at gemme guldet og bruge det til dit næste hjemmebagte brød. Gærcellerne vil holde inderligt af det.

Hæld sigtens indhold tilbage i røreskålen, og fyld endnu ½ l koldt vand på dine smørkorn.

Pisk langsomt igen.

Efter 1 til 2 minutter begynder smørret at samle sig, og du overvejer, om din røremaskine kan klare mosten.

Så er det på tide at skifte til dejkroge.

Når smørret samler sig, kan du hælde vandet fra.

Bliv ved med at ælte smørret og hæld fri væde fra af og til.

Til sidst er der ikke mere at komme efter - dit smør er tørt.

Drys salt over og ælt det grundigt ind.

Fordel dit smør i to beholdere og luk dem tæt.

Så tager du kun halvdelen ind og ud af køleskabet, og bevarer den fine smag og aroma længere.

Er det ikke lidt lyst - tænker du måske.

Jo. Det er lidt lyst.

Lige nu.

Hvis du laver smør om vinteren, bliver det bleggult.
Hvis du laver smør om sommeren, når køerne spiser masser af friskt grønt græs og lækker kløver, bliver det solgult.

Sådan er det. Man kan ikke bestemme alt i denne verden.

Nyd dit ypperlige smør på brød der fortjener det.

Rolig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post478