Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Indkøb. Igen.

HverdagenOprettet af Lone tor, januar 07, 2010 07:58:13

I går var manden og jeg ude for at købe ind.

Skal dette lands økonomi sættes i gang af løsslupne landmænd - tænker du måske - var det ikke noget med mådehold og omtanke i stedet.

Og jo. Du har sikkert ret.

Det plejer du at have.

Det var heller ikke tankeløst forbrug, det handlede om.

Stort set.

Ser du - der er planer om at lave aftenservering i caféen, når foråret kommer.

Bare et par dage om ugen.

Havde det været et hipt sted i indre by, kunne man nok slippe afsted med stående buffet, men her langt ude på landet skal der stole til.

Masser af stole.

Og de skal gerne passe lidt sammen med de gamle stole, der heller ikke er helt ens.

Men næsten.

Derfor tog vi på genbrugsturné.

8 forretninger på mindre end 3 timer.

Ikke fordi hastighed i sig selv er en kvalitet, men fordi det skulle passe med varelevering sydpå ved middagstid og opsamling af den yngste søn i snedriverne på hjemvejen.

På så kort tid kom vi selvfølgelig hjem med kun det mest nødvendige.

Flere knive.

Flere gafler.

Flere skeer.

Så gæsterne ikke skal dele.

Rendyrket fornuft.

En større samling æggebægre der skal bruges til en ny ret.

De er jo ikke ens - tænker du nok.

Nej. De er ikke ens. De kommer fra 6 forskellige forretninger.
Men gæsterne er heller ikke ens, så det må gå.

En tallerken til samlingen af ukurante tallerkner og en lille emaljeret gryde til kakaomælk.

Vanskeligt at forstå hvordan man har klaret sig uden førhen.

Og det var det.

Lutter formålstjenlige handlinger,

og fornuftsbaserede indkøb.

Selv dette Lemon meringue pie fad som manden foreslog vi hjembragte.

Ikke fordi han syntes om det.

Overhovedet ikke.

Men køkkenet prydes af to andre med henholdsvis røde og grønne æbler.

Igen en rationel handling herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post479