Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Mandelkager - opskrift

SmåkagerOprettet af Lone ons, januar 13, 2010 08:06:26

Der var 14 grader i køkkenet, da jeg kom nedenunder i går morges.

Måske kun 10 ved gulvet, men lad nu det ligge.

Hvis man fokuserer på de 14, er det rundt regnet det dobbelte af soveværelsets temperatur.

Nu er det blevet varmere - sagde jeg til manden over morgenkaffen - det må fejres.

Måske har du også noget at fejre.

Små lækre mandelkager kan man fejre hvadsomhelst med - derfor får du opskriften i dag.

Til mandelkagerne skal du bruge :

135 g mandler

50 g mørk chokolade med 70 % kakao

75 g sukker

2 æggehvider fra høns der kan se det opmuntrende i selv små temperaturstigninger

1 knivspids salt

Til sammenlægningen skal du bruge :

Smeltet nougat eller lidt honning med pebermynteblade,

samt flormelis til at drysse med.

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C. Læg bagepapir på en bageplade.

Skold mandlerne 2 - 3 gange med kogende vand. Smut dem, læg dem i et ovnfast fad og rist dem 20 minutter i ovnen.

Læg mandlerne til afkøling.

Når mandlerne er kolde, kan de kværnes.

Op i en foodprocessor med dem og kør, til det ikke bliver finere.

Knæk din chokolade i mindre stykker og lad dem blive hakket ind i mandelmelet til sidst.

Så er det klar, og du kan gå videre til hviderne.

Hæld æggehvider og nogle få saltkorn i en røreskål og pisk.

Pisk pisk pisk.

Når æggehviderne bliver hvide og luftige,

kan du piske sukkeret ind. Lidt efter lidt.

Pisk videre til massen er glat og fast.

Vend forsigtigt mandelblandingen i de stiftpiskede æggehvider, og sæt massen på bagepladen.

Brug en teskefuld med top til hver kage.

Ind i ovnen med pladen og bag 8 minutter. Bliv ved til al massen er brugt.

Hver gang en plade er bagt, kan du flytte dine små mandelkager over på en rist til afkøling.

Læg kagerne sammen med pebermyntehonning og drys med flormelis.

Kan du ikke skaffe honningen, er smeltet afkølet nougat et værdigt alternativ.

Det kan ikke gå helt galt.

Oprigtig onsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post485