Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Ny sæson

HverdagenOprettet af Lone tor, januar 21, 2010 07:50:52

Da vintermørket sænkede sig over gården, så jeg lidt vissen ud.

Tør jeg godt sige.

Som en bynke i februar.

Fra nytår til sommer var der travlt med at bygge café og vineri, sommeren gik med at bage kringle m.m. Så kom hvedehøsten. Derefter pløjning og såning. Afløst af druehøst og vinarbejde. Endelig var der æblehøst og cidergæring.

Tror du ikke, du kan skære lidt ned på køkkenhaven næste år - sagde min mor bekymret.

Det lovede jeg så.

Vist nok.

Det hele handler om at kende sine begrænsninger.

Ressourceallokering.

Lægge sin indsats, hvor den giver størst udbytte.

Undgå urealistiske forestillinger om egen formåen.

Nu er køkkenhaven planlagt, og frøene ankommet.

I år bliver der skåret helt ind til benet.

Kun de allermest nødvendige grøntsager og krydderurter til cafékøkkenet.

Kun de helt uundværlige afgrøder til stuehuset.

Det har sine omkostninger.

Når man vælger noget, vælger man noget andet fra.

I år bliver der ikke dyrket sylteagurker.

Selvkontrol herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post493