Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Den er jo fra forrige årtusinde ...

HverdagenOprettet af Lone ons, september 17, 2008 07:48:26

Ja det er den da - ligesom alle de andre maskiner på gården, men det er en rigtig god traktor alligevel.Blog Image

Her ser du så mit andet hjem - en 1-værelses med 360 grader panoramaudsigt.

I dag holder den pause, for der er gået noget galt med dieseltilførslen - en utæthed, der skal repareres. Det er et mindre problem, så snart er vi på jorden igen.

Blog Image

Ekvipagen består af den gamle Massey Ferguson traktor og en ikke yngre fire-furet vendeplov. Det er en dejlig traktor, og det er virkelig ikke for stort et ord at bruge, når man har kørt i noget, der var værre.
Traktoren er fra en gang i firserne - sikkert mere de tidlige end de sene og med sine 140 hestekræfter får den nok de omkringboende landmænd til at smile overbærende. Men 140 heste er nok til en rolig pløjning og helt fint, når sjælen skal med på rejsen frem og tilbage over marken. Den er selvfølgelig ikke computerstyret og både køleskab og kummefryser må man tænke sig til. Men det betyder ikke, at den er blottet for komfort ...

Blog Image

Kig godt efter i billedets nederste venstre hjørne - vi går lidt tættere på

Blog Image

Her har vi den nærmest dekadente luksus - en kopholder til termokrus.

Det er naturligvis en eftermontering manden har udført. Den slags kom en traktor ikke ud med i firserne, men det gør jo ikke glæden mindre.

Blog Image

Måske undrer du dig over, at ploven har 4 skær, der vender lige op i luften - og med rette - til hvilken nytte er de i det forkerte element ?
Jo de er et eksempel på en tidsbesparende landvinding man bør have i tankerne på taknemmelige dage.

Blog Image

Når man pløjer handler det om, at holde traktorens ene for- og baghjul ( i samme side vel at mærke) i den rende det yderste plovskær efterlod sig, ved forrige tur gennem marken. Så kører de 4 nederste skær og løfter jorden op og rundt over mod det senest pløjede jord, og en ny yderrende bliver lavet.

Blog Image

Når traktor og plov kommer ned for enden af marken, løfter man ploven op af jorden, kører lidt frem, og med et tryk på et håndtag, får man hele ploven til at dreje rundt om sig selv, så de førhen unyttige skær nu bliver de nederste, og de skær, der vendte i jorden kommer op og får en pause (sådan undgår man metaltræthed...).

Hvis man er uopmærksom og ikke får vendt ploven, men bare starter med traktorens dæk i plovfuren og kører glad derudaf, ja så vendes jorden ud mod stubmarken, og der bliver en fed rende, der hvor man kører. Det gør manden utilfreds, for så kan han ikke lave et pænt såbed. Nej ploven skal vendes efter hvert træk, for så bliver den forrige pløjerende fyldt op, jorden bliver lagt til den rigtige side, og der fremkommer en fin ny rende man kan køre i næste gang. Det er smukt !

Blog Image

Med ønsket om en tør dag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post5