Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Marie´s kringle - opskrift

Kager med gærOprettet af Lone man, november 03, 2008 08:00:42

Så er det forhenværende basketballhold rejst og roen har sænket sig over gården. De holdt ellers godt ud med meget høj musik det meste af natten. Men musikken var noget alderstegen. Havde der bare været et nummer med Thomas Helmig, så kunne basketballspillerne gå for at have været unge i firserne - men nej.

Da det var deres første besøg her, skulle de selvfølgelig smage den gamle familieopskrift på kringle. Den stammer fra Marie Brandbyge, der var gift med sognefogeden, jeg fortalte dig om i går.

Til dejen skal du bruge :

½ kg mel

1/4 kg smeltet margarine - af en god kvalitet

2 dl. sødmælk

1 pakke gær

2 æg

5 spsk. sukker

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 gr. C. Smør ovnens bradepande - så er den klar. Lun mælken lidt, hæld den i en røreskål og rør gæren i. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør dejen let sammen - ikke noget med ligefrem at ælte, for så bliver det franskbrød med fast krumme.

½ kg mel er ikke nok, så du er nødt til at spæde forsigtigt op, til dejen begynder at kunne håndteres. Men der må heller ikke komme for meget mel med - så bliver dejen tør. Det er ikke svært, du skal bare gå lidt roligt frem med melet.

Lad dejen stå og hæve mens du laver fyldet - for hvad er en kringle uden fyld ?

Du skal bruge :

1/4 kg flormelis

1/4 kg smeltet margarine - stadig af god kvalitet - du skal jo spise det

1 god spsk. mel

Et par håndfulde rosiner

2 tsk. vanillesukker eller vanilleekstrakt

Rør smeltet margarine sammen med flormelis, mel og vanille. Først ser det lidt umuligt ud, men brug et piskeris og pludselig står du med en lind masse.

Blog Image

Del dejen i 3 portioner og tryk hver dejklump ud til ca. 20*30 cm, eller hvordan det nu passer i din bradepande. Jeg trykker en dejportion ud ad gangen direkte i bradepanden, for ikke at skulle flytte rundt på den formede dej - men du gør, som det passer dig bedst.Blog ImageLæg 1/3 af dit fyld i en stribe på midten af dejstykket og drys med rosiner. Fold først den ene side indover midten, og så den anden side ind over den første. Så har du et lukket stykke kringle som til venstre i billedet. Med lidt god vilje, kan du få plads til 3 stykker kringle i din bradepande.

Det er jo en personlig ting det med at forme dejen. Måske har du det bedst med, at kringlen ligner en kringle, og så kringler du den bare, alt det du har lyst til.

Kringlen som nu har vist sig ikke at være en kringle pensles med æg og drysses med perlesukker.

Så skal hele herligheden i ovnen og bages ca. 25 min. Hold godt øje med udviklingen derinde - bagetiden afhænger af din ovn.

Blog Image

Kringlen kan vække begejstring uanset anledning

Blog Image

En lun kringle er uforlignelig

Blog Image

Få fat i nogen, der vil være med til at spise kringlen, så snart den er ude af ovnen

Blog Image

Jeg smagte kringlen, før jeg fik opskriften - og det var godt

Blog ImageEllers havde jeg aldrig bagt noget der indeholder 1 pakke gær og 1 pakke margarine

Blog ImageNogle gange snyder man sig selv for noget godt ved at være fordomsfuld

Blog ImageGå ikke glip af denne kringle

Pragtfuld mandag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post51