Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Appelsinsnitter - opskrift

SnitterOprettet af Lone man, marts 01, 2010 08:01:22

I dag tager min mor og jeg på familiebesøg.

Til kaffe og kage hos Hilma - min bedstefars søster.

Og jeg glæder mig.

Hilma er tæt på 100 år, underholdende, vidende og ualmindelig hyggelig at være sammen med. I hendes selskab vokser rottehalerne frem, og jeg får togskinner på tænderne igen.

Måske trænger du også til kaffe og kage.

Så skal du i dag have opskriften på snitter med appelsin.

Til bunden skal du bruge :

150 g mel

125 g smør lavet af mælk fra køer uden alder

75 g rørsukker

Til øverste dej skal du bruge :

250 g rørsukker

4 æg fra høns der bare bliver klogere dag for dag

Skal og saft af 1 appelsin - dyrket så du har lyst til spise det hele

75 g mel

½ tsk. bagepulver

2 tsk. orangeblomstvand

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C.

Find en lille firkantet bageform ca. 20 * 20 cm. frem, og læg et stykke bagepapir i den.

Pisk smør og sukker til bunden. Pisk pisk pisk.

I med mel

og rør - eller ælt med hænderne - til dejen er sammenhængende.

Hvem vil ikke gerne være sammenhængende.

Pres dejen ud i formen, ind i ovnen med den, og bag 10 minutter.

Pisk æg og sukker til øverste dej. Pisk pisk pisk.

Riv kun det yderste orange af appelsinen - du vil ikke have noget hvidt bittert med.

Hæld revet appelsinskal i sukkerblandingen.

Pres saften ud af appelsinen.

Blodappelsin er et godt valg, men enhver anden god sort gør sig også.

Hæld ½ dl. appelsinsaft i røreskålen. Drik resten og bliv glad.

Tilsæt orangeblomstvand,

og sigt mel og bagepulver ned i skålen.

Det er en flydende dej, og for ikke at møde klumper af mel og bagepulver i den færdige kage, er det en god idé at bruge sigten.

Selvom man synes, det er noget pjat.

Vend roligt dejen sammen.

Grib din forbagte bund,

og hæld appelsindejen over den.

Ind i ovnen med formen, læg et stykke bagepapir ovenpå og bag kagen 35 minutter.

Når kagen er kølet af, kan du skære den ud i snitter.

Du bestemmer hvor mange.

Fast sprød bund med blød appelsintop.

Nyd den i godt selskab.

For eksempel dit.

Nemme skridt på din vej
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post532