Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Chilli con Carne - opskrift

Mad med kødOprettet af Lone lør, marts 27, 2010 08:11:54

I dag skal du have opskriften på Chilli con Carne - med ordentligt kød.

Hvem vil ikke gerne gøre det ordentligt.

Du skal bruge :

1½ kg grydesteg med ben - fra et medlem af kvægfamilien der ikke har viet sit liv til mælkeproduktion

1 kg røde kidneybønner - kogte

1 l oksebouillon af anstændig oprindelse

4 skalotteløg

4 spsk. olivenolie

2 fed hvidløg

3 røde peberfrugter

2 jalapenos eller stærkere chilifrugter hvis du synes

2 laurbærblade

1 stykke kanel

20 g god mørk chokolade

2 kviste frisk timian

1 spsk. rørsukker

200 g tomatpasta/koncentrat

1/4 tsk. cayennepeber - måske mere ved tilsmagning

Friskkværnet peber og salt

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 150 gr. C.

Begynd med at ordne dine peberfrugter - både de små og de store skal skæres i tern.

Rens dem for ribber og kerner uden at få chilisaft på udsatte steder, og skær dem ud så de er klar.

Skær dine skalotteløg i mindre tern.

Varm 2 spsk. olie i en støbejernsgryde, du nænner at sætte i ovnen.

I med løgene og svits dem under omrøring.

Når de nærmer sig det gyldne, kan du tage dem op.

Kværn godt med peber over dit oksekød.

Vær mere forsigtig med salt afhængigt af hvilken bouillon, du har valgt.

Hæld 2 spsk. olivenolie mere i din gryde, varm op, og brun kødet på alle sider.

Tag kødet op,

og kog gryden af med oksebouillon.

Læg dit kød tilbage i gryden.

Hæld de resterende ingredienser i gryden.

Hvidløgene skal rives fint.

I med chokolade, kanel, laurbærblade, rørsukker, timian, cayennepeber,

chili, bønner og tomatpasta.

Hvis du køber kogte bønner, bør du lade vandet dræne fra, inden du tilsætter bønnerne.

Det var alt.

Tror jeg.

Rør kortvarigt i gryden, læg låg på - det er meget vigtigt - og sæt gryden i ovnen 5 timer.

Lad den stå i fred, ikke åbne, ikke kigge, bare vente tålmodigt på at alting forenes derinde.

Imens kan du lave noget andet.

Når dagen er gået, tager du gryden frem, løfter kødet op, og befrier det for ben og hinder.

Det er så mørt, at du kan smuldre det tilbage i gryden, hvor det rettelig hører til.

Smag din Chilli con Carne til med salt og cayennepeber, så den får den styrke, du holder af.

Det er det eneste, der betyder noget.

Må din dag gøre dig glad
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post558