Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Fruens favorit Frittata

Mad med ægOprettet af Lone tir, april 06, 2010 08:00:10

Det er nogle dage siden, der sidst har været en opskrift til dig.

Men nu skal det være.

I dag får du opskriften på fruens favorit frittata.

Af og til er den på menukortet i caféen - blandt andet her i påskedagene.

Du har brug for :

2 skalotteløg

3 små aflange røde peberfrugter

6 mellemstore kartofler

15 æg fra høns der er glade for, at græsset er grønt igen

200 g cheddarost

½ tsk. groft salt plus ½ tsk. mere til kartoflernes kogevand

½ tsk. mild paprika

25 g smør lavet af mælk fra kåde køer

½ dl. sødmælk fra ovenstående køer

Det var alt - så går vi i gang.

Skræl kartoflerne og skær dem i små tern.

Op i en gryde med dem, hæld vand over så det dækker og tilsæt ½ tsk. groft salt.

Bring grydens indhold i kog og lad kartoflerne få 10 minutter.

Hæld vandet fra og lad det hele dampe lidt af.

Imens kartoflerne koger, kan du ordne dine grøntsager.

Skær skalotteløgene i små stykker.

Rens peberfrugterne og skær også dem ud.

Slå dine æg ud i en stor røreskål, tilsæt mælk,

og ½ tsk. groft salt.

Samt paprika.

Pisk pisk pisk.

Find en god stor pande - ca. 30 cm. i diameter - frem og smelt smørret.

Rist løg og peberfrugter

til blandingen er gylden.

Samtidig med, at du har gang i panden og rører lidt, kan du rive osten.

Ingen grund til at være fedtet med cheddarosten.

Der er så mange andre ting, man kan være fedtet med, men ikke cheddarost.

Når løgblandingen er sød og gylden, kan du hælde røreskålens indhold i panden.

Drys kartoffelstykkerne over med rund hånd,

og dæk med cheddarost.

Hvem vil ikke gerne dækkes af cheddarost.

Læg låg over panden.

Hvis du ikke har et låg, der passer, skal du ikke være ked af det.

Det kan ske for enhver.

Hold middel varme under panden og giv din Frittata omtrent 25 minutter. Når overfladen akkurat er stivnet, er retten færdig.

Nyd din lækre omelet med brød og salat.

Og hvad så - tænker du måske - hvad med afslutningsbilledet hvor man kan se herlighederne.

Hvor bliver det af.

Det gik lidt vildt for sig i caféen i går. Den yngste søn måtte hentes som forstærkning på serveringsholdet.

Så snart frittataen var klar, blev portionerne båret ud til gæsterne.

Hurtigere end man kunne nå at sige - de skal fotograferes først.

Tænkelig tirsdag
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post568