Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Gårdhunden

HverdagenOprettet af Lone ons, november 19, 2008 07:51:14

Måske kender du sådan én

Blog Image

og måske undrer du dig også over, hvad der foregår derinde.

For omkring 15.000 år siden fandt mennesket og hunden sammen. Det er så vidt vides det første forhold mellem dyr og menneske, og det har holdt lige siden.

Hunde kan høre lyd, vi slet ikke formår at registrere - både meget lave og meget høje toner. De kan høre lyd op til 4 gange længere væk end mennesker. Desuden er nogle hunderacer udstyret med ekstremt bevægelige ører - 18 muskler retter omgående ind efter lyden - løfter, sænker, drejer og vipper, så mest muligt opfanges. Her må Bassets melde pas - så meget kan ikke manøvreres så hurtigt.

Blog Image

Hunde er - som de fleste andre pattedyr - dicromate. Altså det vi kalder farveblinde selvom resten af verdens dyr næppe opfatter det sådan.

Blog ImageHunde har 40 til 50 gange så mange lugtesanseceller som du og jeg, og de er fordelt over et stort areal. Når vi synes, en hund lugter af hund, må hunden finde sig i at kunne lugte det 100 millioner gange kraftigere. Til gengæld kan vi så glæde os over at have 5 gange så mange smagsløg på tungen, og det tæller da også. Måske er det derfor vi er længere tid om et måltid og nyder maden undervejs.

Nogle ting vil du end ikke dele med din bedste ven - chokolade især mørk, macadamianødder, vindruer, rosiner og alkohol. Så selvom I holder jul sammen, må hunden undvære nogle af de lækre sager, der i værste fald er fatale.

Blog Image

Jeg undskylder for den manglende øjenhygiejne på billedet - det havde vi ikke styr på i går.

Hunde kan kommunikere med deres ører, øjne, øjenbryn, hale, krop, ben, mund og hoved - ligesom os bortset fra halen. Og de kan sige et utal af lyde - jamre, smaske, pive, hyle, tude og gø. Alt sammen for at vi kan forstå hinanden og vide hvad den anden vil og føler. Hvad skal man så med ord ?

Næh ansigtsudtryk og kropssprog er de ærlige og umiddelbare signaler.

Det ser ikke ud til at være almindelig anerkendt, at dyr har følelser, men hvordan kan man være i tvivl ? Når jeg tager gummistøvler og kedeldragt på bliver gårdhunden ellevild og danser rundt foran døren - utilsløret glæde over vi skal ud sammen. Halen vælter sko ned fra hylderne og man skal passe på ikke at få aftryk af kløerne på sine fødder. Hvis jeg siger "du skal blive her - gå du op i din kurv", fordi jeg skal udenfor porten og lave noget, og porten er hundens grænse for færdsel på gården - ja så sænkes ørerne og benene slæbes over kanten på kurven. Underkæben hviler tungt på puden og øjnene vendes opad, så den ynkelige røde underkant understreger stemningen. Dårligt humør. Indtil jeg kommer tilbage åbner døren og spørger "skal du med ?". Ren raket.

Blog Image

Det er vanskeligt at undvære sin bedste ven ret lang tid ad gangen.

God og rar onsdag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post66